Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En snakkesludrende alkoholiker giver sig selv syndsforladelse

Hverken som »kontrafaktisk selvbiografi« eller litterært værk føles det, som om Kristian Ditlev Jensens nye roman ’Bar’ går alkoholplanken ud
’Bar’ er som litterært værk en historie om en tiltagende alkoholiserede præst, der nølende bekender et par ting, men på forhånd har lovet sig selv syndsforladelse.

’Bar’ er som litterært værk en historie om en tiltagende alkoholiserede præst, der nølende bekender et par ting, men på forhånd har lovet sig selv syndsforladelse.

Marius Renner

Kultur
15. oktober 2021

Romanen Bar er udformet som et livets drinkskort. Hvert kapitels handling slår ring om en drik: Det kan være alt fra Mersault til coffeecreamer, Gul Gajol, Irish Morning Tea eller slåenlikør.

Kristian Ditlev Jensens nye roman har en snedigt dobbelttydig titel, der dels betegner et etablissement, der serverer våde varer – men også det at være nøgen eller blottet. Og bogen lover således at være en hudløst ærlig beretning om et liv med alkohol i store mængder.

Vi begynder dog i blændende erindringsglimt fra barndommens 1970’ere med rabarbersaft og mælk. Farmor pumper vand op fra gårdspladsen og serverer det for børnene som gåsevin i krystalglas: »Det er det, gæs drikker. Men de drikker det kun, når det skal være rigtig fint. Det er deres vin,« ordtryller hun. Det er selvfølgelig bare vand, men scenen er trofast over for barndommens magi.

Skræmmebillederne melder sig hurtigt: Morbroren er alkoholiker. Han tyrer en pose øl i svælget med drengen i hånden foran den lokale Spar – og ryster helt forfærdeligt, for han er egentlig på antabus. Han drikker det væk.

Kristian Ditlev Jensen (født 1971) har længe gjort sig i det, vi kunne kalde autofiktion, men han har ofte kaldt sine romaner for selvbiografier. Han har ikke krukket med, om man nu skulle skille hovedperson og virkelig forfatter ad. Den dreng, der i debutsuccesen Det bliver sagt (2001) bliver offer for en pædofil mands overgreb, møder vi således igen i Bar, selv om traumet skifter status.

Her er den voksne mands alkoholmisbrug måske et udslag af den dårlige barndom – men lige så meget noget, han som voksen må tage ansvar for. 

Vi følger Kristian-figuren, der vokser op og læser litteraturvidenskab, går på forfatterskole, bliver freelancejournalist og på alle måder succesfuld, mens drikkeriet tager til.

Drukturene har deres egen musik, hver drik er som et nyt instrument: Flaskeøllene klinker og klanker, farmorens vandpumpe går op og ned som en basun, men snart bliver omkvædet monotont: »Jeg gik på arbejde. Jeg gik i byen. Jeg gik i gulvet.« En enkelt gang, når Kristian-jeget forsøger at skrive i beruset tilstand, inspireret af Hemingway, lyder det af pløre: »Efter en kop stærk Nescafé prøvede jeg at læse, jhva jeg hdjlæa skrevet. Ogd var fajtik tikke særlig gpdt.« 

En udvandet form

Selve formen får dog hurtigt et skær af gentagelse. Der er søgte kapitler om danskvand og stempelkaffe, men end ikke skiftende øltyper som fadbamser, Elefant, Grøn Tuborg eller Thy Øko giver anledning til meget mere end overskriftsvariation. Bars form er på en måde for rummelig. Drikkevarerne når aldrig samme stilistiske vulgaritet, som beskrivelserne af en gourmands madorgier, der indtages midt i sorgen over konens selvmord, gjorde i Ditlev Jensens Livret (2004).

Kristian Ditlev Jensen løber ind i samme fælde, som det indimellem er tilfældet for en anden mad og drikke-forfatter som Martin Kongstad. Nemlig at der ikke er så meget dybde at finde i alt det letfordøjelige – og at det, der puttes i munden, omvendt heller ikke bruges til at sige noget særligt om livets forgængelighed. 

Og Bar bliver aldrig et spiddende-grotesk portræt af vin og socialklasse som i Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem. Blandt andet fordi Kristian Ditlev Jensen har en tendens til det, man kunne kalde falsk antydning. Han bruger en ’noget’-konstruktion i sine karaktertegninger, som bliver påtaget mystifystisk: »Der var noget barnligt ved hende. Noget fnisende. Noget uspoleret,« skriver han om en psykolog. Men hvad betyder det? Det er halvdovne tomheder forklædt som præcision.

Kontrafaktisk selvbiografi 

Handlingen fortsætter sin kurs, hvilket vil sige, at Kristian drikker og drikker. Han når dog også at tage en uddannelse i teologi, pleje et netværk i kultureliten og have en velanset skribentkarriere. Bar er langt hen ad vejen et oprigtigt, men også rigeligt snakkesludrende portræt af et misbrug, der kommer snigende. Alkoholikeren synes ikke rigtig, at han har et problem. Og hans problem er heller ikke altid så stort.

Ditlev Jensen kalder ifølge pressemeddelelsen sin bog for en »kontrafaktisk selvbiografi«. For ti år siden fik forfatteren nemlig hjælp af en coach til at stoppe med at drikke. Nu udlever han i et litterært eksperiment, hvad der ville være sket, hvis han var fortsat.

»Kontrafaktisk selvbiografi« lyder som en besværlig måde at sige ’fiktion’ på, men begrebet giver faktisk mening i romanens univers. Det er nemlig ret tydeligt, hvor grænsen mellem selvbiografi og mere udknaldet fiktionstjubang går.

For coachforløbet løber i bogens sidste del ud i sandet, og alting styrter sammen: Kristian går fallit og flygter til London for at undslippe sin gæld, falder fuld om på trapper, får skrumpelever, mister sine venner, får diabetes, tager kviklån, bliver hjemløs og får kræft – alt det, og mere til, skal vi nå på omtrent 80 sider. Det er ikke en overdrivelse at sige, at den brede pensel er fremme. 

Der lyder i slutningens nederdrægtigheder en lettet udånding mellem linjerne: Godt, det aldrig nåede at gå så galt. Den undertone er tydeligst, hvis man kender forfatterens historie, men det vilde ræs mod bunden synes også litterært forhastet. 

Men endnu værre er det faktisk, at bogens hovedperson, litterær figur eller ej, aldrig rigtig får noget på spil.

Nul krænkelse

Problemet minder om noget, som kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde skrev om Thomas Vinterbergs oscarvindende storfilm Druk. Hun mente, at filmen isolerede alkoholens mørke sider i stakkelen Tommy – og ellers gjorde drukeventyret til en noget barnlig, men trods alt opbyggelig størrelse. »Hvorfor stikker liderbukken i blot en af disse ellers så bredt repræsentative mænd ikke sit skrækkelige, fulde fjæs frem under drukturene eller på arbejdet?« spurgte hun.

Det samme spørgsmål kunne man stille til Bar.

For Kristian bliver aldrig virkelig grim, pinlig eller grænseoverskridende over for andre mennesker. Misbruget rækker aldrig ud over ham selv. De fysiske men tager han, som de kommer.

Hvis han så bare var gyseligt følelsesløs som misbrugeren i Tove Ditlevsens Gift, ville det være spændende. Men Bar bevarer den gode stemning. Teologen Kristian leverer ikke flere indsigter end et par studentikose fraser om misbrug, som at »rygningen an sich, som en tysk filosof ville sige – var meningsløs«. 

Det ledeste, Kristian kan svinge sig op til, sker i bogens sidste del. En tidligere kærestes bedste veninde ligger for døden. Han bilder hende ind, at han har haft en affære med veninden og ovenikøbet skal begrave hende. Ekskæresten ender med ikke at møde op til sin bedste vens bisættelse på grund af denne løgn. 

Men det kunne lige så godt være en forsmået kærestes handling som en alkoholikers. Drukturene gør aldrig andet end fysisk og eventuelt privatøkonomisk ondt. 

Bar er som litterært værk en historie om en tiltagende alkoholiserede præst, der nølende bekender et par ting, men på forhånd har lovet sig selv syndsforladelse. Og på virkelighedsplan kan man spekulere i, om forfatteren overhovedet synes, der er noget at sige undskyld for. Det gik jo aldrig helt galt. 

Kristian Ditlev Jensen: ’Bar’. Gyldendal, 398 sider, 300 kroner. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her