Jeg elsker en god entourage-eventyrfortælling: Historier om en bande af mere eller mindre frivilligt forbundne, umage børn og måske et par voksne hjælpere, der sammen skal overkomme umulige udfordringer.
Den slags er dyrket i film som Goonierne og af Steven Spielberg i E.T. og raffineret af Stephen King i IT. Så TV 2 har haft gode chancer hos mig med deres nyproducerede julekalender Kometernes jul om det ævlendekævlende søskendepar Mie og Elias, der sammen sendes på Astrocamp, et slags naturvidenskabeligt turboforløb for lærevillige folkeskoleelever, og møder den ængstelige Johannes og den bad ass basketballspillende Noor.
Astrocampen er placeret på et forskningscenter, hvor børnene finder en mærkelig maskine i kælderen. Johannes og Mie forsvinder, da Elias for sjov lukker døren til maskinen og kommer til at aktivere den, mens de står inde i den. Og nu er gode råd dyre, hvis Elias og Noor skal få Johannes og Mie hjem inden jul! Heldigt for dem er der kloge videnskabsfolk omkring dem, eller i hvert fald er der Molly Egelind, der spiller den distræte forsker Anna.
I ’Kometernes jul’ møder vi blandt andet den hyggelige, fallerede forsker Panda-Søren (herlige Martin Greis-Rosenthal), som demonstrerer forskellige forsøg for eleverne.
På Astrocampen ser vi derudover den hyggelige, fallerede forsker Panda-Søren (herlige Martin Greis-Rosenthal) demonstrere forskellige forsøg for eleverne, og også han involveres i forsvindingsmysteriet. Sammen med Anna bidrager han med teoretisk viden om verdensrummet og fysikkens love.
Universet udenom
Ud over at se julekalenderhistorien i fjernsynet kan man på en hjemmeside besøge ’Universet udenom’ og se rigtige forskere gennemgå julekalenderrelevante forsøg sammen med børneskuespillerne. ’Universet udenom’ og Kometernes jul er begge resultatet af et samarbejde mellem TV 2, Nordisk Film og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og er støttet af adskillige fonde, der finansierer mange projekter til fremme for danskernes naturvidenskabelige indsigt.
Som TV 2 skriver i pressematerialet, er serien »startskuddet til Videnskabsår22 med det sigte at løfte danskernes videnskabelige almendannelse«. Det er jo et sympatisk projekt, men ikke nødvendigvis et nemt udgangspunkt at skulle udvikle en god historie for børn fra.
Naturvidenskab står ikke i et modsætningsforhold til historiefortælling for børn. I Oplysningstiden blev der skabt smukke, illustrerede opslagsværker, der både ville vise børnene verden – og dermed gøre dem til borgere i den – og stimulere deres æstetiske sans. Den tradition lever videre i dag i børnebøger, hvor børn for eksempel laver herbarier og andre samlinger – som i Stian Holes historier om drengen Garmann, digte tager form som ting, dyr og planter i Karen Filskovs bøger, blomsterne lever i ord og handling i Cecilie Ekens Sølvblomst og Natblomst, og menneskets relation til mekanik og teknologi undersøges i Adam O’s serie om Den rustne verden. Men meget handler om hensigt. Vil man først fortælle en historie, eller vil man først lære nogen om noget?
En anden rejse mellem verdener
TV 2 står i den umulige situation at skulle konkurrere med den moderne klassiker inden for julekalendergenren: Tidsrejsen (2014), der i år genudsendes på DR1.
Også her rejser børn i tid og mellem verdener, og dele af fortællingen foregår i et Blade Runner-agtigt dystopia. Men historien lever ikke af tidsrejsens naturvidenskabelige forudsætninger. Den kan sætte tanker i gang omkring forholdet mellem tid og rum, om teknologiske muligheder og fremtidsscenarier, men det er ikke det, det handler om.
Tidsrejsen er derimod først og fremmest en smuk coming-of-age-historie om en skilsmisseramt tween. Denne følelsesmæssige kerne i fortællingen er afgørende for, at man som seer accepterer miljøet, det foregår i, som på et skrabet tv-drama-budget hurtigt kan komme til at se lidt papmachéagtigt ud. Det har også betydning for, om skuespillere og instruktør kan få historien til at give mening for sig selv og dermed for publikum.
Umiddelbart virker det for eksempel i Kometernes jul, som om at Martin Greis-Rosenthal med sin godt nok nuttede lune, men alligevel seriøst fremførte karakter, er med i en helt anden julekalender end Astrocamp-leder Bolette-Henriette, der spilles som en sjov karikatur af Søs Egelind. De virker ikke til at være helt enige om, hvad det er for en slags historie, de er i gang med at fortælle.
Børnene spilles med stort drive af Shireen Rasool (Noor), Bertil Karlshøj Smith (Elias), Anna Frederikke Heerulff Christiansen (Mie, 12 år), Alice Finn Caspersen (Mie, 19 år), Luca Reichardt Ben Coker (Johannes, 12 år) og Oscar Dietz (Johannes, 19 år). De er alle erfarne børneskuespillere, men nogle mangler lidt dybdeforståelse af deres karakter for at kunne træde rigtigt ind i dem. Oscar Dietz vil man måske genkende fra filmatiseringerne af Kenneth Bøgh Andersens Antboy-bøger, der også har samme instruktør som Kometernes jul, nemlig den genrebevidste Ask Hasselbalch (I en lille hilsen til de indviede ser man også en plakat fra en Antboy-film i et børneværelse).
Det er for tidligt at afvise, at det hen over 24 afsnit kan være lykkedes for manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen at frigøre sig fra alle de lidt fysiktimeagtige, fondsfinansierede læringshensigter med julekalenderen og også skabe en god historie. Men der lurer noget, der lugter af konspirationer og uvederhæftig udnyttelse af forskningsresultater og en sælsom planet, hvis plyssede befolkning lever i respektfuld forbindelse med naturen, og det kunne jo godt gå hen at blive endog rigtig spændende, hvis julekalenderen tillader sig selv at fortabe sig i sit eventyr.
’Kometernes jul’ – Instruktion: Ask Hasselbalch. Manuskript: Jenny Lund Madsen, TV 2 hver aften kl. 20 indtil juleaften.
