Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Malerierne er heldigvis ligeglade med, at Louisiana på smagløs vis gør Jerichau queer

Omfanget af Jens Adolf Jerichau-udstillingen på Louisiana gør, at den samtale, kunstneren fører med maleriets poetiske midler, træder frem. Men den frie og åbne bevægelse mod nye horisonter har intet at gøre med nogen anden forklaring end maleriet selv
Maleriet Hæcuba fra 1916

Maleriet Hæcuba fra 1916

Anders Sune Berg

Kultur
9. november 2021

Det er måske forståeligt, at Louisiana gerne vil være med på noderne, men det er smagløst, synes jeg, i den anledning at ville sætte Jens Adolf Jerichau (1890-1916) op, som var han en slags forløber for øjeblikkets queerbevægelse. Ville han have været queer på den måde, hvis han havde levet i dag?

Der var i hans liv adskillige forbindelser med homoseksuelle mænd, kendte som homoseksuelle – men ikke af den grund som queer – og det er absolut muligt, at de har sat ham ind i, hvad Louisianas katalog ser som datidens homoseksuelle kunstneriske kanon, uden at komme meget dybere i den sag end til Oscar Wilde og – lidt forbløffende – »den italienske forfatter Dante Alighieri«, alias Dante. Ham fra Dantes Plads med Den Guddommelige Komedie.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Det queere perspektiv på Jerichau blev da introduceret allerede med Troels Andersen.