»Tjek! Tjek! Tjek!«
Søren Sætter-Lassen peger på sine mange medicinglas med sin kontrolfinger og skriver hak i sin lille bog – nærmest som om han var en videnskabsmand, der studerede sit eget medicinmisbrug.
»Det må være slut med at lyve for sig selv,« siger denne tydeligvis ultraraske person, som om han var ramt af noget dødbringende. Og så har han allerede publikum i sin hule hånd som den hypokondriske Argan i Molières komedie Den indbildt syge på Skuespilhuset.
Søren Sætter-Lassen inspicerer medicinglassene, der står rundt om på gulvet. Han er iført en sirlig silkeslåbrok med svungne barokmønstre – sæsonens allersmukkeste slåbrok. Med præcise håndbevægelser og finurlige ansigtsgrimasser får han udtrykt alt det, som foregår inde i Argans tanker: Frygten for at være syg. Frygten for ikke at få nok behandlinger. Og dybest set angsten for at dø.
Når han taler om sin første hustru, der døde, mærker man den smerte, som måske er årsagen til hans overdrevne angst for sygdom. Hans krop bliver smal og lille, og pludselig kan han næsten ikke bevæge sig. Han glider ned i sin lænestol. Så griber han desperat ud efter sin stok, hvorefter han lader sig falde ned på gulvet og møver sig på maven med stokkens håndtag rettet som gribetang mod medicinglassene, mens snuderne på hans sorte lædersko kurrer hen over gulvet. Indtil altså han igen skal på toilettet som konsekvens af sine mange udrensende lavementer.
»Swusj!« som han siger.
Eventyrligt fransk
Den indbildt syge handler om den hypokondriske rigmand Argan, som lader sig behandle for alverdens ting, han ikke fejler, mens hans tjenestepige forsøger at forhindre ham i at blive til grin. Lægerne og apotekerne omkring ham smiler bredt. Samtidig bliver han snydt af sin nye kone, der bare venter på, at han skal dø, så hun kan få hans arv. Og han har ikke blik for, at hans ældste datter er blevet forelsket – og at han vil ikke høre på sin bror, når han advarer ham om at tvinge hende ind i et arrangeret ægteskab med en læge.
Handlingens mange løgne kommer klart frem i Thomas Bendixens iscenesættelse. Men meget stritter.
På scenen som Argan er det i sit suveræne fysiske komediespil, at Søren Sætter-Lassen virkelig viser sig som den store komiker. Han har en ublu evne til at overdrive, så alle de pinlige kropsudtryk, vi andre ellers helst vil skjule, netop vises for fuld udblæsning. Søren Sætter-Lassen har nøglen til Molière. Da han i 2011 spillede Molières Den gerrige, optrådte han så ulækkert som den gamle gnier, at publikum gøs, når han pudsede næse, så snottet viklede sig ind i hans klamme hårtjavser ...
Dengang havde han de samme to kunstnere bag sig som nu: Instruktøren Thomas Bendixen og scenografen Maja Ravn. Dette makkerpar har igen skabt et univers specifikt til hans unikke scenepersonlighed. Dog uden at forestillingen som helhed bliver lige så sjov som Argans figur. På drejescenen har Maja Ravn skabt et imponerende, symbolsk eventyrgitter af smedejern med overdådige, franske krummelurer som en kærlig hilsen til Molière, der skrev komedien i 1673 som sit allersidste stykke. Molière var alvorligt syg af tuberkulose. Alligevel spillede han Argan, men ved fjerde opførelse faldt han om på scenen – og døde samme aften. I Mnouchkines film Molière fra 1978 kan man opleve manden blive båret ud fra scenen og hjem i en af filmhistoriens mest uforglemmelige dødsscener.
Ingen corona her
Handlingens mange løgne kommer klart frem i Thomas Bendixens iscenesættelse. Men meget stritter. Der er mere queer og computerspilkarikatur end komediecharme over hans fortolkning. Og forestillingen rummer næsten ingen coronareferencer, selv om vi vel allesammen lige har været bange for at dø af pandemien ...
Bedst lykkes komikken for Tina Gylling Mortensen som den betroede tjenestepige Toinette, der driver hele forestillingen fremad: Desuden kan hun klæde sig ud som læge, så selv Argan kan se, at hun snyder ham. Tina Gylling Mortensen kan få hele forestillingen til at skifte gear, bare hun tager en dyb indånding og ruller med øjnene. Hun ejer folkelighedens nådegave.
På sær vis marcher hendes tjenestepige Jens Jørn Spottags fortolkning af Argans jordnære, alkoholiserede bror. Han spiller helt underdrevet, så komikken opstår nærmest realistisk ud fra hans dybe stemme og rolige krop, og den muntre musikalitet i hans replikker skaber skønne latterudbrud hos publikum. Den flotte Christiane G. Koch byder desuden på en skæg kynisme som Argans beregnende hustru, når hun laver truttemund og kalder ham sin ’fuser’ med påtaget ømhed i en stemme fyldt med væmmelse. De øvrige fem skuespillere er instrueret til at spille de resterende otte roller i diverse retninger – uden at det dog bliver synderligt sjovt.
Da forestillingen slutter, sidder Argan inde bag smedejernsgitret sammen med sin trofaste Toinette. Her lyser der pludselig et himmellys i Mathias Herslands tindrende lysdesign – nærmest som et slags realityglimt af hypokonderen og hans terapeut. Her mærker man iscenesættelsens forsøg på at linke komedien til nutiden. For har denne mand og hans trofaste hjælper i virkeligheden gennemført medicinoverforbruget for at camouflere, at hans ægteskab er reduceret til en formssag? Er deres spil bare et arrangement for at dække over en social deroute? Eller leger de to bare en leg for at holde sammen på en verden, der er ved at smuldre?
Tjek! Tjek! Tjek!
’Den indbildt syge’. Tekst: Molière (1673). Oversættelse: Peer Hultberg. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Jonas Vest. Det Kongelige Teater i Skuespilhuset. Spilles til 12. november 2021.
