Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

I fortællingen om et menneskes hjemløshed skildrer Judith Hermann en hel kulturs hjemlængsel

Judith Hermanns magiske roman handler om både menneskets og naturens ødelæggelse
I Judith Hermanns ’Hjem’ er der klimakamp, feminisme, civilisationskritik, altsammen tæt sammenvævet.

I Judith Hermanns ’Hjem’ er der klimakamp, feminisme, civilisationskritik, altsammen tæt sammenvævet.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
5. november 2021

Den tyske originaltitel, Daheim, er ikke Judith Hermanns eget påfund, men hendes tyske redaktørs. Det fortalte hun Peter Nielsen i det interview om bogen, som Information bragte med hende tidligere på efteråret. Forfatteren selv havde egentlig kaldt bogen Fælden med henvisning til en mårfælde, som opsættes i et af bogens første kapitler, og som en mår selvfølgelig forventes at gå i, inden den slutter.

Jeg kan afgjort bedst lide titlen, som det hele endte med. Fælden er som en 1.000-watts-pære skruet fast til bogen; man ser fælden, men man ser den alt for meget, alt det andet ser man til gengæld for lidt. Daheim indfanger omvendt med sin lidt slørede, men alligevel enkle betydning meget fint både bogens gennemgående tema og en tone i den.

Ordet ’Daheim’ er omtrent uoversætteligt, forklarer forlaget (oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad går jeg ud fra). På tysk er det et lidt eventyragtigt ord »for det sted hvor man hører hjemme og har sine rødder, et utopisk sted, som måske ikke findes i virkeligheden, men kun i en selv«, hedder det. I stedet har oversætterne valgt det kortere »hjem«, som i øvrigt bevarer noget af det ubestemmelige. For er det navneordet som i ’mit hjem’ eller biordet som i ’at ville hjem’, titlen refererer til? Eller begge dele?

Det meget konkrete og alligevel halvt ubestemmelige og eventyragtige er også et træk ved Judith Hermanns særlige skrivestil. Romanen har en jævnt fremadskridende handling. Der er desuden et marsklandskab, en svinestald, en skilsmisse og lidt usikre forbindelser mellem mennesker, som møder hinanden for første gang. Men man har også hele tiden en fornemmelse af, at det egentlige drama, tekstens og personernes følelser og ængstelser, i nogle tilfælde endda desperation, konstant forskydes til nye steder i teksten eller til noget, teksten både udtrykker og hele tiden kun er på nippet til at give udtryk.

Linje for linje, scene for scene, levende og flertydigt.

Forlaget kalder det en »antydningens kunst« og placerer den i krydspunktet mellem »noget mystisk, drømmeagtigt« og det »umiddelbart realistiske« i Judith Hermanns fortælling. Det tilslutter jeg mig.

Overraskende forbindelser

Den navnløse jegfortæller er i sin ungdom ansat på en cigaretfabrik, hvor hun på faste vagter skal holde øje med, om cigaretterne passerer rigtigt gennem skæret i maskinen. Ud over arbejdet på cigaretfabrikken og skærmydsler med værkføreren (hun nægter at sige ’velbekomme’ til alt og alle ved frokosttid, som virksomhedskulturen ellers dikterer) går hendes liv med at sidde på sin altan og ryge smøger og hen over en tidligere lejers blomsterkasser at betragte tankstationen overfor.

Det liv er der ikke meget ’hjem’ over, hvis hjem betyder noget med forankring og opfyldelse.

En dag løber hun så på en ældre mand i køen på tankstationen, som tilbyder hende stillingen som sin assistent. Manden er tryllekunstner, viser det sig, og assistentens opgave skal bestå i, foreløbig på en længere turné til Singapore, at lægge sig i en kiste og lade sig save over.

Altså nogenlunde samme opgave som cigaretterne på cigaretfabrikken.

Jeg skal ikke røbe, hvad hun ender med at svare tryllekunstneren. Da vi møder hende næste gang, er der gået 30 år. Judith Hermanns særlige evne til at lade billeder vende tilbage flere gange, tit i forandrede former, får mig til at vove at kalde tidsspringet og tavsheden om den lange livsfase endnu en variation over den-oversavede-dame-metaforen. Først cigaretten, så tryllekunstnerens assistent, så livet.

Sådan dukker der hele tiden overraskende forbindelser op i Judith Hermanns tekst og fantasiskabte verden. Ikke sjældent med en stemning af uhygge og overhængende fare.

Jegfortælleren er i mellemtiden rykket fra byen et sted i det vestlige Tyskland til marsklandet ved østersøkysten. Konkrete, men navnløse steder som i rigtige eventyr. Her møder vi også Mimi, et kraftværk af et menneske, kunstner og havvæsen. Hendes bror Arild, en hjemstavnsmand bundet til familiegården og dens næsten tusind svin (med bilens bagsæde dækket af kanyler med henblik på besætningens optimering). Derudover er her fortællerens bror, som driver en café, men mest af alt ligner et menneske i havsnød, og hans tyveårige kæreste, Nike, ødelagt i sin barndom, ødelagt igen af mændene i den nærliggende trailerpark.

Det lille kollektiv af mennesker er bragt mere eller mindre tilfældigt sammen. Nogle af dem har allerede boet der en menneskealder og vil efter al sandsynlighed dø på stedet. Andre er på kort ophold.

Moderne eventyr

Fra dette ene sted, marsklandet, som vintermørket og ensomheden snart skal lægge sig hen over, trækkes der tråde til to andre afgørende steder. Til jegfortællerens eksmand, som har forskanset sig i ’Arkivet’, deres tidligere fælles hjem. Her har han opbygget en Noas ark bestående af bjerge af nyttigt skrammel som modtræk mod en forestående »katastrofe«. Og til deres fælles voksne datter, der er på rejse på havet, og hvis skiftende koordinater hun sender til forældrene, som herefter deler dem.

Denne morse- eller skattejagtsagtige forældrekærlighed er sammen med de korte, men kærlighedsfulde breve, som forældrene udveksler med hinanden, en smuk og meget rørende fremstilling af ’hjem’. Og af længslen efter at kunne fastholde det eller vinde det på ny.

Der sker skam noget i Judith Hermanns roman, her er sex, nøgenbadning. Her er endda et dødsfald.

Men det magiske ved hendes moderne eventyr ligger i den realistiske, men samtidig upåfaldende, nærmest tilbageholdende skildring af bittesmå forskydninger mellem fremmede mennesker, som prøver at lære hinanden at kende, for ikke at sige: prøver at finde hjem i hinanden. I mødet mellem det yderst virkelighedsnære og det drømmeagtige, som det omtrent hed i indledningen.

Herudover ligger der en fascinerende kraft i de billeder, Judith Hermann bruger og genbruger i nye skikkelser.

Jeg skal nok lade være at jage pedantisk efter dem. Men kisten og den-oversavede-dame skal dukke op endnu en gang og binde historien om tryllekunstneren og i øvrigt jegfortællerens egen mørke opvækst sammen med det misrøgtede barn Nike. Ligesom Nike skal minde os om et sagn om en såkaldt nikse, en vandånd, der skal berette for os om kvinders undertrykkelse og mishandling og om naturens evne til at rejse sig og tage hævn.

Det korte af den lange og smukt formede række af billeder er, at Judith Hermann i fortællingen om et menneskes hjemløshed skildrer en hel kulturs hjemlængsel. Og at hjemmet både er et naturens og familiens hjem, ligesom ødelæggelserne både er dem, vi lader gå ud over kloden, som vi lever på, og lader gå ud over hinanden.

Her er klimakamp, feminisme, civilisationskritik, tæt sammenvævet.

Judith Hermann er født i 1970 og opvokset i Berlin. Hun debuterede i 1998 med novellesamlingen Sommerhus, senere. Siden er der kommet flere noveller og med bogen her i alt to romaner, alle korte og koncentrerede sprogværker, alle oversat til dansk.

Vil man læse én bog af en nulevende tysk forfatter, kan man begynde med en hvilken som helst af hendes.

Judith Hermann: ’Hjem’. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Batzer & Co, 210 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her