Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Omstridt kunstner vender vreden ryggen og skaber rum for refleksion

På Overgaden har Dina El Kaisy Friemuth, som for nylig blev bredt kendt i dokumentaren ’Oprør på Akademiet’, lavet et blødt rum med plads til eftertanke. Friemuths kunst kan rumme langt flere betydninger, når det læses som kunst, og ikke som debatindlæg
I No History at Alls centrale videoværk med titlen »House of KA« samles to-tre unge kvinder i røde sæt som lysende glødepærer omkring en ældre kvinde.

I No History at Alls centrale videoværk med titlen »House of KA« samles to-tre unge kvinder i røde sæt som lysende glødepærer omkring en ældre kvinde.

Anders Sune Berg

Kultur
13. november 2021

Da jeg kommer til kunsthallen Overgaden på Christianshavn i København, er det allerede novembermørkt. Jeg ved, at der hænger et kunstværk på bygningens facade, men kan knap skimte det.

»SOME IDEAS HAVE TO DIE« ser jeg endelig. Det står med versaler på et gråt banner, der er helt vådt og gennemsigtigt af regnen.

Og selve udsagnet virker tøvende, spagt. 

Hvilke ideer skal dø? Hvem er afsenderen? Og gør sådan en omgang store bogstaver egentlig noget ved de mange dårlige ideer, der findes i verden – eller er sloganet selv en dødsdømt idé?

At give anledning til den slags spørgsmål og skabe plads til de diskussioner, de afføder, er faktisk et af de to hovedspor i tyskfødte Dina El Kaisy Friemuths (f. 1988) første soloudstilling på dansk jord. Det andet spor er vreden og protesten, en trang til at sige fra, som et vredt banner normalt ville indikere.

Men mødet mellem umuliusattitude og forandringsvilje føles særligt frugtbart her. Der er plads til sammenstød. Også helt konkret: for udstillingen er indrettet som en mellemting mellem en biograf og et puderum.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

The Guardian bringer i dag en dejlig artikel om at fokusere på de gode nyheder:

https://www.theguardian.com/society/2021/nov/13/good-news-how-i-broke-my...

Som sagt en dejlig artikel, som blot skæmmes af sætningen: "bad news doesn’t go away with a blanket of optimism".

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Her havde de skrevet »Cancel Curators« og »Elitism sucks« på væggene med spraymaling – noget, der virkede skælmsk, i og med at de selv var kurator og dermed ikke ligefrem det modsatte af elitær."

Tak for en bredt og fint perspektiverende anmeldelse, der ser samtidskunsten i et større sammenhæng.

Det citerede er også udtryk for et af de dilemmaer, som den institutionskritiske kunst ofte havner i. På den ene side er den nødvendig, men som i det nævnte eksempel får det let karakter af "en storm i et glas vand", "skrig endelig løs" - det hele skaber opmærksomhed og sælger, og er som sådan underlagt en form for "repressiv tolerance" i Herbert Marcuses forstand.

På den anden side risikerer den institutionskritiske kunst til gengæld, når den endelig får slagkraft, eller måske ikke er tilstrækkeligt taktisk reflekteret, at ramme de institutioner, der rummer den, så hårdt, at det truer selve institutionernes eksistens.

Et godt eksempel er "buste - aktionen" på Kunstakademiets Billedkunstskoler.

Det er vigtigt ved institutionskritisk kunst at være meget bevidst og kalkulerende i forhold til kunstens institutioner som en del af hele mediebilledet (hvad enten der er tale om kunsthaller eller uddannelses - og forskningsinstitutioner).

Ellers risikerer man, billedligt talt, at gå fra "at save i den gren, man sidder på" til ligefrem "at save grenen over".

Jeg går her ud fra, i relation til "buste - aktionen", at formålet med den ikke kan have været at begå "institutionelt selvmord" - selv om den virkede ret "desperat".