Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Edgar Wrights ’Last Night in Soho’ er et humørfyldt og mørkt eventyr om at søge lykken

Edgar Wright fortæller legende og levende om to kvinders jagt på lykken i to forskellige årtier i sin nye film, gysereventyret ’Last Night in Soho’. Resultatet er en kulørt, musikalsk, spændende og virkelig flot oplevelse
Sandie (Anya Taylor-Jouy) og Ellies (Thomasin McKenzie) historier spejler sig i hinanden i Edgar Wrights fænomenale gysereventyr, ’Last Night in Soho’.

Sandie (Anya Taylor-Jouy) og Ellies (Thomasin McKenzie) historier spejler sig i hinanden i Edgar Wrights fænomenale gysereventyr, ’Last Night in Soho’.

UIP

Kultur
25. november 2021

Der var engang en ung, følsom kvinde, Eloise – Ellie, som hun kalder sig – der drog fra landet til London for at gøre sin lykke. Hun var blevet optaget på en skole for modedesignere, og hun drømte om at designe tøj inspireret af det årti, hun holdt mest af, 1960’erne. Det svingende, syngende og dansende London, som Ellie dyrkede takket være de vinylplader, hun havde fået af sin mormor, der havde taget sig af pigen, siden hun var syv år gammel og mistede sin mor.

Drømmen blev dog hurtigt til et mareridt, da Ellie endelig kom til London, og fantasi og virkelighed smeltede sammen for hende. Ser du, Ellie havde nemlig særlige evner. Hun kunne se og føle ting, og hendes afdøde mor havde det med at dukke op i spejlbilleder og ordløst kommunikere med sin datter, når et eller andet godt eller skidt var på vej. Moren havde de samme evner, men hun kunne ikke leve med sine syner og tog livet af sig.

Til at begynde med gik det godt for Ellie i London, og om natten drømte hun sig i livagtige drømme tilbage til 1960’erne, hvor hun forvandlede sig til en anden ung kvinde, Sandie, som havde ambitioner om at optræde på storbyens populære natklubber, ligesom Cilla Black, en af tidens store sangere. Sandie mødte Jack, der lovede at hjælpe hende, og for en tid tegnede alt godt. Men Jack var en skidt karl, og Sandies liv udviklede sig ingenlunde, som hun havde håbet på, og snart blev Ellie også i sine vågne stunder hjemsøgt af Sandie og af de mænd, som gjorde Sandie fortræd.

Rendyrket gyserfilm

Det er ikke ligefrem et lyst og muntert eventyr, som Edgar Wright fortæller i sin nye film, Last Night in Soho. Men det er dog et opbyggeligt eventyr, en dannelsesfortælling, som lader Ellies (Thomasin McKenzie) historie spejle sig i Sandies (Anya Taylor-Joy). Begge er de blåøjede unge kvinder, som opsøger Londons berømte og berygtede Soho-kvarter for at gøre karriere. Og begge må de indse, at der gemmer sig mørke og brutalitet under den neonoplyste overflade.

Jeg må sige, at jeg er ret vild med Wrights film – fra zombiekomedien Shaun of the Dead og politifarcen Hot Fuzz til tegneseriefilmatiseringen Scott Pilgrim Vs. the World og den musikalske kupfilm Baby Driver. Han er i besiddelse af humor og genrebevidsthed, hvilket sammen med hans visuelle sans og fortællermæssige energi gør filmene til unikke, opløftende oplevelser.

Last Night in Soho er Wrights første gyserfilm, og også den genre mestrer han. Der er genuint skræmmende øjeblikke, som når Ellie synker ned i fortiden, bliver en del af Sandies liv og oplever de overgreb, Sandie udsættes for. Men der er også humør og overskud, især i begyndelsen, hvor den tilbageholdende, spagfærdige landmus, Ellie, ankommer til London med Cilla Black, Petula Clark, The Kinks, Peter and Gordon og andre af 1960’ernes populære toner i ørerne.

God dynamik

Filmen har et vidunderligt soundtrack, der kommenterer handlingen. For eksempel leverer Anya Taylor-Joy i skikkelse af Sandie en langsom og på en gang sensuel og lidt dyster udgave af Petula Clarks ellers så muntre kæmpehit, Downtown. Hvor Petula Clark synger om nattelivet og storbyen som et sted, man kan glemme sine problemer, synes Sandie at have erkendt, at så let er det ikke, hvorfor hendes version af sangen nærmest lyder som en advarsel. Ellie må da også selv sande, at virkelighedens London ikke ligner fantasiens.

Det er en god rolleliste, Edgar Wright har sat sammen – Matt Smith, Diana Rigg, Terence Stamp, Rita Tushingham – og især er 21-årige Thomasin McKenzie og 25-årige Anya Taylor-Joy fantastiske som hinandens spejl- og vrangbilleder. Der sker nemlig en spændende udveksling i Last Night in Soho, som har med Ellies og Sandies skæbner at gøre.

Jeg skal ikke afsløre for meget – filmen har sine hemmeligheder, og det er kun godt – men Wright og hans medmanuskriptforfatter, Krysty Wilson-Cairns, fortæller to historier, hvoraf den ene handler om undergang og den anden om overlevelse, og det giver filmen en god dynamik.

Farlig nostalgi

Det samme gør Edgar Wright og hans klippers sømløse bevægelser frem og tilbage mellem de forskellige lag i historien – nutiden og 1960’erne. Last Night in Soho tager sig tid til at etablere Ellies nye liv i London, før den for alvor begynder at lege med sin hovedperson – og med publikum. Wright fyrer den af med farver, kameravinkler, musik og alskens andre filmiske virkemidler. Hans scenograf og kostumedesigner må have haft en fest.

Undervejs er der visuelle referencer til mange andre film, som tillige ophæver skellet mellem drøm og virkelighed og går stort og kulørt til følelser og gys, blandt andre Roman Polanskis Chok, Dario Argentos Deep Red og Powell & Pressburgers Black Narcissus. Det er dog ikke effektjageri, idet billederne – og musikken – i høj grad udtrykker hovedpersonernes sindstilstand og derfor også svinger mellem lys og mørke.

Samtidig er instruktøren mere end før interesseret i mennesker i Last Night in Soho. Han fortæller om to kvinder, som kæmper for en fremtid, mens verden – ikke mindst i 1960’erne – stiller sig i vejen. Han fortæller også om nostalgiens helende kræfter og om den løgn, nostalgien kan rumme, hvis den bruges til at hvidvaske fortiden og ignorere det ubehagelige og grimme. Det levende portræt af Soho før og nu viser, hvordan det kan gøres, og er på én gang forførende, hektisk, sjovt, ødelæggende, afhængighedsskabende og grumt.

’Last Night in Soho’ – Instruktion. Edgar Wright. Manuskript: Edgar Wright og Krysty Wilson-Cairns. Fotografi: Chung-hoon Chung. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her