Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Damon Albarn den ældre er mere interessant at lytte til – men sværere at synge med på

Med alderen fortaber melodier sig for mange kunstnere i eftertanker og mister deres skarphed. Men altmuligmanden Damon Albarn skaber på ’The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows’ en lydøkologi, der giver god plads til både sorg og håb
Damon Albarns nye soloalbum ’The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows’ er et varmt og kært genhør med en mand, der holder af tonerne, men ikke går så meget op i rent faktisk at holde tonen

Damon Albarns nye soloalbum ’The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows’ er et varmt og kært genhør med en mand, der holder af tonerne, men ikke går så meget op i rent faktisk at holde tonen

Steve Gullick

Kultur
17. november 2021

Det er en gammelkendt stemme, der som en smalskuldret, hulbrystet svækling rejser sig på Blur- og Gorillaz-altmuligmanden Damon Albarns nye soloalbum The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows.

I al sin svagelige genkendelighed er det et varmt og kært genhør med en mand, der holder af tonerne, men ikke går så meget op i rent faktisk at holde tonen. Albarn er et menneske som ethvert andet, og det er han ikke bange for at vise. Hør ham bare på titelnummeret, hvor han forsøger sig med en falset. Og fejler.

Hans tilstedeværelse i populærkulturen – som sanger, sangskriver, producer, musiker, ja, opfinder – har til gengæld været enorm. I hans stemme har vi hørt en britisk ungersvend glamme mod det moderne liv. Det var ham og hans band Blur, der fortalte os, at »Modern Life is Rubbish« i 1993 og dermed udstak koordinaterne til den rockpatriotiske britpop-bølge. Her kæmpede Blur væbnet med pastiche og ironi, men også vemod og kompleksitet om rocktronen med modsætningen Oasis og deres inderlige, arrogante, monomant massive rock’n’roll-mytologi.

Det var så selvsamme Albarn, der i 1998 trådte ind i fremtiden, da han med tegneserieskaberen Jamie Hewlett dannede det fiktive band Gorillaz. Med disse elektroniske alter egoer opnåede de animeret popstjernestatus – længe før vi kendte ordet »avatar«.

Og det var – og er – Albarn, der har insisteret på, at verden er større end den vestlige og har integreret musikere fra lande som Mali og Nigeria i sine projekter The Good, the Bad & the Queen, Africa Express og Rocket Juice & the Moon.

Junior-Jarrett og en rytmeboks

På sit nye og andet soloalbum interesserer Damon Albarn sig ikke så meget for, hvordan det går med tiden, men mere med at tiden rent faktisk går – og er gået. Den 53-årige brites ofte rastløse blik er denne gang snævret ind til fokus på forandringerne, sorgen, tabene.

»The rockets we let off are hidden now beneath the snow,« som han så smukt beskriver den falmende ungdom.

Damon Albarn har fået børn, og han har fået et ekstra statsborgerskab på Island, hvis landskaber angiveligt har inspireret ham til The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows.

Det starter med et farvel. »You have gone / The dark journey that leaves no returning / It’s fruitless for me to mourn you / But who can help mourning.«

Det synges i et roligt sitrende univers med små organiske motorer, der gasser blidt op under hans erkendelser; de oplyser mørket for så at dø hen igen.

Musikken understøtter de eksistentielle erkendelser i et forsonligt, behageligt toneleje. Der er tropiske botanikker og en sval tenorsaxofonsolo et sted. Men toner og klange stikker også ud af helhederne. Hør bare, når Albarn søger hen over klaverets tangenter som en slags junior-Keith Jarrett – eller på elorgelet som en art kubistisk børne-Chick Corea.

Melodier fortabt i eftertanke

The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows skulle have været et orkesterværk. Det kan man høre reminiscenser af for eksempel på den ordløse, viltre og underholdende »Combustion«, der starter som et sammenfiltret avantgardeværk uden klar tonalitet. Så skramler den ud i en flosset free jazz-sax-solo og omsmeltes dernæst til et pubboblende orgelrabalder.

Under coronaisolationen valgte Albarn at konvertere langt det meste af materialet til mere regulære sange. Og er der så et hit? Ikke rigtig.

Med alderen synes melodier for langt de fleste kunstnere at fortabe sig i eftertanker – og dermed miste deres skarphed og svirp.

Det bedste bud på sing-along er »Polaris« med dens stærkt animerende koklokke og fint roligt åndende omkvæd. Men som så mange andre steder på albummet er det også her den klanglige økologi, der pådrager sig opmærksomhed. Hvordan »Polaris« (og mange andre numre) bobler i flere ofte kontrasterende lag. Akkurat som erkendelserne med alderen også har det med polyfonisk at modsige ungdommens enfoldige enegang og enesang. Fred være med begge dele.

Således bliver Albarn den ældres musik mere interessant at lytte til – men sværere at synge med på. Også når han på albummets sidste sang »Particles« synes at forsone sig med livets gang. Så længe vi er i livets flow, så er der håb og undere i vente.

En erkendelse, som Damon Albarn har vekslet til et smukt varmende album. Der har disse blidt euforiske ord som de sidste: »The particles are joyous as they alight on your skin.«

Damon Albarn: ’The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows’ (Transgressive Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her