Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

På Østre Gasværk stamper og klasker de unge sig lige ind i døden

Fødderne stampede i jorden, og armene klaskede mod de unge kroppe i dødskamp, så tilskuerne i Østre Gasværk blev revet med af skræk og begejstring til Pina Bauschs legendariske koreografi til ’Le Sacre du printemps’. En ofringsdans uden egoer
De unge, afrikanske dansere betager med deres organiske dans i det uforfærdede dødsritual i ’Le Sacre du printemps’ under gæstespillet hos København danser.

De unge, afrikanske dansere betager med deres organiske dans i det uforfærdede dødsritual i ’Le Sacre du printemps’ under gæstespillet hos København danser.

Maarten Vanden Abeele

Kultur
1. oktober 2021

København danser. Sådan hedder den nye dansefestival, hvis navn måske mest af alt er ønsketænkning: En hovedstad, hvor alle kroppene pludselig sætter i gang med bløde hofteskub og strakte fødder …

Men inde på Østre Gasværk har festivalen faktisk allerede fået publikum til at trampe i gulvet af begejstring. Festivalen er arrangeret af den klassiske balletdanser Ulrik Birkkjær, der nu er solodanser ved San Francisco Ballet, sammen med teaterregissøren Thomas Mieth.

Denne uge er der gæstespil med Pina Bauschs vilde koreografi fra 1975 til Le Sacre du printemps, altså Stravinskijs banebrydende værk om forårets rituelle ofring af et menneske, der oprindelig blev skabt til Nijinskijs koreografi for Les Ballets Russes i 1913.

Ved dette gæstespil er danserne er dog ikke fra Pina Bauschs eget dansekompagni i Wuppertal, hvis medlemmer blev så kendt med Wim Wenders’ film Pina. Det er derimod dansere fra forskellige afrikanske lande, der er samlet af Pina Bausch Foundation sammen med Écoles des Sables fra Senegal og Sadler’s Wells fra England.

En fælles angst

Danserne løber ind på scenen, én efter én i mørket. De rammer en lysstribe og bliver stående. En enkelt kvinde ligger på et pink stykke stof på jorden. Og så opstår den koreografi til Stravinskijs musik, som har gjort Pina Bauschs fortolkning så kendt: Med stamp nedad i jorden og arme, der krydser foran kroppen og klasker ind i siderne af kroppen. Danserne bevæger sig i flok – med ens bevægelser og samme stigende intensitet. I grupper, men mest i cirkler og klynger. Alle med en fælles angst. For historien handler basalt set om udvælgelsen af den kvinde, der skal ofres – og den mand, der skal vælge hende. Danserne er på bare fødder. Kvinderne har tynde stropkjoler på, og mændene har sorte bukser og nøgne overkroppe. Jorden glimter brun som jord fra en ny grav.

Disse afrikanske dansere er meget unge. De bevæger sig mere naturligt og organisk, end ballettrænede dansere typisk gør det – mest af alt som mennesker, der pludselig trues af noget udefrakommende. Her er ingen egentlige stjerner, og her er ikke noget konstrueret ritual. Her er egoer. Her er snarere blot en flok mennesker, der kæmper for at holde sig i live. Indtil den udvalgte, der skal ofres, bliver fundet.

Accept af sin skæbne

Alt er smidigt på danserne: halsene, taljerne, anklerne. Her er ingen synderlig mimik. Her er kun fællesskabets glæde i ansigterne, der pludselig stivner og bliver til frygt. Den mand, der kræver kvinden ofret, bliver måske selv et offer. Han ligger udstrakt på ryggen, men holder sine strakte arme løftet skråt op i luften i en evighed af mælkesyre. Imens danser kvinden rundt i sine bankende bevægelser, hvor hun nærmest stamper livet ud af sig selv, indtil hun til sidst falder forover i sin pink kjole. Uden vrede. I en tilsyneladende accept af, at det så blev hendes skæbne. Hun dør bare, så resten af flokken kan overleve. Uden klynk eller patos. Men med den maratonagtige offerenergi, der er nødvendig, hvis hun skal turde udmatte sig selv så meget, at hun dør af det.

Det er faktisk første gang, at Pina Bauschs Le Sacre du printemps bliver danset i Danmark. Da hendes kompagni besøgte København under Kulturbyåret i 1996, var det med værkerne Nelken og Viktor ude i Torpedohallen. Men hendes Le Sacre du printemps holder tydeligvis som betagende stærk dans.

Ultraperfektion

Gæstespillet blev dog indledt af et ganske anderledes værk, nemlig kvindeduetten Common Ground(s). Her stod den 77-årige, senegalesiske Germaine Acogny, der er tidligere danser hos Maurice Béjarts kompagni i Frankrig, sammen med den 73-årige franske danser Malou Airaudo fra Pina Bauschs kompagni.

De to garvede danserinder i ’Common Ground(s)’ er begge over 70 år gamle. Men både Germaine Acogny og Malou Airaudo har en karismatisk udstråling, der fyldte Gasværket med respekt

De to garvede danserinder i ’Common Ground(s)’ er begge over 70 år gamle. Men både Germaine Acogny og Malou Airaudo har en karismatisk udstråling, der fyldte Gasværket med respekt

Maarten Vanden Abeele
Disse to ældre kvinder havde sammen koreograferet denne nye duet – om kvindestyrke og kvindesammenhold. De sad på to skamler, ranke og stolte, og rejste sig så og dansede rundt mellem små bunker af sten. Sammen holdt de en lang træstav, som de symbolsk brugte som åre, som de roede med gennem luften, men nok allermest gennem tiden. Til musik af cikader, fuglefløjt og cello komponeret af Fabrice Bouillon LaForest.

Disse to stærke dansere bevægede sig med den slags ultraperfektion, som netop kun de mest garvede dansere har. De spejlede også hinanden i bevægelser, der virkede som koncentrater af alle de dansebevægelser, de har udført gennem deres lange liv. Malou Airaudo dansede med en trækning i halsen, som bar hun på alle Pina Bauschs kranke kvindeskæbner i kravebenet. Og Germaine Acogny spændte sine rygmuskler, der udstrålede stolthed og sejr som hos en 30-årig atlet. Det var forunderligt smukt at overvære deres værdighed, men alligevel også noget udynamisk og stagnerende i det ret selvbiografiske udtryk. Men smukt som en sanseskærpende indledning af gæstespillet under gasværkets kuppel.

Da København Danser indledtes med gæstespil fra San Francisco Ballet for nogle uger siden, bød kompagniet på så veldansede balletklassikere og spændende nye værker, at alle tilskuere rykkede frem i sæderne ved at opleve disse stjernedanseres eminente teknik og stærke charme. De dansede teknisk råt, men med en afslappet attitude, som gjorde tilskuerne fuldkommen vilde af begejstring. Det samme skete efter Pina Bausch-gæstespillet. Det brogede dansepublikum af unge og gamle og folk fra mange forskellige kulturer har under coronaen tydeligvis hungret efter levende dans fra fjerne himmelstrøg. 

Denne selvbestaltede festival kunne altså næppe have fået en flottere begyndelse. Til februar 2022 kommer Ohad Naharins kompagni Bastsheva Dance Company fra Israel på besøg i Stærekassen. Så tilsyneladende kommer drømmen til at gå i opfyldelse: Drømmen om, at København danser.

København danser: ’Le Sacre du printemps’ af Pina Bausch for Pina Bausch Foundation (Tyskland), École des Sables (Senegal) og Sadler’s Wells (England). Instruktion: Josephine Ann Endicott og Jorge Puerta Armenta. Og ’Common Grounds’ af og med Germaine Acogny og Malou Airaudo. Østre Gasværk til 3. oktober 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her