De afghanska sönarna af den svenske debutant og socialantropolog Elin Persson (født 1992) modtog i tirsdags Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021. Det er en god anledning til at spørge til, hvad det er for en bog.
Romanen findes allerede på dansk, og der er egentlig ingen grund til at kategorisere den som ungdomsbog og dermed målgruppelitteratur, for Elin Persson har helt enkelt skrevet en roman til tiden og til alle. Den er kunstnerisk ambitiøs og så nordisk som noget, idet den skildrer vores skandinaviske velfærdssamfund og flygtningekrisen i 2015 ved at stille spørgsmål som: Hvordan er det muligt som enkelt individ og som samfund at hjælpe et andet menneske? Er det muligt?
De afghanske sønner er en nøgtern registrering af tre uledsagede flygtningebørns venten på at få svar på deres asylansøgninger på et asylcenter i Sverige – det skandinaviske land, der netop har en smuk tradition for at tage imod flygtninge. Men når romanen er så fremragende til at stille spørgsmål ved denne tradition, er det, fordi den har en helt særlig sproglig stil. Den stil er som taget ud af tvillingerne Lucas og Claus’ hjemmeskole i ungarske Ágota Kristófs (1935-2011) roman Det store stilehæfte – i øvrigt blandt to tidligere modtagere af Nordisk Råds Litteraturpris, nemlig Kirsten Thorups og Naja Marie Aidts yndlingsbøger.
Elin Perssons roman følger i høj grad denne regel. Tvillingerne forklarer reglen sådan her: »For eksempel er det forbudt at skrive: ’Bedstemor ligner en heks,’ men det er tilladt at skrive: ’Folk kalder bedstemor en heks’.« Overholder man tvillingernes regel, får man en tekst, der skildrer konkrete begivenheder og en ydre verden. Observationerne står på rad og række, teksten har ingen følelser, så dem kan læseren netop få. Det kan lyde sådan her hos Elin Persson, hvor Ahmed har fået besked om, at han skal flytte fra asylcenteret og reagerer ved at slå sin hånd til blods mod egetræets bark udenfor:
»Vi binder hans hånd ind i et frottéhåndklæde og tager på skadestuen. Det koster toogfyrre kroner at parkere, jeg spørger, om han har nogen penge, og han ryster på hovedet. Jeg betaler med mit kort, og han slår hånden mod parkeringsautomaten.«
Den registrerende er Rebecka, der arbejder på asylcenteret. Hun er ikke ret meget ældre end de tre drenge, hun har fået ansvaret for, og hun har ingen viden om eller erfaringer med at arbejde med krigstraumatiserede børn. Med selvmordstruede børn, der er nogens sønner. Rebeckas manglende viden om arbejdet bliver slået fast allerførst i romanen. Til jobsamtalen bliver Rebecka spurgt, hvordan hun ville reagere, hvis hun åbnede døren ind til en af de unge, og vedkommende havde hængt sig. Rebecka venter lidt og svarer så med et spørgsmål: »Hvad burde jeg gøre?« Chefen er tilfreds, hun svarer: »Det er et godt svar, det viser, at du arbejder efter instrukser.«
Snup den svenske udgave
Hvorfor det er så vigtigt, at medarbejderne gør, som der bliver sagt, forstår man efterhånden. Der er nemlig vældig meget jura involveret, når et asylcenter får ansvaret for at passe på flygtningebørnene. Asylcenteret er ikke i stand til at forhindre dem i at skade sig selv og begå selvmord, men de skal ikke have nogen sager på grund af det. »Det er svært at sige, om jeg bliver mere eller mindre menneske af at være her«, konstaterer Rebecka kort efter jobsamtalen. De ord ekkoer gennem romanen.
Rebecka gør sit arbejde, som hun skal. Hun skal tage imod fjortenårige Zaher Jafari, i hans papirer fra kommunen står der, at »han overholder aftaler, er røgfri, tænderne i god stand, ingen briller, narkotesten viser negativ«. Journalskrivning er en central del af Rebeckas arbejde. Journalens nøgternhed kendetegner også romanens sprog. Gennem denne kølighed træder de tre afghanske drenge frem som individuelle personer med hver deres historie, traumer og strategier for overlevelse.
Rebecka registrerer, hvordan Zaher laver en udsmykning på væggen i værelset ud af de materialer, han har fået til at lave påskepynt med, fjer og glimmer. I midten hænger et ridset billede af hans familie. Rebecka tæller børnene på billedet, »en, to, tre, fire, fem, seks, syv børn«.
Hun registrerer ingenting om den smerte, drengen føler indeni, om afsavn og sorg, men kun hvordan den kommer til udtryk: »Om aftenen vil Zaher høre, om han må sove på Ahmeds værelse.«
Jeg kan kun anbefale, at man læser Elin Perssons roman og finder nogen at tale med den om. For den er vigtig. Men snup den svenske original, den danske oversættelse er fuld af fejl. Den mest graverende er jobsamtalen, der åbner bogen. I den danske udgave bliver Rebecka spurgt, hvordan hun ville reagere, hvis hun »åbnede døren til en ungdom, som bare hang?«
Spørgsmålet giver ikke mening. Elin Perssons åbning taler benhårdt og smågenialt om selvmord og afspejler afstumpetheden i asylsystemet. Det er så ærgerligt, at Martha Flyvholm Tode og Gutkind har læst hen over dette.
Elin Persson: ’De afghanske sønner’. Oversat af Martha Flyvholm Tode. Gutkind, 184 sider, 200 kroner
