Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Psykedelisk og mindeværdig Jon Fosse-iscenesættelse på Aalborg Teater

På Aalborg Teaters Lille Scene debuterer den nye husinstruktør Camilla Kold Andersen med sin iscenesættelse af Jon Fosses ’Jeg er vinden’ i en på samme tid farvestrålende og dyster forestilling, som publikum ikke glemmer igen lige foreløbig
Ditte Marie Walter Tygesen står bag scenografien med organisk svungne mønstre i forskellige variationer af rød, blå, gul og grøn på bagvæggen og det lille bjerglandskab, som dækker hele scenegulvet, til forestillingen ’Jeg er vinden’ på Aalborg Teater

Ditte Marie Walter Tygesen står bag scenografien med organisk svungne mønstre i forskellige variationer af rød, blå, gul og grøn på bagvæggen og det lille bjerglandskab, som dækker hele scenegulvet, til forestillingen ’Jeg er vinden’ på Aalborg Teater

Catrine Zorn

Kultur
30. november 2021

Norske Jon Fosse, der få dage før danmarkspremieren på Jeg er vinden i Aalborg modtog Brageprisen, som er en af de mest prestigefyldte norske litteraturpriser, betragtes af mange som den helt store arvtager efter Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson. Og med god grund. Hans dramatiske værker er kendetegnet ved at være kortfattede, uden synderlige regibemærkninger og med masser af gentagelser. Og så er der noget absurd, næsten beckettsk over hans dramatik, der har kendetegnet hans forfatterskab helt fra begyndelsen.

I Camilla Kold Andersens iscenesættelse af Jeg er vinden, der kun varer en times tid, kan publikum opleve to af de mest interessante og alsidige kvindelige skuespillere, som findes i Aalborg Teaters ensemble netop nu: Karla Rosendahl og Marie Knudsen Fogh. De leverer Jon Fosses tekst på en måde, der får den til at fremstå særdeles let, og giver indtryk af, at de har taget ordene til sig og gjort dem til deres egne. Ikke mindst qua Madame Nielsens letflydende danske oversættelse, som formår at bevare den særlige tone, Jon Fosse oprindelige nynorske tekster har.

De to skuespillere fører en samtale, der på overfladen virker meningsløs, men efterhånden åbenbares som en dialog om selve eksistensen. »Går det an ikke at ville noget?« spørger Marie Knudsen Fogh på et tidspunkt, mens hun forsøger at finde frem til Karla Rosendahls bevæggrunde for en ikke nærmere beskrevet handling, hun har udført.

»Jeg findes ikke,« og »jeg er borte med vinden,« siger Karla Rosendahl flere gange både helt i begyndelsen og igen i slutningen af Jeg er vinden. Marie Knudsen Fogh er som hendes anden halvdel, der dels gentager hendes udtalelser som en form for spørgsmål, dels spørger ind til de bagvedliggende følelser, der ligger til grund for hendes tanker og handlinger.

Trods utallige gentagelser og en egentlig cirkulær fortælling, der starter og slutter samme sted, er historien i konstant udvikling og i bevægelse frem mod en form for klimaks. Gentagelserne betyder fra et publikumsperspektiv, at man kan huske ordene og historien bedre. Så lige så vanskelig den må være for en skuespiller at lære, lige så mindeværdig er den for os andre.

Naturen i og omkring mennesket

Til iscenesættelsen af Jeg er vinden står Ditte Marie Walter Tygesen bag en af de mest bemærkelsesværdige og uforglemmelige scenografier længe. Fire store skærme med organisk svungne mønstre i forskellige variationer af rød, blå, gul og grøn danner bagvæggen for en mærkværdig, men fascinerende scenografi, der som et lille bjerglandskab dækker hele scenegulvet. På afstand ser de små bakker ud til at være dækket af en struktur, der bedst kan beskrives som stivnede ryatæpper, der i forskellige felter er farvet lyserød, lyseblå, lysegrøn og lysegul. Det ligner intet, vi kender fra virkeligheden, og så alligevel. For de bølgende mønstre på bagvæggen sender fluks tankerne mod fjorde og fjelde i nordiske landskaber, hvilket understreges fra begyndelsen i Kristian Bergs lyddesign, som byder på dyb, knagende buldren, som af en isbræ, der kælver.

Fra en lem i en af bakkerne i denne psykedeliske version af norske fjelde dukker to lige så mærkværdige eksistenser op. Karla Rosendahl og Marie Knudsen Fogh fremstår som særegne, klumpedumpede væsener. De er stort set ens klædt i sort fra top til tå. Tunge støvler, knælange bukser med vide ben, sært opsvulmede dynejakker og små tætsiddende hætter, der mest af alt minder om bittesmå pilothjelme.

»Jeg ville det ikke. Jeg gjorde det bare,« siger Karla Rosendahl nærmest undskyldende. Begge har de let forundrede ansigtsudtryk med en snert af bekymring.

De taler om at være på en båd, om at sejle hen til en »dejlig og skærmende vig«. Men intet af det, de taler om, er til stede bortset fra i Kristian Bergs lyddesign, hvor vi hører den hakkende lyd af en bådmotor. Men selv lydene går imod fortællingens ord. »Det eneste, der kan høres, er vandets skvulpen mod båden,« fortæller de, mens lyduniverset består af blid, elektronisk musik med lange, lyse toner, der umærkeligt glider over i hinanden.

Universet virker umiddelbart lystigt med de mange klare farver, men på et splitsekund forvandles stemningen gennem Kasper Daugbergs rutinerede lyssætning, der med et enkelt skift i lyset fjerner alle andre farver end sort og rød og får de tos verden til at fremstå dyster og uheldsvanger.

Som hos Henrik Ibsen er naturen en væsentlig medspiller i fortællingen. Det er det for publikum usynlige hav, der drager Karla Rosendahl til sig. Hun er tung, og havet er så let, forklarer hun. Den organiske og vilde scenografi, der bringes til live og gøres foranderlig gennem den virkeligt velafstemte lyssætning, understøtter både fortællingen og det usagte, der ligger og lurer under overfladen. Jeg er vinden giver plads til publikums egne fortolkninger. Hvis man ønsker det, er det helt absurd, men søger man en mening, så findes den i det indre mørke, som de fleste mennesker bærer på.

’Jeg er vinden’. Tekst: Jon Fosse. Oversættelse: Madame Nielsen. Instruktør: Camilla Kold Andersen. Scenograf: Ditte Marie Walter Tygesen. Lys: Kasper Daugberg. Lyd: Kristian Berg. Med: Karla Rosendahl og Marie Knudsen Fogh. Spiller på Aalborg Teater til 18. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her