Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Kathrine Ærtebjerg lader sine malerier udøve langsom vold mod kvinder – og det er mesterligt at se på

Endelig kan man opleve en grundig retrospektiv udstilling af den store danske kunstner Kathrine Ærtebjergs eventyrlystne og voldsomt smukke værker. Desværre kan Brandts næsten ikke få øje på dem af bare H.C. Andersen-benovelse

Kathrine Ærtebjerg, ’Overgivelse, hengivelse’, 2004.

Anders Sune Berg

Kultur
17. november 2021

På Vestergade i Odense står en skulptur, som ikke overlader meget til fantasien. »Stoppenålen« er inspireret af H.C. Andersens eventyr af samme navn – men den ligner altså mest en kæmpe vagina og en erigeret diller.

Der er noget herligt over, at byen, der ikke kan få nok af at brande sig som H.C. Andersens fødeby, ikke fik familievenlig pynt, da skulpturen blev opført i 1988 – men seksualundervisning skåret i sten.

Skulpturen står lige om hjørnet af Kunstmuseet Brandts, som viser den første store, retrospektive soloudstilling med den danske billedkunstner Kathrine Ærtebjerg (f. 1969).

Her danser to skulpturer også en parringsdans – et nøglehul og en nøgle i træ dingler fra loftet ved indgangen. Det lugter af ældgammel kønssymbolik: Kvinden som det hul af en lås, der åbner for den rigtige nøgle, og manden, der bare venter på at kunne stikke noget ind.

Men i Kathrine Ærtebjergs univers er det, modsat »Stoppenålen«, ikke så simpelt, at det maskuline er det aktive redskab, der kan penetrere det kvindelige tomrum. Det er heldigvis sværere end som så. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jeg er på vej.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"For søreme om man ikke lynhurtigt skal læse både på vægtekst og i katalog, at Kathrine Ærtebjerg ligesom Andersen arbejder med det »flertydige«. Hvem gør ikke det?

Man kan tage en lille pjece, som opfordrer en til at læse H.C.A.-citater side om side med Ærtebjergs malerier. Det er ikke bare forceret, det er også upræcist".

Ingen - tak for en anmeldelse, der er god som anmeldelse.

Ud fra et rent kunstnerisk perspektiv er det som nævnt misvisende at drage paralleller til specielt det eventyrlige hos H. C. Andersen.

Men kunsthaller som Brandts skal også fungere i en praktisk virkelighed, hvor det med den rent kunstneriske succes ikke vurderes som det vigtigste.

Hvis man vurderer udstillingen ud fra museumspædagogiske og marketing orienterede perspektiver er det nok ikke misvisende.

F.eks. for Kultur - og Slotsstyrelsen, der bl.a. er dem, der evaluerer museer og kunsthaller, vurderes det "museums - pædagogiske", antal besøgende skoleklasser, det publikumsorienterede, antal besøgende generelt, entreindtægter og selvfinanciering i form af at kunne tiltrække fondsmidler meget højt.

Dette fremgår ret tydeligt, hvis man studerer de omfattende evalueringer, som Kultur - og Slotsstyrelsen med års mellemrum foretager af de enkelte museums - institutioner.

Anders Thornvig Sørensen

Først en bemærkning om "Stoppenålen", der, citat, "ikke overlader meget til fantasien".

Hvilket jo er så sandt som det er sagt, når det gælder det umiddelbare fysiske betydningsindhold af dobbeltskulpturen.

Det interessante er ikke så meget, at den - selvfølgelig - viser et mandligt og kvindeligt kønsorgan, men at deres form associerer stærkt til tanken om to stående mennesker: med den antydning af karakteren af forholdet mellem dem, som ligger i, at kvinden er klart højere end manden. Man hører ellers ofte, at kvinder gerne drages mod mænd, der har en større kropshøjde end dem selv, og omvendt for mænds vedkommende.

At de har form som to stående mennesker giver dem samtidig en form for personligheder. Heri kan der ligge et budskab om, at mennesker ikke bør reduceres til det de har mellem benene: at de udgør psykologiske helheder, også som seksuelle væsener betragtet. Noget som igen åbner for en helt anderledes empatiorienteret tilgang end den, som en simpel og triviel fysisk aflæsning af dobbeltskulpturen ellers ville lægge op til.

Når jeg ser skulpturen på den måde, synes jeg egentlig, at den er godt tænkt og godt lavet.

Omkring Kathrine Ærtebjergs billeder, specifikt omkring nøglehul og nøgle, så har jeg i indholdet den samme opfattelse som ved skulpturen. Det er måske ikke manden, der så at sige låser sig ind i kvinden. Det kan være hende, der låser sig selv op og åbner sig for verden med mandens hjælp.

Nøglehullet kan være en metafor for en indgang i overført betydning: en dør eller port til en ny verden eller bopæl: hvor begge parter går ind i en ny følelsesmæssig og eksistentiel tilstand, når han fysisk og psykologisk går ind i hende og lader sig overvælde af hende som en lavine. For sådan kan man også opfatte fuldbyrdelsen af et ægteskab.