Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jessie Kleemann skriver om klimakrisen og om hele verdens lange fingre ned i den grønlandske undergrund

Den grønlandske kunstner Jessie Kleemanns digte i ’Arkhticós Dolorôs’ lader sproget og fortællingerne smelte, på samme måde som iskapperne kun efterlader oversvømmet land

Jessie Kleemans digte er skrevet på en moderne grønlandsk erfaring af at være fanget mellem kulturer og sprog.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Kultur
3. december 2021

Et sted i kunstner og digter Jessie Kleemanns nyeste digtsamling Arkhticós Dolorôs står der tre linjer, der får sindet til at ryste.

»hvem drømmer om
tyvetredivefyrre år
den sidste nye koloni«

Først tænker jeg, at det er et stik til menneskets evindelige fremtidsoptimering a la lev i nuet, carpe diem. Men så toner en anden og mere uhyggelig betydning frem: Vil der overhovedet være nogen tilbage, der kan drømme, om 40 år? Det er digtets egentlige spørgsmål. 

Jessie Kleemann, født 1959, digter om isen, der smelter, og om fremtiden, der er på samme vej. Arkhticós Dolorôs betyder »arktisk smerte« på latin, eller på hvad der minder om latin; de tilføjede accenter forstyrrer det ellers så kliniske, klassiske sprog. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her