Norske Helga Flatland har igennem flere romaner skrevet om familier og sorg. Blandt andet i Alle vil hjem-trilogien, hvor fire barndomsvenner fra en norsk bygd rejser til Afghanistan, og kun én vender tilbage, og i skilsmissefortællingen En moderne familie.
I Flatlands seneste roman, Et liv forbi, møder vi den 67-årige Anne og hendes 38-årige datter Sigrid. Anne bor på familiens gamle gård i en lille bygd på Vestlandet, mens Sigrid har bosat sig i Oslo med mand og barn. Sigrids opvækst med en syg og plejetrængende far har sat dybe spor, og forholdet imellem mor og datter er præget af uudtalte anklager, afstand og savn.
Vi følger dem skiftevis i løbet af et års tid, hvor Anne får konstateret en dødelig kræftsygdom, og begge forsøger at nærme sig den tilgivelse og forsoning, som de hver især længes efter.
Hver dag tager 67-årige Anne et morgenbad i søen i nærheden af gården – en tradition, hun har videreført fra sin mand Gustav, som nu bor på plejehjem. Han fik sin første hjerneblødning, da Sigrid var syv år gammel, og har siden mistet både sproget og hukommelsen.
I mange år plejede Anne ham derhjemme – selvopofrende, eller af frygt for at miste grebet – og Sigrid var sammen med storebroren Magnus ofte overladt til sig selv. Det er dette svigt, Sigrid husker, når hun tænker på barndommen. Som voksen er hun flyttet så langt væk fra bygdelivet, som hun kan komme, og har uddannet sig til læge. Sammen med Aslak, som kommer fra nabogården, har hun den fireårige søn Viljar, og den 19-årige datter Mia, som Aslak tog til sig som spæd. Kernefamilien bliver udfordret, da Mias biologiske far Jens, som forlod Sigrid, da hun var gravid, også flytter til byen.
En skildring af almindelige liv
Flatland er virkelig god til at skildre familierelationer og alle nuancerne i dynamikken imellem de forskellige personer, sådan som de opleves af henholdsvis Anne og Sigrid.
Selv om Anne har romanens første og sidste ord, og hendes sygdomsforløb sætter rammen for historien, fremstår Sigrid som fortællingens hovedperson. De små skred og forskydninger i hendes forhold til manden Aslak, til ungdomskæresten Jens eller til den snart voksne datter Mia, er lige så fintstemte og komplekse som hovedfortællingen om forholdet til hendes mor.
Flatland bruger enkle, hverdagslige detaljer til at give indblik i personernes følelsesliv. Som de ankelstøvler, Sigrid tropper op i, når hun besøger sin syge mor på gården: Fra Annes perspektiv er det upraktiske fodtøj et demonstrativt symbol på datterens afstandtagen fra alt det, hun kommer fra, fra bygden og fra Anne selv. Når Sigrid senere i romanen besøger Jens, og ser hans samboers elegante støvler i gangen, bliver hun ramt af mindreværd: Alle følelserne af ikke at passe ind i storbyen, af ikke at kunne lægge opvæksten bag sig, og alle de uforløste følelser i forhold til ham, mødes i hendes registrering af den anden kvindes sko.
Der er ikke noget umiddelbart spektakulært ved sproget eller ved den enkle komposition i Et liv forbi. Det er en roman, som giver en stærk følelse af at skildre almindelige mennesker, det helt almindelige, stille liv, med alle de komplicerede forhold og ambivalente følelser, som det indebærer.
Flatlands fokus på familien, det lette tempo igennem årstiderne, og de relativt få steder, hvor handlingen udspiller sig, skaber en fortættet ramme, og selv når stærke følelser er i spil, forbliver romanens tone rolig og afdæmpet. Som når Anne i en fin scene trodser sygdommen for at gå ned og tage sit rituelle morgenbad:
»Det er stadig daggry, jeg går forsigtigt for ikke at glide på det glatte underlag, kender i blinde hver en sten og forhøjning på stien ned mod søen, men stoler ikke længere på hverken benene eller balancen eller på andre vigtige funktioner i min krop. På badebroen bliver jeg stående og ser ud over vandet; de høje fjelde, der omringer os, har fået et forsonligt lag nysne på toppen, ser milde og imødekommende ud mod alt det mørke, og jeg mærker raseriet hamre i mig.«
Et liv forbi er en roman om omsorg og tilgivelse. Snarere end at være en tilbageskuende fortælling om et enkelt liv, som titlen kan antyde, fremviser Flatland et tværsnit af en hel familie – fyldt med modstridende erindringer, ønsker og følelser. Romanen handler blandt andet om de forhold, man kunne have haft: De forhold, som aldrig blev til noget, eller som blev noget andet, end man havde håbet. Men også om de forhold, man rent faktisk har, og om vigtigheden af at bevare og værdsætte dem. Det er en fin og trist roman, med en lethed på trods af temaets tyngde.
Helga Flatland: ’Et liv forbi’. Oversat af Karen Fastrup. Turbine. 262 sider, 300 kroner
