Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Debutfilmen ’Den næstsidste’ udgiver sig for at være sorthumoristisk. Men den er hverken sprælsk eller sjov

Jonas Kærup Hjort fremmaner et på alle måder gennemført absurd univers i sin debutspillefilm, ’Den næstsidste’, der dog minder lidt mere om en stiløvelse end om en stilmæssig udskejelse
Jonas Kærup Hjorts debutfilm ’Den næstsidste’ stivner i sin iver efter at illustrere dyb, dyb meningsløshed og drukner i stilren absurditet.

Jonas Kærup Hjorts debutfilm ’Den næstsidste’ stivner i sin iver efter at illustrere dyb, dyb meningsløshed og drukner i stilren absurditet.

Kultur
26. november 2021

Debuterende instruktører har en principiel ret til at skeje ud, skræve mere, end bukserne kan holde og overgøre det, som verden skal lære at kende som deres stil. En debutfilm, der er for meget af det gode, vidner vel bare om iver og ambitioner.

Sådan forholder det sig efter alt at dømme med Jonas Kærup Hjorts første spillefilm, der ligesom hans afgangsfilm fra Filmskolen, Om en måned, handler om grålige personager uden anden identitet end deres praktiske funktion, der venter på noget, der måske aldrig sker. I Om en måned er det en gruppe fabriksarbejdere, der går rundt i et mørkt og blæsende industrilandskab, hvor en fastnettelefon en gang imellem ringer med beskeden om, at nogle er på vej for at udfri dem fra deres situation.

I Den næstsidste spiller Joen Højerslev en ydmyg vandaflæser, som i embeds medfør kommer til et stort betonkompleks, hvis høje knirkende jerndør ikke lader sig åbne igen, da den først er smækket bag ham. Her møder han så en parade af dystre og desperate skikkelser, der på hver sin måde bidrager til absurditeten.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her