Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Der er ingen trøstepynt i rasende uhyggelig undergangsdans om klimaet

Klimaet presser sig på mange steder i scenekunsten, ikke mindst i ’Sprækker’ af Aaben Dans i Roskilde. Det er en uhyggelig og sansebetagende danseinstallation om en verden af glødende sten. Måske uden mennesker

Menneskeheden myldrer frem mellem stenene i den mærkværdigt smukke og dystopiske danseperformance ’Sprækker’ hos Aaben Dans i Roskilde.

Ditte Valente

Kultur
19. november 2021

Øjnene misser mod en klynge af store sten, der ligger og lyser i Hal 9 på Musicon i Roskilde. Stenene gløder, så det næsten ser ud, som om de ånder. Og sprækker af lys skærer sig ind i rummet, mens en dump lyd buldrer under jorden. Resten er mørke. 

Vi tilskuere sidder i to grupper i hver ende af den enorme industrihal – iført vores varmeste vintertøj på træstammestykker. I hånden holder vi en gave: en lille, varm håndsten. En termoklædt kvinde går rundt med en infrarød lommelygte og lyser på jorden, så spor af klove og poter og nogle spinkle fuglefødder skinner neongrønt. Der har været nogen før os. Også lige her.

Som gletsjerskred

Sprækker hedder denne betagende danseperformance hos egnsdanseteatret Aaben Dans i Roskilde. Det er koreografen Thomas Eisenhardt og instruktøren og scenografen Catherine Poher, der sammen står bag dette mærkelige kunstudtryk, hvor tiden først går i stå og derefter ruller afsted med millioner af år i minuttet. Så langsomt som en håndbevægelse i japansk butohdans – og så medrivende som et gletsjerskred ude i den natur, det hele handler om.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her