At sammensætte et koncertprogram med værker af ægteparret Clara og Robert Schumann omkring en uropførelse af en klaverkoncert af Bent Sørensen, tilegnet og fremført af hans hustru Katrine Gislinge, er en indlysende og perspektivrig idé. Dels forekommer der at være et åndsbeslægtet bånd mellem Bent Sørensen og Robert Schumann, som går på en ekstrem følsomhed i arbejdet med den musikalske fantasis åbne form. Og dels kunne og kan den kreative proces hos begge komponister være særdeles afhængig af inspirationen fra de to pianisthustruer. Sådanne sammentræf på flere århundreders afstand møder man sjældent, og det var godt tænkt at lade fællesskabet svæve over Sørensens Klaverkoncert nr. 3 og Schumanns Symfoni nr. 4.
Koncerten blev engageret og kompetent styret af den finske dirigent John Storgårds. Han er fortrolig med Sørensens musik. Blandt flere projekter kan nævnes samarbejdet med Gislinge og hans Lapland Kammerorkester i Klaverkoncert nr. 2 på Dacapo Records, og tilbage i 2008 dirigerede Storgårds Sørensens Exit Music på koncert med DR Symfoniorkestret. Den tætte forbindelse med finnen viste sig også i denne aftens nye klaverkoncert, fordi han på et tidspunkt blev inddraget i opførelsen med sin egen violin. Storgårds er tidligere koncertmester i Sveriges Radiosymfoniorkester.
Koncertbegrebet på spidsen
Sørensens tredje klaverkoncert vil nok blive kendt ved den tilføjede titel: »La sera estatica« – den ekstatiske aften. Den bunder muligvis i ægteparrets rutiner under pandemiens nedlukning, hvor hustruen gav aftenkoncerter for sin mand, musik af Mozart, Beethoven, Rachmaninov m.fl., og at erindringer om disse intense oplevelser fandt vej til nodepapiret, da komponisten arbejdede med klaverkoncerten.
Man kunne skimte træk fra den traditionelle koncertform, satsrækkefølgen hurtig-langsom-hurtig og den virtuose solokadence, og vist dukkede der mindelser om Rachmaninov, Mozart og Beethoven op undervejs. Men det altafgørende var indtrykket af et meget personligt værk i en uhyre varieret klangverden, formuleret som en vidtspunden ubrudt fantasi, hvor selve koncertbegrebet med en solist over for et orkester bliver sat på spidsen. Man dyster længe om at få overtaget i kampen, for så vidt sådan som Vivaldi angav det i sin berømte samling med violinkoncerter opus 8: Il cimento dell’armonia e dell’invenzione – kampen mellem kompositionen og fantasien.
Det første lange stræk er som en flodbølge af lyd, hvor solisten forsøger at holde stand med vældige akkordbrydninger. En gennemgående effekt i orkestret er det ildevarslende glissando, korte glidende motiver i violiner og basuner, og spændingstakten fastholdes i strygerattakker og et manende ridt hen over en udholdt tone. Der er sprækker i lydmuren, solisten og koncertmesterens violin udveksler lyriske ideer, men kampen genoptages med kantet rytmik, piblende insektlyde i celloerne, svimlende bisværme og en solist i et rablende skalaræs i begge hænder.
Kontrasten til alt dette er enorm, da solisten for en stund bemægtiger sig rummet i nogle rolige, ekstremt svage refleksioner. Disse enkle, improvisatoriske strofer kunne minde om Schumanns sarte klaverstykker i samlingen Davidsbündlertänze – fristelsen for den tanke er nærliggende, konteksten taget i betragtning. Men et stadig heftigere orkester blander sig snart, indfaldene står i kø for endelig at give plads til en slags solokadence, og ja, en sådan cadenza har man næppe hørt før. Solisten skifter ham fra muse til klaverløve, dirigenten griber en violin og udfordrer hende med modsvar, blæsere afløser hinanden i en elegisk melodi, og solisten lades alene tilbage akkompagneret af fjerne klokker.
Finalen, der nu følger, varer kort tid, men det er faktisk længe nok i al sin veloplagthed, hvor Sørensen åbner sin egen boutique fantasque (legetøjsbutik, red.), livligt og finurligt med korte tilbageblik på begyndelsens konflikter. Katrine Gislinge var en eminent solist i denne krævende og omskiftelige koncertmusik. Det ligger i sagens natur, at hun har ejerskabet til værket, ligesom Clara i sin tid havde det med ægtemandens ikoniske Klaverkoncert i a-mol – som hun uropførte.
Slankt, frit, flyvende
Det var ganske opsigtsvækkende, at John Storgårds havde valgt at opføre originalversionen fra 1841 af Schumanns fjerde symfoni. Man plejer at høre den ti år ældre reviderede udgave, og jeg kan ikke mindes at have været ude for den tidlige version i en dansk koncertsal. 1851-versionen er fyldigere instrumenteret med mange stemmefordoblinger i blæserne, klangkonceptet er mørkt og afrundet, og det lidt tunge udtryk har givet næring til rygtet om Schumann som en dårlig orkesterkomponist. 1841-versionen er ganske anderledes. Instrumentationen er tyndere, grupperne fremstår mere fokuseret og separeret, klangen er som helhed slankere, det rytmiske spil kan udfolde sig mere frit og flyvende.
Premierepublikummet i Leipzig 1841 var afvisende, først og fremmest fordi symfonien var svær at finde hoved og hale i. Forståeligt nok: Schumann eksperimenterer med den klassiske opbygning, satserne forløber uden ophold, temamaterialet er uhyre koncentreret, så symfonien kunne faktisk forveksles med en grandios fantasi – hvad Schumann også overvejede at kalde værket. Men han lyttede altså til kritikerne, heriblandt Clara, lagde symfonien i skuffen og lavede den siden radikalt om.
Opførelsen under John Storgårds blev bedre og bedre, efterhånden som den skred frem. Svagest stod realiseringen af førstesatsens panorama af romantik og lidenskab. Pulsen var en kende tung, klangen ofte for hård og kontant, de følsomme tempoudsving kom ikke rigtig frem, og svage nuancer fik ikke opmærksomhed nok. Med de to mellemsatser blev orkesterspillet friere. I den lyriske romance førte solooboisten og solocellisten an i et særdeles fint sammenspil, og orkestrets nye tyske koncertmester, 22-årige Roberta Verna, viste soloformat i mellemdelens poetiske arabesker. Scherzoen havde tempo og farvespil, men det var især trioens transparente kammermusik, der gjorde indtryk med et svævende linjespil. Og John Storgårds var endog meget tændt på symfoniens sidste distance, finalen, som i denne originalversion får en endnu mere berusende flyvehøjde end i den, vi er vant til.
Signalforvirring
Koncerten begyndte med Clara Schumanns Tre romancer for violin og klaver, arrangeret for orkester af komponisten Benjamin de Murashkin. Jeg er ikke sikker på, at man gør Clara Schumann en tjeneste med denne omsætning fra det intime format til symfonisk lyd. Den første romance var den mest vellykkede med en nænsom instrumentation, de to andre efterlod en vis signalforvirring, hvis man ellers ønsker en vis troskab over for tysk romantik på komponistens egen tid. Men det er selvsagt en smagssag.
I det trykte program var der også signalproblemer. Sørensen var mere død end levende, for han havde fået Schumanns årstal. Schumanns symfoni var angivet med tyske satsbetegnelser, men originalversionen har faktisk italienske, og det er ikke uvæsentligt. Koncertmester Roberta Vernas navn var ikke nået frem inden trykstart, men hun afløste altså den annoncerede Jon Gjesme, og det var ikke så ringe endda!
Bent Sørensen, Clara Schumann og Robert Schumann. Katrine Gislinge (klaver). Copenhagen Phil under John Storgårds. Konservatoriets Koncertsal den 12. november
