Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Georg Metz har skrevet sine barndomserindringer med rastløst temperament og poetisk sans

Sirlig og særlig erindringsbog om at vokse op som efterkrigsbarn med en distræt far, en storsnakkende mor og en bedrevidende storebror. Til alle, der er vokset op med tyskervrede, kommunistforskrækkelse og amerikaforherligelse: Læs den!

Læserne af denne avis kender Georg Metz som en hårdtslående og patosfyldt kommentator, men i ’Der var engang en barndom’ møder vi en helt anderledes følsom, ældre mand og sårbar skribent.

Sigrid Nygaard

Kultur
26. november 2021

Der står en lille dansk dreng på en høj ved svenske Kullen og kigger på Norgesfærgens langsomt glidende bevægelse i det fjerne.

Norgesfærgens pendulering i horisontlinjen udgør den nål i metronomen, der stemmer takt og tone i Georg Metz’ barndomserindringer. Der var engang en barndom er erindringslitteratur af den sirlige og særlige slags. Bogen er vævet sammen af små afsluttede barndomsbrokker, der er drevet frem af journalistens rastløse temperament, men skrevet med poetisk sans for det psykologiske rum. Ved at fortælle om sig selv og sin familie i 3. person – drengen, broren, faren og moren – hæver Georg Metz sine erindringer fra den private sfære til almen interesse.

Vi følger Frederiksberg-drengen med den fraværende og evigt avislæsende kontorchef-far, den storsnakkende mor og den al- og bedrevidende storebror. Han vokser op i højloftede stuer, med klaverlærer og påvirkning fra amerikansk.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Svend-Erik Runberg

Efter sådan en anmeldelse kan det kun gå for langsomt med at få læst bogen!