Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Mohamed Bourouissas afvæbnende billeder af unge utilpassede gør blikket mindre rent

Udstillingen er på en måde helt enkel og klar i mælet med hvide vægge og få værker, men dens symbolik er stærk, og ja, uafrystelig
Bourouissas fotografier har nok en dokumentarisk stil af gadens liv, men de er alle mere eller mindre koreograferede. Som det billede af en figur med skeletudklædning a la halloweenkostume, der står midt i en ring af ild.

Bourouissas fotografier har nok en dokumentarisk stil af gadens liv, men de er alle mere eller mindre koreograferede. Som det billede af en figur med skeletudklædning a la halloweenkostume, der står midt i en ring af ild.

David Stjernholm

Kultur
6. november 2021

Udstillingen med Mohamed Bourouissa (født 1978) på Kunsthal Charlottenborg starter med høje råb og lyde i et ellers helt bart og hvidt rum. Lydene kan man selv prøve at genskabe ved at råbe titlen på udstillingen højt: HARa!!!!!!hAaaRAAAAA!!!!!hHAaA!!!

Opråbet er et alarmsignal, et simpelt, men stærkt lydbillede, der bruges til at advare narkotikasælgere i Marseille om, at politiet er på vej. I rummet runger det som et vækkelseskald og gør det også sanseligt klart, at i disse rum bør man være på vagt efter tegn på magten.

Bourouissa er født i Algeriet og opvokset i de parisiske forstæder, og alle, der husker den franske film La Haine (på dansk Hadet) fra 1995 af Mathieu Kassovitz, vil forstå den dybe kløft, endda det had, der eksisterer mellem de unge med indvandrerbaggrund i forstæderne og politiet. I udstillingen kværner den film hele tiden i mit baghoved, både på grund af de mange fotografier, der netop forestiller unge fyre, der hænger ud i forstæderne, og på grund af det dokumentariske tilsnit som Bourouissas fotografier og film er præget af. Tilsat en gadens råhed.

Udstillingen med Mohamed Bourouissa er på en måde helt enkel og klar i mælet med hvide vægge og få værker, men dens symbolik er stærk.

Udstillingen med Mohamed Bourouissa er på en måde helt enkel og klar i mælet med hvide vægge og få værker, men dens symbolik er stærk.

David Stjernholm
Som i den række fotografier af forskellige størrelser, der hænger på væggen i en salonophængning. Serien er opkaldt efter området Periphérique, der ligger på den anden side af den store ringvej omkring Paris, og hvor der i 2005 var store optøjer. Det, der i byplanlægningen er »perifert« og dermed udgrænset, bliver det centrale motiv for Bourouissa, der selv er opvokset i området, og som ikke kunne genkende de historier og billeder, der cirkulerede i medierne efter optøjerne.

Forstædernes symboler

Bourouissas fotografier har nok en dokumentarisk stil af gadens liv, men de er alle mere eller mindre koreograferede. Som det billede af en figur med skeletudklædning a la halloweenkostume, der står midt i en ring af ild. Ovenover hænger et mindre fotografi af en fyr, der tænder et lille bål i gaden. Grænsen mellem livets opretholdelse og døden synes at ulme i denne serie, hvor den latente fare for overmagten føles nærværende.

I et af fotografierne er en række unge samlet i mørket ved nogle boligblokke, og én står på et tag med den franske trikolore i hånden – men det hænger slapt ned og er ikke ved at blive rejst i triumf som i forlægget – Eugène Delacroixs berømte maleri Friheden fører folket på barrikaderne (1830), hvor en kvinde med blottede bryster triumferende vajer flaget over den kæmpende folkemængde.

Den frihed, lighed og broderskab, som folket i Delacroixs maleri kæmper for og bravt forsvarer med trikoloren i hånden, er stadig ikke kommet samfundets ildesete til gode. De er stadig »de perifere« problembørn fra forstæderne.

Den sorte cowboy

Udstillingens mest omfattende produktion er filmværket Horse Day, der handler om »den sorte cowboy«. Det kan lyde som en anomali, for er cowboyen ikke netop indbegrebet af den hvide mand og hans »heroiske« kamp mod den indfødte indianer? Ikke desto mindre fandt kunstneren under et ophold i Philadelphia en kultur af sorte ryttere, der selvfølgelig ikke er et nyt fænomen, men som bare ikke har været en figur, vi kender fra Hollywood.

Udstillingens mest omfattende produktion er filmværket Horse Day, der handler om »den sorte cowboy«.

Udstillingens mest omfattende produktion er filmværket Horse Day, der handler om »den sorte cowboy«.

David Stjernholm

Bourouissa har et skarpt blik for de billeder, vi alle er vokset op med eller er præget af via medierne, og det er dem, han hele tiden i sine værker forsøger at bryde eller skabe mere komplekse versioner af. Som eksempelvis filmen om sorte cowboys, selv om én af rytterne i filmen siger: »I’ll never dress up like a cowboy. I’m a horseman

Filmen foregår på et grønt areal i byen, hvor rytterne arrangerer en festlig konkurrence om den flottest udklædte rytter og hest. Og der er noget helt og aldeles afvæbnende over at se en sort mand i sadlen med en udklædt hest i festligt rødt glimmerstads. Glem John Wayne og de mange western, og nyd i stedet Horse Day, der vender op og ned på de visuelle koder, vi har så dybt prentet på nethinden.

De rørende tyve

Udstillingens mest rørende værk er også det sidste. Her hænger en række grynede fotografier på et metalhegn. Fotografierne er oprindeligt taget af en butiksejer i Brooklyn, der i stedet for at melde tyvene til politiet har taget deres portræt og hængt det ved kassen. Her står de i butikken og fremviser det, de havde forsøgt at stjæle, ganske almindelige varer som brød, frugt og æg. Det ubetydelige ved genstandene får behovet for at stjæle dem til at blive fotografiernes egentlige motiv. Disse kornede polarorider har Bourouissa siden affotograferet, og det, der fra butiksejerens side var tænkt som en advarsel mod at stjæle i hans butik (skammen ved at blive udstillet), bliver i udstillingen mindre portrætter af enkeltpersoner og mere et værk om ulighed og fattigdom. Og om liv i konstant fare – for ikke at have noget at spise og for at blive taget i at stjæle.

Udstillingen er på en måde helt enkel og klar i mælet med hvide vægge og få værker, men dens symbolik er stærk, og ja lige så uafrystelig som La Haine var det i halvfemserne. I den mediekultur, vi i dag er rundet af, er mennesker på flugt, mennesker med indvandrerbaggrund og mennesker nederst i det sociale hierarki stadig ramt af meget stigmatiserende narrativer og en mediedækning, der sjældent skaber grobund for mere medmenneskelighed og generøsitet, men derimod opildner til mere frygt, vold og racisme.

Bourouissas værker blotlægger den mekanisme og giver os samtidig ambivalente modbilleder på nogle af de tungeste klicheer for vestlig imperialisme: den fredelige sorte ridder, unge der hænger ud med Lacoste-tøj (det tidligere så yuppieagtige mærke) er nu blandt de unge utilpassedes foretrukne tøjmærke. Det er disse symbolske glidninger, som Bourouissa har et særligt blik for at skildre, og som gør vores blik mindre rent, mere komplekst. Sådan som verden nu engang er.

Mohamed Bourouissa: ’HARa!!!!!!hAaaRAAAAA!!!!!hHAaA!!!’, Kunsthal Charlottenborg, indtil 20. februar 2022

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her