Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Suzanne Brøggers dagbog er et berigende selvportræt – og meget mere end striden i Det Danske Akademi

I ’En forfatters dagbog 2010-2020’ af Suzanne Brøgger føler man sig taget ind i en udbytterig samtale med en klog og lykkelig kvinde, der har kendt megen ulykke
Efter endt læsning af Suzanne Brøggers dagbog føler man sig taget ind i en udbytterig samtale med en klog kvinde, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Efter endt læsning af Suzanne Brøggers dagbog føler man sig taget ind i en udbytterig samtale med en klog kvinde, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Martin Lehmann

Kultur
12. oktober 2021

»Om hvad kan et ordentligt menneske tale med mest fornøjelse?
Svar: om sig selv.
Nå, så vil jeg da tale om mig selv.«

Sådan placerede Dostojevskij i optakten til Optegnelser fra et kælderdyb (del af En forfatters dagbog 1861-1880) sin person midt i sin skrift. Metoden var tidligere brugt af blandt andre Augustin i hans Bekendelser, Montaigne i hans Essais og Rousseau i dennes Confessions, og når den som hos dem bruges med kløgt, kan den bringe læseren i intim forbindelse med et andet menneske – dets tanker og overvejelser, men tillige dets lidenskaber, lidelser og personlige kriser.

Suzanne Brøgger har gennem det seneste tiår mærket hele tidsånden vende, men også gennem det seneste år oplevet en nedlukning og dermed fysisk isolation, som hun føler har givet hende hendes liv tilbage. Travlhed er til dels afløst af kontemplation, og den påtvungne afsondrethed har været til gavn for en, der ikke kan tåle støj, børn eller ret meget menneskeligt selskab i det hele taget, og som derfor må have det hele i små doser. Konsekvent, som hun i mange henseender har været, tager hun nu konsekvensen og udgiver sin dagbog. Taler for sig selv og mest om sig selv.

Læseren får dermed indblik i dagligdagen, som den former sig for forfatterparret i Knudstrup, imens hun arbejder på fotobogen SZ. Et livs billeder (2014) og essaysamlingen Norsk omelet (2018), lægger planer for tidssignalementet i Med egen hånd (2021) og følger tilblivelsen af Louise Zeuthens Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger (2014).

Desuden følger man dagbogens jeg, til dels også livsledsageren »Z«, på rejser til Sverige og Norge, på litterære besøg i London, Paris og New York samt på skriveferier i Sydfrankrig, Italien og på Madeira. Man har gæster til te, kommer til middagsselskaber, fordyber sig i givende samtaler med veninderne Judith Thurman (hende med Blixen-biografien) og Hanne-Vibeke Holst. Og så læser man ellers bøger: Den afrikanske farm, H.C. Andersens romaner – og citerer højtelskede digte af Sophus Claussen.

Tidskommentar

Der er i den hidtidige pressemodtagelse af dagbogen blevet gjort et stort nummer ud af skriverierne om krisen, siden den åbne strid, i Det Danske Akademi. Og disse kontroverser fylder da også en del i teksten, for Suzanne Brøgger stiller sig fra begyndelsen skeptisk til akademiets politisering. Hvad der engang mest var en agtværdig, fredelig forening, der hovedsagelig gav sig af med at uddele priser og holde forfattermøder, er i løbet af de år, dagbogen omfatter, blevet tumleplads for en ny aktivisme, som blandt andet består i ideologisering af ytringsfriheden og frisk opbakning til enhver, som håner, spotter og latterliggør minoriteter i samme friheds hellige navn.

Suzanne Brøggers modstand mod disse tendenser, som for hende at se truer den frie og ligeværdige, men samtidig anstændige og tolerante samtale, har hun hidtil holdt inden for institutionens rammer. Men nu tager hun så bladet fra munden og holder sig ikke for god til at håne, spotte og latterliggøre på personniveau. Derved bekræftes for så vidt, hvad hun selv ytrer et sted, at man altid bliver farvet af de synspunkter, man polemiserer imod. Men samtidig indgår hendes overvejelser i et langt større mønster: Hun frygter generelt radikalisering, fanatisme og ekstremisme og »savner den midte, hvor moderate synspunkter var mulige«. Længe leve samtalen! erklærer hun et sted og definerer med et citat af Peter Wivel åndsmennesket som én, »for hvem spørgsmål og beslutninger, der ligger ud over det personlige, netop er et personligt anliggende. Et åndsmenneske er en, for hvem erkendelse og verdens og menneskets dannelse er et hjerteanliggende, kort sagt et menneske, der føler et ansvar for verden og menneskene«.

Fra en sådan på én gang subjektiv og kollektivt dybt forpligtet position iagttager forfatteren, hvordan fortidsglemsel, forfladigelse og »affortryllelse« for tiden sætter sig igennem overalt, og hvordan vort sprog forfalder, når politiske beslutninger omtales som en »værktøjskasse«, hvor man ikke kan finde flere »værktøjer«, og visse ikke kan »få armene ned«, fordi der blev »sparket til hjørne«. Det er, siger hun, blevet demagogiens hjælpeløse tidsalder, hvor man snart griber sig i håbe på »et wakeupcall fra populismens idylliseringsbestræbelser, hvor alle stemmer skal være i tilstræbt dur«. Hun deler Georg Brandes’ modvilje over for »det selvforherligende, magelige Danmark« og tillader sig at minde om, at Breivik faktisk fremhævede Danmark som et foregangsland.

Selvportræt

Nu kommer det til at lyde, som om En forfatters dagbog 2010-2020 udelukkende er en tidskommentar. Men frem af optegnelserne står også billedet af et samliv båret af ømhed, varme, kærlighed, humor og selvportrættet af et lykkeligt menneske, der har kendt megen ulykke. Suzanne Brøgger har prøvet at blive stalket og stemplet, og hun har været igennem livstruende sygdom. Derfor føler hun sig også nu i stand til at modtage pandemien som et vendepunkt:

»Jeg havde været igennem flere vendepunkter tidligere, men ikke alle var definitive. Kun det ene, som 25-årig: springet fra storbyen til livet blandt bønder, daglejere, håndværkere og fabriksarbejdere, hvor jeg har levet i 50 år.
Afkaldet på kærligheden som samliv førte til, at et elsket menneske kom ind i mit liv og mit hus.
Afkaldet på at få børn førte til, at jeg fødte mit første barn i 40-årsalderen.
Operationen for brystkræft som 56-årig betød, at sangene kom til mig, og jeg blev musiker.«

Nu er hun så i færd med at blive gammel, hvilket hun betegner som »et kunststykke«. Men hun slås fortsat med de »abstinenser«, som selvfremstilling og berømmelse giver, og hun er fuldt bevidst om sin »pligt til at pleje sit ry«. Med et udsagn fra sin afdøde kollega Sven Holm betegner hun forfattere som »generte ekshibitionister« og reflekterer i samme dur over det mærkværdige forhold, at hun jo selv har gjort sig ekstremt synlig og samtidig måske er forblevet totalt hemmelig. En uforglemmelig erfaring: »det at skrive som én person, at blive udgivet som en anden og at blive fortolket af læseren som en tredje«. På en måde fremlægges gennem dagbogen historien om den særlige forfatterskole, Suzanne Brøgger har ladet sig uddanne på. Den handler om liv og død! Og den har blandt andet lært hende, at det ikke gør noget, at du ikke har det godt. Det er slet ikke nødvendigt at have det godt. Vigtigere er det at kunne nære håb og dermed have visheden om, at noget giver mening, selv om det ikke går godt.

Forfatteren kan konstatere, at hun har fået meget og givet meget, og hun føler sig forvisset om, at hun ved at sætte sig selv på spil og for så vidt tit krænke sin urørlighedszone har givet betydning til mange menneskers liv. Hendes mand har muligvis også fat i noget, da han genkalder sig et citat fra Blixens Det drømmende Barn om, at »der findes mennesker, som er i forbindelse med universets helende kræfter og derfor ikke kan skades«.

Efter endt læsning af Suzanne Brøggers dagbog og dens efterhængte refleksioner i delen »Omslag« føler man sig taget ind i udbytterig samtale med en klog kvinde og kan istemme, hvad Rabelais skrev et sted i sin Gargantua om et abbedi med parolen ’Gør hvad I vil’:

»Frie folk, velopdragne, som kan konversere med andre hæderlige mennesker, har af instinkt en motivation, som altid får dem til at opføre sig ordentligt og undgå udyder. De vil kalde det ære.«

Suzanne Brøgger: ’En forfatters dagbog 2010-2020’. Gyldendal. 426 sider. 300 kroner. Udkommer tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

OMG for 'anmeldelse.'
Ydmygt bøjet i støvet foran grevinden til Løve herred slæbes vi igennem superlativ på superlativ. Alt er godt. Alt storslået. Alt fra hertugindens mund er berigende. Hertugindens egen galde og ondskab undskyldes og bortforklares.
Kunne have stået i Berlingske Tidende. I midtfirserne.

Ete Forchhammer

Velgørende at læse om hele bogen og ikke kun om en del.
Men der kan vist skrives specialer om hangen til at finde noget at blæse stort op. Umiddelbart mindes jeg modtagelsen af Günther Graß‘ erindringer?

Godt, at vi ikke må nøjes med Peter Nielsens 'anmeldelse'.
Erik Skyum-Nielsen har fået udbytte af læsningen af Suzanne Brøggers dagbog og er hende venligt stemt.
Det er da kun godt!

Utroligt, som en bog kan bedømmes forskelligt. Jes Fabricius Møller kan bestemt ikke lide Suzanne Brøgger, hvad hans anmeldelse i Kristeligt Dagblad bærer præg af. Det kan Erik Skyum-Nielsen til gengæld. Hvad skal man tro. Det ender vel med, at man bliver nødt til at læse bogen selv, for at finde ud af hvad der op i ned i forhold til Erik Skyum-Nielsens sympati og Jes Fabricius Møllers idiosynkrasi. Sidstnævnte får i øvrigt også lejlighed til at rette en bredside mod Carsten Jensen.

Morten Balling

Selvportræt, selvbiografi, selfie, ...