Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Skyggebjergs rasende udfald mod eliten fiser ud i forudsigeligt tunnelsyn og hadefulde parodier

Jacob Skyggebjergs syvende roman ’Inderkredsen’ er et rasende udfald mod et indspist litterært miljø. Men kritikken er tiltagende uinteressant
Kultur
3. december 2021
Jacob Skyggebjerg er for upræcis til at spidde den magt, han gerne vil kritisere.

Jacob Skyggebjerg er for upræcis til at spidde den magt, han gerne vil kritisere.

Marco Grimnitz

Man kommer ikke langt i dansk litteratur, før man ramler ind i en bog, der foregår i det såkaldt litterære miljø.

Det er heller ikke med Jacob Skyggebjergs syvende roman Inderkredsen, at man kommer med til neurologernes fredagsbar eller kantinen på veterinærmedicin. Tværtimod får myten om et indspist elite omkring kaffebaren på litteraturvidenskab endnu en tur i møllen her. 

Inderkredsen, der på bagflappen udråber sig selv som en »moderne Hærværk« efter Tom Kristensens klassiker, har i hovedrollen litteraten Patrick Sørensen Falk. Han har forlæst sig på noget kapitalismekritik og psykoanalyse og forsker nu i den stigende erotisering af litteraturen. Hans tese er, at mennesker ikke gider læse, hvis ikke de bliver lokket med sex.

Samtidig er Patrick ved at blive indlemmet i den absolutte kulturelite, som i bogens univers centrerer sig om den aldrende kritiker Tudse. Han afholder sagnomspundne bøfmiddage i sin herskabslejlighed ved Stærekassen. Her bestemmes det, hvilke danske forfattere der skal gøres til stjerner, og hvem der skal have sparket.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

” Inderkredsen er 50 procent veloplagt satire og 50 procent konspirationsteori”.

I den sammenhæng må det så være relevant at spørge, hvem anmelderen er, og i hvor høj grad hun, fra sin position i miljøet, er i stand til, forholdsvis klart, at vurdere, hvornår satiren er veloplagt, og hvornår der er tale om konspirationsteori?

Til sammenligning kan fremhæves reaktionerne i toneangivende litterære miljøer på Mette Høegs kritik af netop, toneangivende litterære miljøer, fra sin position i USA i 2015. I bagklogskabens klare lys må man vel konstatere, at der var en hel del rigtigt i hendes kritik, også selv om den på visse punkter blev for stereotyp og ondskabsfuld, og det blev så det, der stjal al opmærksomheden.

I toneangivende litterære kredse var man helt ude af stand til at se, at der kunne være noget som helst rigtigt og rimeligt i den kritik, hun leverede af miljøet.

Nu er Skyggebjerg forfatter, og som sådan vil han typisk mangle et troværdigt perspektiv på, i hvor høj grad også bestemte forfatterkredse selv har indflydelse på, hvem der får gode og dårlige anmeldelser. Kritikermiljøer og forfattermiljøer er jo netop ikke kun miljøer, der lukker sig om sig selv.

Nøgleromaner og satire med karikaturer af bestemte kredse og miljøer har som regel også et element af sandhed i sig, selv om de karikerede har svært ved at se det. Tilsvarende er mange miljøer, hvor der har fundet overgreb og seksuelle krænkelser sted, typisk kendetegnet ved, at dem, der har begået overgrebene, selv har været ude af stand til at se, at der var tale om overgreb.

Krænkerne har oplevet det som helt ”naturligt”, at de, i kraft af de personer, som de var, og de positioner, som de havde opnået, opførte sig som de gjorde.
Det er vel heller ikke helt ved siden af at drage paralleller mellem begivenheder i litterære miljøer og så det, som sker i pornobranchen?

Jeg faldt over følgende udtalelse fra forfatterens side i en interview i Politiken, omkring de sociale mediers voksende betydning, også i sammenhæng med litterære miljøer, og den deraf følgende vægt på image og erotisering:

”»Ditte Corfitz er i romanen et eksempel på en anmelder, der kommer fra Instagram og har potentiale til at opnå en magt, som er fuldstændig utænkelig for sådan en som Tudse. Og hun bruger sit udseende, fordi det gør man på de sociale medier. Det er jo grundlæggende det, romanen handler om. Vores virkelighed bliver mere og mere formet af de sociale medier, og den bliver mere og mere forhippet på noget, vi kunne kalde image. Der finder en erotisering af samfundet sted, som jeg i romanen kæder sammen med, at Playboy kommer til i 1953. For 30 år siden ville man jo ikke tro, at sådan en som Ditte Corfitz var litteraturanmelder. Man ville tro, at hun var pornomodel«”.

Og selvfølgelig bestemmer en ”Ditte Corfitz” selv, hvilket image hun vil skabe af sin person, og det gør hende hverken til en bedre eller dårligere litteraturanmelder, ligesom det vel må betragtes som en selvfølge, at forlag beskæftiger sig med marketing og forsøger at høje deres salgstal.