En ulv er aldrig bare en ulv. Man behøver ikke at gå længere end til debatten – for ikke at sige kampen – om den danske ulv for at konstatere dette. Her kan ikke siges mange sætninger, før man har trukket fløjene hårdt op mellem land og by, landmænd og økohippier, folk, der hylder ulvens genkomst i den danske natur, og folk, der tilskynder til skånsesløs jagt på dyret.
Ulven er på den måde et dyr, der synliggør grænser og konflikter i forholdet mellem mennesket og den omgivende natur. Og kradser man lidt mere i overfladen, åbner ulven som figur også op til et enormt rum af myter, sagn og eventyr.
Det er tvivlsomt, at de amerikanske Weaver-brødre har fulgt med i den danske ulvedebat, men hvis de havde gjort det, er der ingen tvivl om, hvilken side de ville stille sig på. Navnet på det band, de sammen grundlagde i 2003, siger næsten det hele: Wolves in the Throne Room. Al magt til ulvene!
Hippier fra helvede
Hvad vil det sige, at ulvene har indtaget tronsalen? I sin mest antihumanistiske udlægning kan det måske læses som et ønske om menneskets udslettelse eller i mere mytisk forstand som en besættelse, der fremmaner dyret i mennesket. Fordyber man sig i Weaver-brødrenes univers, er det dog snarere en manen til ydmyghed – et ønske om, at mennesket skal indtage sin plads, ikke som hersker over naturen, men som et dyr blandt andre. Bandet selv har gjort, hvad de kunne for at komme tæt på naturen ved at flytte langt ud i skoven, hvorfra de nu i snart 20 år har udsendt deres mørke metalmesser.
Wolves in the Throne Room er en af de mest eksplicitte eksponenter for et økofilosofisk spor i black metal. Det kan komme som en overraskelse for dem, der mest har hørt om black metal via det notoriske miljø i 90’ernes Norge, hvor nogle af genrens pionerer fra bands som Mayhem og Burzum var involveret i kirkeafbrændinger, drab og suspekte filosofier om hvidt overherredømme.
Disse excesser er dog kun ét aspekt af en grundlæggende civilisationskritik, som forgrener sig i mange retninger i black metal-kulturen. En vis enighed synes at herske om, at moderniteten har fremmedgjort mennesket fra dets natur, og black metal antager derfor hyppigt karakter af en kultisk tilbagevenden til en idé om en mere autentisk relation mellem menneske og natur. Hos nogle bands kan det så antage karakter af kryptofascistisk Blut und Boden-filosofi eller dyrkelse af hedenske guder. Hos Wolves in the Throne Room foldes civilisationskritikken derimod ud i en blanding af animisme, økologi og en slags dunkel hippiedrøm.
Allerede i et interview med det online musikmagasin NBHAP i 2012 udtalte Aaron Weaver fra bandet: »The hippies failed, they fucked up.«
I det udsagn ligger der en anerkendelse af hippiernes utopier, men samtidig en foragt for, at de forrådte deres egen drøm. Det er en holdning, der i de aktuelle diskussioner om klimakrisen resonerer med opfattelsen af, at hippiegenerationen, der drømte om at skabe en bedre verden, er endt som en bagstræberisk stopklods, der nok efterlyser engagement hos ungdommen, men som får kolde fødder, når samme ungdom stiller spørgsmålstegn ved hippiegenerationens egne magelige privilegier. Ikke dermed sagt, at Wolves in the Throne Room er et udpræget aktivistisk band. Men deres musik leverer om ikke andet et på én gang dystert og smukt soundtrack til en yderst aktuel forestilling om, at mennesket i sit forsøg på at beherske naturen ikke alene har skabt en pervers udnyttelse af den, men i sidste ende også er godt i gang med at undergrave sit eget eksistensgrundlag.
Naturens katedral
Bandet har gennem karrieren eksperimenteret med udtrykket og har indarbejdet elementer af atmosfærisk ambient, kosmisk syrerock, folkemusik og meget andet i deres fræsende black metal. I 2014 udsendte de et rendyrket ambientalbum, men på deres syvende studiealbum, Primordial Arcana, samler de trådene på et værk, der ikke føjer meget nyt til udtrykket, men som bestemt lever op til deres ry for at skabe gribende og atmosfærisk black metal på kanten af civilisationen.
Allerede på åbningsnummeret »Mountain Magick« hvæses der med dyriske vokaler om at rejse hinsides menneskets grænse, og sangen kulminerer i et ønske om ikke blot at smelte sammen med det dyriske, men at lade sig opløse helt i det mineralske, mens det lange hår forvandles til svampetråde. Andre steder på pladen påkaldes vejrfænomener – lyn, torden og storme – som sublime manifestationer af naturens guddommelighed, mens natsorte ravne og brølende kronhjorte bevæger sig gennem skoven.
Ofte grænser det til en sortromantisk naturkitsch, men Wolves in the Throne Room har en evne til at iscenesætte sangene som statelige hymner, der forener tordenvejrets voldsomhed med en sugende skønhed. Det forløses allerbedst i albummets kernenummer, det episke »Masters of Rain and Storm«, hvor det tætte krat af støjende guitarer blandes med både gjaldende jagthorn, dommedagsklokker og et smukt synthesizertema, der næsten lyder som englesang – eller måske snarere som elvere, der lokker mennesket bort fra civilisationens destruktive blindgyde og ind i naturens katedral. Naturen får også bogstaveligt talt det sidste ord, da albummet rundes af med det instrumentale nummer »Eostre« (navnet på en germansk gudinde, der associeres med forårsjævndøgn), som glider over i lyden af en fossende elv og et slags håb om tøbrud og genfødsel til en ny tid. Hippiedrømmen er ikke helt død.
Wolves in the Throne Room: ’Primordial Arcana’ (Century Media)
