Når man erfarer, at de to døtre, hvis nulevende far er hovedfokus i en biografisk film, er executive producers på selvsamme film, så skal man ikke forvente en overdrevent nøgtern formidling af patriarken.
Når filmen så endda handler om to af historiens absolut største kvindelige tennisspilleres far, der formede dem fra barnsben og kontrollerede deres karrierer et stykke ind i teenageårene, ja, så skal man nok ikke regne med et en-til-en-forhold til sandheden. Der er et eftermæle, der skal sikres. Og måske også en taknemmelighedsgæld, der skal indfries?
Når det er sagt, så er Reinaldo Marcus Greens nye biopic, King Richard, en ret så fin, yderst medrivende og o.k. kritisk film om amerikanske Richard Williams og hans to døtre, tennisikonerne Venus og Serena Williams (spillet med stor glød og sportssnilde af teenagerne Saniyya Sidney og Demi Singleton).
Et livs vold aftegnet
Hovedpersonen er dog Richard Williams, og han spilles strålende og med snu charme af Will Smith. Superstjernen udviser en fin fingerspitzgefühl udi kunsten at levere en underspillet karikatur. Med skævt trukket mund, fremskudt underbid, sydstatsaccent og en let krumbøjet skikkelse låner Smith krop og skuespiltalent til en mimisk, verbal og kropslig formidling af et menneske, der har mærket den amerikanske racismes vold under sin opvækst i Louisiana.
Familien Williams – far, mor og fem døtre – bor i filmens begyndelse i Compton i South Los Angeles. Et område kendt for social armod og bandevold og for at fostre gangstarappens mest berømte gruppe N.W.A., som portrætteredes i 2o15-filmen Straight Outta Compton. Det var titlen på deres debutalbum, og det var ordene, som Richard Williams råbte, da Venus Williams i 2000 vandt sin første Wimbledon-titel.
Compton idylliseres ikke i King Richard. Genboen melder faderen til politiet for børnemishandling, da hun mener, at han kører sine to tennisdøtre for hårdt. Der er skyderier. Og faren får to gange tæv af en lokal bande. Da Richard Williams i 1991 ser Rodney King blive gennembanket af politiet på tv, kan man på Will Smiths tavst skuespillede forbitrelse se et helt livs ydmygelser og vold aftegnet. Og holdt i ave.
Til gengæld går Williams i Smiths skikkelse til raceforskellene med løftet pande og masser af humor, da han begynder at kæmpe sig vej ind i den kridhvide tennissport med sine døtre. Han siger drillende til interesserede investorer, at han er taknemmelig for, at tennisklubbens medlemmer har taget deres kutter af før hans besøg – med henvisning til Ku Klux Klan.
Man rives med
King Richard lever højt på, at dialogerne er levende og passionerede. Richard Williams’ frygtløse vid er ægte morsomt, og skænderierne især mellem hustru og gemal er rørende magtkampe med ægteskabet som indsats. Den psykologiske granskning gløder med en levende fotografering, der ofte ynder nærbilledet. Desværre er den nykomponerede orkestermusik gumpetung og klodset.
Men man rives med.
For King Richard er et emotionelt nuanceret portræt af en mand, der stik mod enhver fornuft får fremelsket/detailstyret/indpisket ikke én, men to døtre til at blive historiens allerstørste tennisspillere – med en omkring 85 siders tidligt lagt og ret så beskyttende plan for hver af dem. Han insisterer på at holde dem tilbage fra professionalismen så længe som muligt, og han lægger vægt på pigernes boglige uddannelse og glæde ved spillet.
Fa venstre er det Aunjanue Ellis, Mikayla Bartholomew, Will Smith, Saniyya Sidney, Demi Singleton og Daniele Lawson.
King Richard er et socialrealistisk eventyr baseret på en levet virkelighed, som vi aldrig kommer til at kende til bunds. Og filmen er ikke uden mislyde. Alle fem døtre er stærke, men pligtopfyldende og næsten altid i lysende humør. Det virker som et skønmaleri. Og da lillesøster Serena Williams fravælges af Richard Williams’ første fangst, stjernetræneren Paul Cohen (Tony Goldwyn), hvad sker der så? Der er lidt surmuleri og melankoli.
Der jongleres helt klart med fakta. King Richard slutter med, at Venus Williams som 14-årig i finalen i en mellemstor turnering møder verdensranglistens nummer ét, Arantxa Sánchez Vicario. Denne spanier var i virkelighedens verden nummer to, og de mødtes i 16-dels-finalen. En acceptabel dramatisk stramning, der blot peger på de friheder, der tages i enhver biopic.
Mor forbedrer serven
Heldigvis er der også plads til moren, Oracene ’Brandy’ Williams (spillet med stor autoritet af Aunjanue Ellis), der er fornuftens stemme og bolværket mod patriarkens bedrevidende, magtfuldkomne og ofte egomaniske adfærd. Så langt går den dobbelte datterproducerede King Richard altså i sin kritik af farmand.
Det er også moren, der træner Serena Williams og blandt andet – ifølge filmen – forbedrer hendes serv. Mens storesøster oplæres af stjernetræneren Cohen.
Det er Venus, der får mest opmærksomhed i filmen af de to. Mens det i tennishistorien er Serena, der har vundet langt de fleste grandslam-single-titler, 23 mod storesøsterens syv. Hun kom sig altså over den første udelukkelse. Her gemmer sig – som i det hele taget i søstrenes opvækst og modning – en anden og lige så interessant historie.
’King Richard’ – Instruktion: Reinaldo Marcus Green. Manuskript: Zach Baylin. Fotografi: Robert Elswit. Længde: 145 minutter. Biografer landet over – og senere på HBO Max.
