Den største revolution i litteraturen de seneste årtier er den totale sprængning af de store sandheder om kunsten, der har været dominerende siden romantikken: Et kunstværk hviler i sig selv, der er en skarp grænse mellem fiktion og virkelighed, og en forfatter må for guds skyld ikke skrive direkte om sit eget liv. Det har været ikke mindst modernismens sandheder og sandheder i det 20. århundredes litteraturteori. Men det er disse sandheder, megen kunst henimod og i det 21. århundrede sprænger i luften, og den største bombe ind igennem sandhedernes rude er Knausgårds 3.600 siders seksbindsværk om sit eget liv, som er oversat til knap 40 sprog. »En Ibsen eller Hamsun går rundt iblandt os,« lød det i denne avis for få år siden.
Behrendts nye bog viderefører nogle pointer fra Fra skyggerne af det vi ved, men hvor sidstnævnte er bredere anlagt empirisk, idet den inddrager flere forfattere og er mere teoretisk ved at være i mere omfattende kritisk dialog med anden litteraturteori, er Midnatssolen på Dramaten fokuseret på Knausgård og interesseret i bestemte tilblivelsesforhold og dobbeltkontraktlige udviklinger i Knausgårds forfatterskab fra Min kamp (2009-11) over Om våren (2016) og frem til Knausgårds tilbagevenden til den mere rene fiktion i sit nye storværk Morgenstjernen (2020).
Der er to hovedteser i Behrendts nye bog: 1) Dobbeltkontrakten udspiller sig på to særligt prægnante måder hos Knausgård: som opfindelse af det fortalte jegs bevidsthed midt i ellers ikkefiktive elementer og som udeladelse af noget reelt sket i en ikkefiktiv fremstilling og 2): Bergmans kontroversielle opsætning af Ibsens Gengangere på Dramaten i 2002, som Knausgård overværede, er nøglen til forståelsen af hele Min kamp og også af hans nye roman, Morgenstjernen.
Opfundet bevidsthed
I sin bog fra 2006 definerede Behrendt en dobbeltkontrakt som det, at en forfatter først lader læseren tro, at det læste er virkelighed, for så senere at signalere, at det læste er fiktion. Eller omvendt: først fiktions- og dernæst virkelighedskontrakten. Men denne type dobbeltkontrakt er ikke den væsentlige hos Knausgård ifølge Behrendt; blandt andet fordi han selv på norsk tv inden Min kamps udgivelse fortalte, at visse begivenheder i »romanen« aldrig har fundet sted.
Hvad der derimod er på spil hos ham, og det er godt beskrevet af Behrendt, er for det første ’udsigelsesfiktion’: Hos Knausgård er personer, steder, rum mv. ikke opfundne – det helt afgørende og ifølge Behrendt ’formidable’, revolutionerende og oversete er, at det fiktive beror på selve udsigelsen: Det datidige, fortalte jegs bevidsthed er opfundet – vi må ikke tro, at de fortalte tanker er den skrivende og tilbageskuende Knausgårds erindringer. Han kasserede sine dagbøger, inden han skrev Min kamp.
Tredjepersonsfiktionens indre syn i en karakter – Behrendt fremhæver Flaubert og Blixen – rykker hos Knausgård over i jegfortællingen og skaber et kolossalt nærvær; »it immerses you totally. You live his life with him,« citerer Behrendt Zadie Schmidt for at sige. Dét er hans store bedrift ifølge Behrendt – denne særlige ’antidokumentariske virkelighedsproduktion’ – og årsagen til, at millioner af læsere sluger de seks bind (man kunne også pege på andre årsager, for eksempel den essayistiske klogskab udi kunsten, eksistensen og det sociale, men lad nu det ligge).
Eskaleret begivenhedsfiktion
For det andet figurerer dobbeltkontrakten hos Knausgård ifølge Behrendt som ’eskaleret’ ’begivenhedsfiktion’, det vil sige særligt det, at vigtige ikkefiktive begivenheder i en ikkefiktiv fremstilling udelades. Her undersøger Behrendt Linda Knausgårds Oktoberbarn og ikke mindst Om våren, som Karl Ove Knausgård skriver til sin datter, og som handler om hans kones, Lindas, sammenbrud i sommeren 2013, hvor Knausgård var ved at blive verdensstjerne og ville promovere Min kamp.
I vanlig stil zoomer Behrendt kraftigt ind på ’små ting, der forandrer alt’, som Den hemmelige notes undertitel lyder: Det at Knausgård udelader, at han den sommer blot få dage efter en svensk litteraturfestival og trods Lindas voksende krise og graviditet ville have hende og deres tre børn med til en litteraturfestival i Brasilien. I stedet foregiver han, at tidsrummet mellem de to festivaler er noget længere. Hvorved han skjuler sin medskyld i Lindas sammenbrud og selvmordsforsøg og vildleder læseren.
Omend Behrendt medgiver, at der her ikke er tale om en dobbeltkontrakt, hvor en hemmelighed i modsætning til løgnen »råbes ud fra tagene«, som han skrev i 2006 i Dobbeltkontrakten, insisterer han på, at Knausgård her ikke lyver, men »’fiktionaliserer’« (de inderste citationstegn er Behrendts) tidsrummets størrelse og vil vise sit datidige jegs »selvbedrag«. Men hvordan skulle det dog være muligt, når læseren, der intet aner om Brasilien-turens faktiske placering, ikke opdager læserbedraget?
Her dukker der nogle interessante mere almene og fiktionsontologiske implikationer af Behrendts teoriudvikling op. For kan dobbeltkontrakten nu også angå en sådan bedragerisk udeladelse i en ikke-fiktion? I et foredrag på Rungstedlund i november 2020 om Blixens ’Sorg-Agre’ udlagde Behrendt også dén tekst i lyset af dobbeltkontrakten, fordi teksten lader læseren tro noget, der viser sig ikke at være tilfældet. Her omfatter dobbeltkontrakten altså også vildledning inden for en ren fiktionstekst. Hvad teorien vinder i empirisk rækkevidde, synes den efterhånden også at tabe i præcision og forklaringskraft.
Det er interessant at sammenholde Behrendts teori med den teori om fiktionalitet, som vinder frem internationalt, og som Centre for Fictionality Studies (AU) er med i spidsen for. Grundlaget her er en opfattelse af fiktion som noget, der kan optræde i alle teksttyper – spillefilm, politiske taler, romaner, dokumentarfilm, autofiktion, hverdagssamtaler m.v. – og det at fiktionalisere, forestille sig og finde på verdener, scenarier og ikkerealiteter – hvad alskens menneskelig kommunikation gør meget tit – defineres som intentionelt signaleret påfund i kommunikation.
Dette indebærer skel mellem sandhed, fiktion og løgn/bedrag: Løgnen skjuler, at den ikke taler sandt, mens det fiktive heller ikke omtaler virkeligheden, som den er, men altså signalerer, at der opfindes. Denne tilgang ville således ikke uden videre forbinde omtalte tekststed i Om våren med ikkeløgn eller ’fiktionaliseren’ – og den ville derved ikke udviske de begrebslige grænser mellem løgn/bedrag, sandhed og fiktion.
Den anden store indsats i Behrendts bog, hvis mange delelementer ikke lader sig referere her, er en påstand om, at kernen i Knausgårds Min kamp er én stor bestræbelse på at erkende »den menneskelige eksistens’ inderste kerne«, som der står i Min kamp 2, og at projektet opstår, da han har set Bergmans kontroversielle opsætning af Ibsens Gengangere i 2002, der lader Osvald, der er uvidende hos Ibsen, erkende sin fars egentlige personlighed og ved stykkets slutning få, hvad han hos Ibsen må nøjes med at ønske: en stor brændende sol. Ifølge Behrendt er det »præcis den samme sol«, Knausgård ’modtager’ – metaforikken er lidt uklar – under sit første møde med Linda i sommeren 1999, og som i Min kamp er ’kilden til alt’; i spændingen mellem nedture og »denne brændende sol [skulle] samtlige begivenheder udfolde sig de næste 14 år [indtil Lindas sammenbrud i 2013],« skriver Behrendt.
Endelig fører Behrendt – dog kun på tre afsluttende sider – solen som organiserende årsag og symbol frem til romanen Morgenstjernen, hvor den dukker op i de fiktive karakterers liv og inkarnerer mystisk metafysik og naturlovsbrud. Behrendts konklusion er, at ’alt’, hvad Knausgård har skrevet de sidste 12 år, udspringer af Bergmans fortolkning af Gengangere.
En skarp lyskegle ind over det nye litterære landskab
Da de gamle sandheder om den gode litteratur faldt mod slutningen af det 20. århundrede, måtte også litteraturvidenskaben tænke nyt, og Behrendts produktion er en skarp lyskegle ind over det nye litterære landskab. Det gælder også hans nye bog, hvor særligt begrebet om udsigelsesfiktion fungerer stærkt oplysende. Bogen er dog også en lidt sammensat sag. På den ene side retorisk kraftfuld og voldsomt vidende om Knausgård liv og værk. På den anden side enormt tekstlokalt fikseret og sikkert konkluderende – forvisset om at have opdaget det altforklarende – ’nøglen’ til ’alt’ – nogle få steder. Uden at forlade det plausible, men med det reduktive som lurende passager.
Behrendts erkendelsesinteresse er tilblivelse og (skjulte) strategier hos Knausgård, og han dyrker afsløringen af det totale i det lokale. Og i formen. Længes man efter grundig fortolkning af selve indholdet i Knausgårds lodning af eksistensens dybder, skal man se sig omkring, men vil man have indsigt i biografi, kompositionsprincipper og formelle forhold hos Knausgård, skal man læse Behrendts veloplagte og detektivisk skarpe dissekeringer. Som en anden Sherlock Holmes er han en mester til at se, hvad vi andre overser.
Poul Behrendt. ’Midnatssolen på Dramaten – Dobbeltkontrakten 2020 hos Karl Ove Knausgård’. 132 sider, 175 kroner. Forlaget Spring.
