Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny bog viser, hvordan det digitaliserede undervisningsrum forringer dannelse og viden

Har 15 års digitalisering af undervisningen i det danske uddannelsessystem gjort de unge klogere og mere dannede? Nej, mener uddannelsesforsker Dorte Ågård. Hendes nye bog har manglet som tung modvægt til mange års voldsom it-begejstring – fremover kan debatten ikke foregå uden om den
Kultur
26. november 2021
Ågård skriver ikke noget om fordele ved it – dem har vi allerede hørt så meget om, påpeger hun. Hendes bog er således ikke lagt an som en afvejende diskussion.

Ågård skriver ikke noget om fordele ved it – dem har vi allerede hørt så meget om, påpeger hun. Hendes bog er således ikke lagt an som en afvejende diskussion.

Ulrik Hasemann

De seneste 15 års enorme digitalisering af undervisningen i det danske uddannelsessystem, fra folkeskolens mindste klasser til universitetet, udgør utvivlsomt den største direkte revolution af betingelserne for dannelse og uddannelse i Danmark i det 21. århundrede. Og Danmark er angiveligt det land, hvor begejstringen og revolutionen har været allerstørst. Dels har dens tempo været kolossal.

I gymnasieskolen for eksempel stod computere i fjerne edb-lokaler indtil slut-00’erne. Men så blev bærbare computere billigere, i 2007 kom både smartphonen og Facebook, og skolerne installerede trådløse netværk, så alle elever kunne være online konstant. Og vupti: Omkring 2010 var alle klasserum fyldt med 30 onlinecomputere og mobiltelefoner. Enhver kan forestille sig, hvad det kan gøre ved nærværet, fællesskabet og fordybelsen – grundbetingelser for viden og dannelse.

Derudover har revolutionens magt været stor: Den er kommet oppefra og udefra – fra skiftende 21st Century Skills-fikserede regeringer, techindustrien, Kommunernes Landsforening, erhvervslivet, konsulentfirmaer, råd, nævn og styrelser, udbydere af digitale læringsplatforme og fra alskens dokumenter og rapporter de seneste 25 år. Så sent som i 2020 lancerede gymnasierektorforeningen et meget radikalt forslag om et gennemdigitaliseret gymnasium.

Endelig har revolutionen været småparadoksal: Imens der oppe- og udefra er skabt en dominerende præmis om, at undervisning uden it – for eksempel med tavle og kridt – er gammeldags og bagstræberisk, har mangen en underviser stået midt i det digitaliserede undervisningsrum, erfaret de åbenlyse ulemper og undret sig over den massive it-begejstring.

Dette rids af en udviklingshistorie er noget af baggrunden for uddannelsesforsker Dorte Ågårds nye bog Skærme i skolen – et forsvar for krop, koncentration og fællesskab i et klasserum med digitale medier, som handler om udviklingen i Danmarks uddannelsessystem de seneste 20 år med fokus på det digitales betydning for faglighed, viden og dannelse.

Ågårds konklusion er klar: Den enorme it-begejstring i Danmark har været en »vildfarelse«. Det vigtige ved hendes bog er dog ikke alene dens kritik, men også dens brede fundament af viden og dens opbyggelige, helhedsorienterede og originalt tænkte forsvar for en meget it-begrænset undervisning.

En vej ud

Bogen bygger på 25 års undervisningserfaring, heraf 16 år i gymnasiet, ti års forskning i klasseledelse, dialog med 200 danske uddannelsesinstitutioner og viden fra en lang række forskningsfelter: adfærds-, neuro- og perceptionspsykologi, søvnforskning, kropsfænomenologi, læse- og læringsforskning mv. Og bogen udmærker sig ved at levere, hvad der har manglet på dansk grund: et grundigt og normativt reflekteret bud på en vej ud af den vildfarelse, bogen diagnosticerer.

Ågård vil oplyse, rydde op, komme med konkrete løsningsforslag og vende udviklingen. Og hun vil gøre op med forskningens ulyst til at tage stilling og vise en vej ud af den forvirring, der præger debatten. Det er således også en kernepointe hos Ågård, at der i dag, når det kommer til den gode undervisning, hersker en usikkerhed og mangel på kompas – skabt af den pludselige it-flodbølge, forestillingen om it som noget særligt, man ikke rigtig har forstand på, manglende viden om konsekvenser af it, frygt for at virke umoderne og så det, Ågård ser som udbredt relativisme og »socialkonstruktivisme« hos medieforskere og andre: Intet er givet, selv det grundlæggende er til forhandling – fag og lærerens rolle for eksempel. Og et klasserum er pludselig et »oldtidslevn«, som en aktør skrev i Politiken sidste år. Nej, siger Ågård: Det afgrænsede klasserum opdyrker et forpligtende fællesskab og dermed dannelse.

Hos Ågård er der ingen slinger i valsen, og hendes egne kriterier for god undervisning er klare helt op i bogens undertitel. Hun vil nemlig have tydeliggjort alle positioners antagelser – og kortlægger og analyserer hovedpositioner i debatten – så vi kan gennemskue og navigere. Hendes egne kriterier for det gode kredser om krop, koncentration og fællesskab: Det kropslige er en kerne i læring og erfaring (derfor er det for eksempel bedst at læse i en papirbog frem for på en skærm, påpeger Ågård med henvisning til forskning heri). Fordybelse, hukommelse og flid kræver koncentration. Og uden et forpligtende fællesskab, mindre social duelighed og myndiggørelse. Ågårds tre kriterier betinger således viden og dannelse – og begrunder begrænsning af it.

Ågård er stærk, fordi hun er rigt informeret. Hun kan hævde, at der mangler lærerautoritet, da der er solid forskning, der viser, at en lærer med en kombination af høj styring af undervisningen og venlighed skaber mest elevmotivation og udbytte af undervisningen. Og hun kan bredt vise, hvordan det hele så alligevel kan rykke mod mere it og mindre styring. For eksempel slår hun ned på et kapitel af forskerne Nikolaj Elf og Michael Paulsen i bogen Gymnasiepædagogik, som er pensum for alle nye gymnasielærere. Ågård fremlæser, hvordan kapitlet langsomt får gjort it til det gode og forbud og modstand mod it til det forkerte og gammeldags.

Ågård har også fine afsnit om dannelse og dens betingelser. Her trækker hun særligt på Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelsen? (2016) og hans påstand om, at dannelse som selvoverskridelse i dag igen – efter opgøret med den sorte skole – kræver klare krav og lærerautoritet, fordi den flid og koncentration, selvoverskridelsen forudsætter, skal styrkes. Ågård bygger også på en podcastsamtale om dannelse, »Dannelse i gymnasieuddannelserne«, jeg lavede for Gymnasieskolernes Lærerforening i 2020 med Rune Lykkeberg – hun citerer fra Lykkebergs dannelsesforståelse, der blandt andet betoner, at dannelse er tilegnelse af »det pensum, du ikke selv har valgt«: Man kan ikke blive samfundsduelig og fri, hvis ikke man fordybet overskrider sig selv for at forstå det, autoriteter udpeger som det vigtige i verden.

Dette og Hermanns betoning af, at medbestemmelse og selvstændighed går gennem autoriteter uden for individet, flugter med Ågårds fordring om høj lærerstyring og rammer. Ågårds bog slutter med en lang række forslag til it-begrænsende løsninger, blandt andet inspireret af Nyborg Gymnasium, som for eksempel forbyder mobiltelefoner og blokerer for internetsider.

Ikke til at komme udenom

Ågård har den argumentatorisk lidt særlige fremgangsmåde ikke at ville skrive noget om fordele ved it – dem har vi allerede hørt så meget om, påpeger hun. Hendes bog er således ikke lagt an som en afvejende diskussion. Og bogen er trods sin kloge argumentation for egen position selvsagt ikke et endegyldigt argument. Men den er et meget stærkt og velbegrundet forsvar for begrænsning af it skrevet af den helt rigtige: en skarpt tænkende praktiker og teoretiker med fingeren på mange forskningsfelters og skolers puls.

Ågårds bog har manglet som tung modvægt til mange års voldsom begejstring – fremover kan debatten ikke foregå uden om hendes bog. I forlængelse af de seneste års dagsordensættende bøger om uddannelse og dannelse, der ligeledes vil genskabe læreren som disciplinerende og vidensmæssig autoritet og også begrænse støjen fra det digitale – jeg tænker mest på nævnte bog af Hermann og Merete Riisagers Selvbyggerbørn (2020) – ser vi med Ågård endnu en kapacitet, som vil tilbage til mere klassiske dyder. Og som taler magten midt imod og gør det næsten umulige mere muligt: Man kan nu langt nemmere forestille sig et reelt alternativ til alt det digitale. I bogen spørger Ågård: »Hvem ved, om det om 25 år vil virke antikveret at se film fra 2010’erne, hvor skoleelever sidder med skærme foran sig hele tiden?« Ja, hvem ved.

Dorte Ågård: ’Skærme i skolen – et forsvar for krop, koncentration og fællesskab i et klasserum med digitale medier’, Frydenlund, 190 sider, 269 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et herligt og nødvendigt opgør med den altomfattende bevidstløse begejstring for den digitale verden. Bogen bør være pensum ikke blot på læreruddannelsen, - for lærerne får ikke mulighed for selv at tage stilling,- men i al uddannelse af offentlige ledere,

Gudrun Bach, Niels Chr. Nielsen, Irene HESSELLUND, Jes Balle Hansen , Ejvind Larsen og Gert Hansen anbefalede denne kommentar

Michael Pausen og jeg vil gerne kvittere for Jan Maintz’ anmeldelse af Dorte Ågårds nye bog Skærme i skolen i weekendudgaven af Information. Anmeldelsen har i avisudgaven overskriften Digitalisering forringer dannelse og viden. Det er da en konklusion der er til at forstå. Vi vidste ikke det var så enkelt. Men sådan ér det altså ifølge Ågård og, forstår man på anmeldelsen, også Maintz.

Når vi umiddelbart tøver ved den konklusion, skyldes det at vi i mange år har forsket i digitalisering i skolen. Vores forskning peger i en noget mere flertydig eller ligefrem tvetydig retning. Én ting er at det er ret udfordrende at afgrænse hvad digitalisering overhovedet hentyder til. Forskning tyder på at forskellige aktører – ledere, lærere, elever, forældre, politikere, forskere m.fl. – forbinder noget ret forskelligt med det begreb. Så der er en kæmpe definitionsudfordring. En anden ting er at skoleforskningen, som vi kender den, peger på at muligheder, problemer, dilemmaer og forskellige antagelser om verden, herunder skoleverdenen, står i kø når det gælder digitalisering i skolens praksis. Så ja, i negativ forstand, digitalisering kan skabe socialpædagogiske problemer. Og ja, i positiv forstand, digitalisering kan skabe adgang til viden som man ellers ikke ville have haft adgang til. Det afhænger af, som man siger. Derfor er anbefalinger til hvad skolen og lærere skal gøre, heller ikke så enkle at give.

Men vi kan forstå på anmeldelsen at den slags nuanceringer, der insisterer på kompleksitet og kontekstens betydning, nu må ryddes af vejen. De er et skråplan. Og det er bl.a. vores forskning der har været med til at skabe skråplanet. I anmeldelsen fremhæves således Ågårds analyse af vores kapitel Brug af it i gymnasiet – muligheder og umuligheder i antologien Gymnasiepædagogik. Anmelderen mener at Ågård tydeligt får vist hvordan forskere som os får fremskrevet digitalisering som det eneste egentlig gode. Den udlægning har vi svært ved at genkende. I det hele taget er vi nok ret uenige i meget af det Ågård på baggrund af forskning mener at vide så entydigt enkelt, og som Mainz saliggør i sin anmeldelse. Det gælder en række forhold der fremhæves i anmeldelsen: viden, dannelse, undervisning, kvalitet.

Men før vi mere grundigt kan kommentere Ågårds bog og anmeldelsen af den, er vi nødt til at have lidt tid til at læse den. Dykke ned i argumentationen, referencerne osv. Finde ud af hvilken genre den skriver i: Er det forskningsformidling eller forsvarsskrift? Alt andet ville være useriøst. Et udtryk for en problematisk accelereret digital kultur, som har det med at forsimple debatten, ikke sandt. Så når vi har læst grundigt, vender vi tilbage med en kommentar til Informations spalter.
God 1. søndag i advent.

Venlig hilsen
Michael Paulsen og Nikolaj Elf