Diana Ross vil genopfinde sig selv igen ved hjælp af 25 sangskrivere. Det går mindre godt

Det er altid velkomment med et genhør med en legende, og det har vi fået med det nye album Thank You fra 77-årige amerikanske sanger og sangskriver Diana Ross. En kvinde og en kunstner med et CV som få. Hun var 15 år gammel, da hun begyndte som frontfigur i pladeselskabet Motowns vokalsupergruppe The Supremes. Oprindelig en kvartet, men mest berømt som en trio fra det sociale boligbyggeri Brewster-Douglass i Detroit.

De rejste sig fra ghettoen og trådte ind i en enestående storhedstid i 1960’erne. Den purunge Ross sang for på klassikere som »You Can't Hurry Love« (som Phil Collins lavede en åndsbeslægtet coverversion af), »My World Is Empty Without You« (hør for Guds skyld Diamanda Galas’ radikale fortolkning), »Stop! In The Name of Love«, »Where Did Our Love Go« og »You Keep Me Hangin’ On« (som Kim Wilde havde et elektronisk pumpet hit med).

De havde 12 nummer-et hits, langt de fleste skrevet af Motowns geniale sangskrivertrio Holland-Dozier-Holland. I 1971 spillede Ross også hovedrollen som Billie Holiday i filmen Lady Sings The Blues og høstede ros for sit arbejde. Og hun formåede på forunderlig vis at veksle sin gruppekarriere til en tilværelse som solodronning i en ny tids lyd, nemlig de fløjlsbløde 70’ere – ja, sågar lidt ind i de glas- og neonglimtende 80’ere.

Der var den luksuriøse og langsomt brændende »Love Hangover« fra 1976. Men det var med uptempodiskoen, at hun for alvor peakede. Med den tordnende »I’m Coming Out« og den sindssygt lifligt funky »Upside Down« fra det i det hele taget fremragende album Diana fra 1980 – produceret med euforisk elasticitet af Chic-lederne Bernard Edwards og Nile Rodgers, der også bidrog med sit ufatteligt lette og alligevel alt med sig rivende elguitarspil.

Det var umuligt at stå stille til de sange, og de virker evigt tidssvarende. Bare spørg de af Informations medarbejdere, der har frekventeret avisens julefrokoster i nyere tid. Det var en bevægelse fra at være ung kvinde i Motowns store samlebåndsmaskineri til at modnes som solist og finde sin egen karakter, der helt fortjent har givet Ross ikonisk status i musikhistorien.

Søger det nye blod

Op gennem 1980’erne gled Diana Ross ned ad hitlisterne, omend hun dog havde hits med den Michael Jackson-komponerede »Muscles« i 1982 og med den Motown-klingende »Chain Reaction« i 1986. En sang, der altså rakte tilbage til hendes udgangspunkt. Men nu er hun tilbage med sit første album i 15 år – og tilbage til 70’er diskoen. Den genre som for tiden er o.k. hot i mainstream hos popstjerner som Dua Lipa, Doja Cat og Lady Gaga.

Titelnummeret på Thank You er en frisk kærlighedssang med et smældende omkvæd. Og »Tomorrow« er en o.k. uptempo-sag, hvor der samples fra det legendariske »Apache«-trommebreak, som er blevet skambrugt i hiphop og drum’n’bass. Klogt nok søger Diana Ross det nye blod, der kan synkronisere hende med en ny tid. Og det kommer i skikkelse af 37-årige Jack Antonoffs.

Han har i de seneste år gjort sig bemærket som central sangskriver og producer på hitalbummer for nogle af tidens mest populære kvindelige performere, Lana Del Rey, Taylor Swift, St. Vincent og Lorde. Altså virkelig en herre, der har næven lukket om tidens toneklang. Og med sit arbejde for Diana Ross indskriver han sig i en tradition for at revitalisere aldrende kunstnere.

De måske største inden for denne gerning er canadiske Daniel Lanois og amerikanske Rick Rubin. Lanois løftede Dylan op fra et kunstnerisk lavpunkt og gav ham med sine produktioner af Oh Mercy (1989) og især mesterværket Time Out of Mind (1997) en roots-lun, men rytmisk intens økologi, der sikrede Dylan endnu en storhedstid. Han har så også tryllet noget nyt og uventet ud af Peter Gabriel, Emmylou Harris, Neville Brothers og sågar U2.

Rubin gjorde noget andet med Johnny Cash på hans i alt seks American Recordings-albummer, der først udkom i 1994. Her rodfæstede Rubin countrylegenden i dennes fremskredne alder. Cash var sygnet hen i hyggelige ligegyldigheder, og Rubin genopdyrkede Cashs gamle dødsdrift. Han placerede ham i et tørt lydrum, hvor den nu hedengangne mester stod nådesløst tæt på mikrofonen. Hans ældning og grusede og porøse stemme stod som en gribende skønhed.

Frustrationens svedperler

Jack Antonoff forsøger ikke på Thank You at tage sig af Ross’ alder. Hun er placeret i en civiliseret afstand fra mikrofonen, hvorfra man dog stadig kan høre, at hendes stemme nu også er delvist lavet af pergament. En stemme, der har bevæget sig fra det sukkerpoppede til det sensuelt selvsikre og nu har nået en alder, hvor man ikke bevæger sig så hurtigt rykvist som i sin ungdom. Men det har også sin egen ynde.

Resultatet er diskonumre, der ikke stritter eller sitrer, men snarere føles som en blød sofa. Store ballader, der kun vil ét sted hen. Ind i sentimentaliteten. Og det er den manglende stillingtagen, der er så provokerende her. At det er et værk uden alder, altså historie, men også et værk uden nogen fornyelse, altså fremtid.

Sangskriverstaben, som er stor, gør heller ikke meget væsen af sig dog med undtagelser. »In Your Heart« kan noget med sin svale slowtempodisko og bassen og den dæmpede elguitar, der synes at duppe ens overophedede pande. Frustrationens svedperler er væk for en stund. Og der er den lækkert breakbeatede »Let’s Do It«, der tapper ind i den verserende uk garagerevival.

Paralyserende håbsretorik

Jack Antonoff har ikke komponeret denne gang, men blot produceret. I stedet har Ross haft et team på over 25 sangskrivere ombord i vekslende kombinationer. Diana Ross er medsangskriver på langt de fleste, og hendes datter Rhonda er med på to.

Det er en sangskriverhær, som stryger lytteren med hårene. Tænk en filmscene, hvor de elskende genforenes. De ser hinanden i øjnene, et klavers plirrende toner indikerer de forsigtige første skridt fulde af håb, så omfavner de hinanden, og de sentimentale strygere bekræfter, at de skal leve lykkeligt sammen til deres dages ende. Eller der er »Come Together«, der med sine optimistiske kor og dundrende rytmik lyder som et outtake fra den oprindelige udgave af Løvernes konge.

Og så er der teksterne. »Cause loving you makes me feel strong.« »The future needs us now to care.« »Nothing make my heart sing like you do.« »Let’s make life better together.« Det er en paralyserende kærligheds- og håbsretorik, som verden har haft alt for meget af, og som i den nuværende verdenssituation virker upassende naiv. »Spread your wings / Cause it's time to make a change.«

Den visdom, man måske kunne tillade sig at håbe på fra en 77-årig kvinde, begrænser sig til dårlige udgaver af Piet Heins gruk, der rådgiver os til at elske, mens vi tør det, og leve mens vi gør det.

Der mangler friktion i musikken, der bare er airconditioneret eftersnak. Balladerne er på tynd is, der hele tiden revner. Og dansenumrene, der kunne have givet os muligheden for at danse, mens vi stadig tør det? Well, Antonoff ville – nu hvor han alligevel ikke selv kan finde på noget – have lyttet til Nile Rodgers og Bernard Edwards produktioner fra 1980. Dér var et svirp, der gav os elektrisk stød og godartede piskesmæld.

Diana Ross: 'Thank You' (Decca/Universal)