Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nogen gange har man bare brug for at holde med en trøffelhelt

Dokumentarfilmen ’Trøffeljægerne fra Piemonte’, der handler om ældgamle, stolte mænd og deres elskede hunde, som fnyser af samtidens forråede grådighed, er en fotogen og herligt sentimental dyrkelse af naturens og det enkle livs kræfter
’Trøffeljægerne fra Piemonte’ er en meget ømt følt film. Dens etos er at sanse og mærke verden i snudehøjde. At se en madvare indgå som en del af naturens og et lille samfunds kredsløb.

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ er en meget ømt følt film. Dens etos er at sanse og mærke verden i snudehøjde. At se en madvare indgå som en del af naturens og et lille samfunds kredsløb.

Sony Pictures

Kultur
4. november 2021

Da jeg forleden fortalte en kollega – lidt ældre, nok også lidt mere ængsteligt anlagt – at jeg havde været i biografen for at se en dokumentarfilm om nogle milde, meget gamle mænd og deres flittige trøffelhunde på jagt efter luksusmad i smukke norditalienske landskaber, stønnede hun: »Eeeej, hvor dejligt. Eeeeeeej, hvor godt!«

Og det støn ville cirka også udgøre min egen helt korte anmeldelse af Trøffeljægerne fra Piemonte. Her er et styks billedskøn, nervedulmende, behageligt svulstig nostalgi om mennesker, der lever i pagt naturen og med dyrene. Verden, som den burde se ud.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her