Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hvis du er begyndt at preppe til apokalypsen, vil Arcas KiCk-albumserie være en god ting at pakke ned

På sine fire (!) nye albummer får Arcas mangefacetterede musik skabt forbindelser mellem entiteter og oplevelser, der hidtil har været alt for skarpt adskilte
I 2018 sprang Arca ud som non-binær med meddelelsen om, at hun identificerer sig selv som transkvinde og går under pronominerne hun/hende.

I 2018 sprang Arca ud som non-binær med meddelelsen om, at hun identificerer sig selv som transkvinde og går under pronominerne hun/hende.

Unax LaFuente

Kultur
29. november 2021

Der er den vilde neotrapmusiker-Arca, der producerer hiphop som et rumvæsen. Der er den krigeriske queer-amazone-Arca, som ikke er bange for at flænse ørerne på sit publikum, for at være sikker på at blive hørt. Og så er der den berømte avant-popstjerne-og-model-Arca, hvis musik nomineres til de største, konventionelle hæderspriser. Men der er også den smalle-klassisk-skolede-pianist-introverte-Arca, der moonlighter som kælderhengemt komponist af lange, hidsige stykker eksperimenterende, elektronisk musik med enigmatiske titler.

Ja, vi taler stadig om én og samme person – nemlig den venezuelanske artist Arca. En person, der fortjener sin status som kæmpe forbillede, fordi hun eksplicit udlever, favner og forener alle sine sider, både fysisk og kreativt. På hendes nye albummer, KiCk ii, iii, iiii og iiiii, møder vi alle facetterne. Til fælles har de både vildskaben, det krigeriske queer, den pompøse pop-appel, hiphoppens skarptandethed, og de mere indadvendte klubeksperimenter. De er udkommet samme dag – men de er også unikke som fleræggede firlinger, der både ligner og skiller sig ud fra deres storesøsker, det halvandet år gamle KiCk i.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her