Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Podcasten ’Mohammed og Julie’ er en uafrystelig beretning om ung kærlighed, der måtte gå galt

Kærlighedsfortællingen om en muslimsk dreng, der radikaliseres, og en pige fra Nordsjælland er både rørende og uafrystelig
Kærlighedsfortællingen om en muslimsk dreng, der radikaliseres, og en pige fra Nordsjælland er både rørende og uafrystelig

DR Presse

Kultur
23. november 2021

Selv om titlen Mohammed og Julie leder tankerne hen mod Shakespeares drama om to star-crossed lovers, og Mohammed måske var en Romeo, da han var helt ung, så er denne podcastserie fra DR ikke Shakespeare. Kun den ene af de to hovedpersoner dør til sidst, og det er ikke for egen hånd.

Mohammed og Julie er heller ikke fiktion. Den nye serie i fem afsnit på P1 er den sande historie, som DR selv formulerer det, bag DR3-dramaserien Fredløs, der handler om en ung, københavnsk muslim, der efter en varetægtsfængsling søger mod islam.

Podcasten lægger sig ind i traditionen af historien bag-genren, men den fungerer suverænt i sig selv. Det er først og fremmest en kærlighedshistorie, der bliver fortalt af den kvindelige hovedperson Julie og gennem de mange gribende breve fra den mandlige hovedperson, Mohammed.

Hvad skete der mellem det unge par – pigen fra Nordsjælland og drengen fra Nørrebro, oprindeligt Sierra Leone – fra det første møde i 00’erne og femten år frem? For den 7. december 2015 sad Mohammed, som ikke er hans rigtige navn, sammen med en anden mand i en BMW på en parkeringsplads i Raqqa i Syrien.

Alt tegner lyst

Podcasten er en meget fængslende og rørende beretning om en festglad, varm og retfærdighedssøgende gymnasiepige, der bliver forelsket i den viltre Mohammed til en fest i Nordsjælland, hvor hun og hendes veninder har inviteret en gruppe spændende drenge fra Nørrebro i København med. De to unges baggrunde er vidt forskellige. Julie er vokset op i en kernefamilie med to forældre og tre søskende, der alle holder af hende og bakker hende op i alt, hvorimod Mohammed kun har en bror, og de to drenge fra Sierra Leone deler en lille lejlighed i København.

Mohammed får stemme i podcasten i form af de mange breve, han har sendt til Julie. De bliver smukt læst op af rapperen, Babak Vahili, og fletter sig elegant ind i Julies fortælling. Og Julie er en rigtig god fortæller.

Serien skifter gear mange gange, og man hænger på, det er et drama. Ud over spændingen er det et nuanceret portræt af en nordsjællandsk pige, der bliver forelsket og fascineret af en dreng med ar på krop og sjæl. Ar som han har fået, længe før han mødte Julie. Det er prædestineret til at gå galt.

I begyndelsen holder Julie forholdet til ham hemmeligt for sin familie, i særdeleshed mens han afsoner en dom for væbnet røveri. Men da Mohammed kommer ud af fængslet, flytter de to sammen, han bliver en del af Julies familie, og han kommer i gang med en kokkeuddannelse. Alt ser lyst ud, men så vil skæbnen, at Mohammed bliver arresteret og anklaget for et andet væbnet røveri, som han ikke har begået. Julies familie bakker op om de to unge og støtter Mohammed, så han får en ordentlig advokat.

Men det tager tid, og mens Mohammed er isoleret og varetægtsfængslet, har han kun lov til at tale med én person, fængslets imam. Da Mohammed endelig bliver frifundet, er det en forandret ung mand, der kommer hjem til Julie. Hendes før så rebelske kæreste er blevet tænksom og stille, han drikker ikke alkohol mere, beder og læser i Koranen. Han er fokuseret på hende, hendes familie og deres fælles fremtid. Og det er jo det, Julie altid har ønsket sig. En mand, der vil familie og børn. Og samtidig har Mohammed ingen intentioner om at lave om på hende. Han vil giftes, anmoder Julies far om hendes hånd. Faderen siger ja, hvis Mohammed lader Julie forblive den, hun er, og det lover Mohammed.

Men en graviditet får splittelsen til at vokse mellem dem og derfra udvikler tingene sig i tragisk retning.

En tankevækkende historie

Det er en yderst tankevækkende historie. Lyd, mix og brug af musik er flot. Brugen af tidens popnumre – altså den musik, det unge par dansede til engang – er et greb, der begejstrer og heldigvis overskygger skønhedspletterne.

Tilrettelæggeren er den 32-årige forfatter Sigurd Hartkorn Plaetner, der har lavet et par enkelte podcasts tidligere. Han bruger for mange ord, han fylder for meget, når han skal have Julie til at fortælle, og han laver forbindende tekster, der rigtig mange steder overfortæller og overfortolker. Det, som skulle have været usagt, subtilt, skal partout siges. Et eksempel, popnummeret, der er deres sang, bliver brugt igen i sidste afsnit, og så spørger tilrettelæggeren, mens vi hører nummeret:

»Hvis du nu kunne gå tilbage til Julies teenageværelse, hvor du ligger med Mohammed på sengen og fletter fingre og hører All my life med JoJo og skulle give den Julie et råd, hvad tror du så, du vil sige til hende?«

Det bliver for understreget og for pædagogiserende. Vi har forstået det. Et andet eksempel: Til sidst takker tilrettelæggeren Julie for at have medvirket: »Sidst men ikke mindst vil jeg gerne sige tak til Julie for at have modet og generøsiteten til at dele sin historie med os andre.«

Der bliver en ubalance i formen. Tilrettelæggeren skal ikke takke hende. Det er hendes historie.

Men det til trods er podcasten Mohammed og Julie uafrystelig. Især Julies fascination, forelskelsen der falmer, og hvilke konsekvenser det får, gør indtryk.

’Mohammed og Julie’. Tilrettelagt af Sigurd Hartkorn Plaetner. Klip: Ole Fugl. Produceret for DR af People’s. Kan høres på DR LYD og andre streaming-platforme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her