Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ugens anbefalinger: Finske cheerleadere, der ikke altid har styr på landingen, og gåture efter kunst

Det nordfinske cheerleadinghold Ice Queens er ikke særligt gode, men forsøger i dokumentaren ’Cheer Up’ alligevel at holde modet oppe. Verdens bedste quizprogram udfordrer filmredaktøren. Historien om rave fortalte af BBC byder også på gangstere og øretæver på pubben. OG hvad har man brug for efter kunst? En gåtur!
’Cheer Up’ om det ikke så talentfulde nordfinske chearleadinghold Ice Queens er et rørende portræt af en udfordret holdånd og tre arktiske kvindeliv.

’Cheer Up’ om det ikke så talentfulde nordfinske chearleadinghold Ice Queens er et rørende portræt af en udfordret holdånd og tre arktiske kvindeliv.

Fra filmen

Kultur
15. oktober 2021

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Verdens bedste quizprogram

Quizprogram: Only Connect, YouTube

Jeg holder meget af britiske quizprogrammer som QI, 8 Out of 10 Cats Does Countdown, Would I Lie to You. De formår at blande det fjollede med det begavede. Det har både at gøre med de brillante værter, gæsterne – ofte dygtige komikere – og programskabernes vid og bid. For tiden ser jeg hver dag flere afsnit af Only Connect, et af de mere seriøse quizprogrammer, der har den vidunderlige, skarpe forfatter og pokerspiller Victoria Coren Mitchell som vært. Det er det eneste quizprogram, som kan få mig til at føle mig dum, og det er da også vidende mennesker, som deltager i det.

To hold dyster mod hinanden og får i hver runde en række spor i form af ord, billeder eller musik, som de så skal finde en sammenhæng imellem. Det kan være alt fra en farve, et efternavn eller et sted til en matematisk formel, forskellige begivenheder eller et ord, der indeholder andre ord. Jo tidligere man kan svare, des flere point får man. Det er ofte virkelig svært at gætte sammenhængen, men når man gør, er tilfredsstillelsen stor. Forleden kunne jeg faktisk svare efter første spor, hvor man får fem point. Sporet var: »Flying Balloon Girl: West Bank.« Og svaret var selvfølgelig: Værker af Banksy, hvilket de følgende spor også bekræftede.

Christian Monggaard

 

Gåture efter kunst

Jeg er blevet forfalden til at gå en god tur efter en stor kunstoplevelse. Som om oplevelsen siver ned fra det mentale og lander i kroppen. For tiden er der intet smukkere sted at henlægge spadsereturen end ved Sophienholm nord for København, der ligger med sin idylliske park lidt hævet over Bagsværd Sø. De har tilmed en udstilling, der handler om at spadsere, vandre, flanere og marchere, der helt enkelt hedder . En overraskende poetisk temaudstilling, der uden at være didaktisk faktisk giver lyst til at komme ud i det fri og trave noget mere.

Bagsværd Sø ved Sophienholm.

Bagsværd Sø ved Sophienholm.

Karsten Schnack

Det kunne være en god promenade langs kysten i Nordsjælland, når man har nydt Mette Winckelmanns nye udstilling på Munkeruphus. Den fine gamle kunstnerresidens ligger så smukt med gamle træer i baghaven og udsigt over Øresund. Også i byen ligger mange museer i grønne omgivelser. På den Hirschsprungske samling kan man lige nu se en udstilling om syge børn og derefter sunde sig med en tur rundt i Østre Anlæg. Eller man kan tage til Museum Jorn i Silkeborg og se Cobra-kunst skabt af kvinder. Cobra er ellers kendt som en lukket mandeklub, men fra nu af gælder ingen dovne udeladelser. Her kan man efterfølgende gå en tur i den omkringliggende park med gamle træer og åløb og gruble over de nye indsigter. Alléz!

Maria Kjær Themsen

 

Kunsten at smile, selv om man er ret dårlig til det, man gør

Dokumentarfilm: ’Cheer Up’. Kan lejes for knap 15 kroner på vimeo.com

To ting er fascinerende ved cheerleading: Cheerleadernes evne til at flyve gennem luften ved hinandens hjælp og den positive attitude, der ikke er til at skyde igennem. Den slags er svært at mønstre, hvis man som det nordfinske cheerleadinghold Ice Queens overhovedet ikke er specielt gode.

Jeg elsker sportsfilm, men trængte til en afveksling fra den genrekonvention, at det altid ender med succes. Jeg faldt så over en omtale af dokumentarfilmen Cheer Up fra 2016, der følger Ice Queens forsøg på at overkomme deres middelmådighed og nå til tops i finsk cheerleading. Her er endelig en film, der handler om, hvordan man lever med sin egen middelmådighed og utilstrækkelighed og holder sig munter imens. Ikke at det lykkes så meget af tiden, men forsøget er i sig selv værd at se.

Canadiske Christy Garland har gennem et års tid fulgt holdet, der hører hjemme i byen Rovaniemi nord for Polarcirklen, og fået et rørende portræt af en udfordret holdånd og tre arktiske kvindeliv ud af det. Fokus er på teenagerne Aino og Patu, der har hver deres kvaler i livet, og træneren Miia, der gør sit bedste for at få holdet til at brillere, men hele tiden ender med at sige ting som »Det var et perfekt kast, men modtagelsen var mangelfuld,« når en pige igen er lige ved at lande på hovedet efter et højt kast op i luften.

Lone Nikolajsen

 

Det årti, hvor britiske mænd krammede

’Ecstasy: The Battle Of’ Rave’, BBC Sound

Kan du mærke noget i kroppen, hvis du tænker på Donna Summers »I Feel Love«? Så er du målgruppen for denne anbefaling. Kan du ikke, skal du alligevel læse videre. Efter et par uger med hovedet langt oppe i min egen generation (X) er min fornemmelse af, hvad der har almen interesse, og hvor ’man skulle have været der’ måske lidt svækket. Men jeg har binge-lyttet til BBC-podcasten Ecstasy: The Battle Of Rave, og over de 12 små afsnit, får du, uanset fødselsår, et styk fremragende kulturhistorie lige ind i øret.

Det er en historie om den britiske ravekulturs opblomstring og fald (1987 til 95-ish) fortalt dels som radiodokumentar, dels som radiodrama med seks monologer. Det handler om musik og stoffer, men også om England i en tid, hvor halvdelen stormede derudad, og den anden halvdel blev ladt tilbage med arbejdsløshed og øretæver på pubben.

Acid House Party på Heaven Nightclub, London, 1988.

Acid House Party på Heaven Nightclub, London, 1988.

Rick Colls

Men så kom ecstasyen fra Cali via Ibiza – eller på Cockney-dialekt Aj’betha – og musikken fulgte med. Eller kom den først? Hønen eller ægget. I hvert fald slår hjertet 120 slag i minuttet på MDMA, som er slagene i et gennemsnitligt house-hit, fortæller en af de medvirkende.

Det går selvfølgelig galt både med stofferne og med musikscenen, hvor både gangstere og pladeselskaber ankommer til kærlighedsfesten. Men raven var her, og man skulle have været der. Og i en tid, hvor Storbritannien har så rigeligt at gøre med at tiltrække den arbejdskraft, de selv har smidt ud, er Ecstasy: The Battle Of Rave en god påmindelse om, at England har været storeksportør af subkultur for folk med aktive hormoner.

Og Donna Summers legendariske anslag? I første episode forsøger Shaun Ryder, forsanger i Happy Mondays og en af scenens seniorer, at forklare oplevelsen af at være på ecstasy sammen med en hel masse andre på et dansegulv. Det er som Donna Summers kælne indflyving I »I Feel Love«:

»Ooh it’s so good, it’s so good
It’s so good, it’s so good
It’s so good. Ooh I’m in love
I’m in love
I’m in love, I’m in love
I’m in love.«

Føl det på YouTube.

Serie

Vi er vilde med ...

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her