Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Rachel Cusk behersker kunsten at skrive sexet uden at skrive om sex

’Det andet sted’ er den første roman af Rachel Cusk efter den succesfulde Omrids-trilogi, og den er et lille udsøgt psykologisk drama forklædt som kammerspil
Rachel Cusk er noget af det mest spændende, der er sket i den nye litteratur, skriver litteraturredaktør Peter Nielsen i sin anmeldelse af hendes nye bog.

Rachel Cusk er noget af det mest spændende, der er sket i den nye litteratur, skriver litteraturredaktør Peter Nielsen i sin anmeldelse af hendes nye bog.

Marta Perez

Kultur
5. november 2021

Rachel Cusk er en af tidens mest spændende forfattere. Og hendes romantrilogi – Omrids fra 2014, Transit fra 2016 og Kudos fra 2018 – om den fraskilte Faye, der selv træder tilbage og lader andre personers fortællinger overtage sin tekst, er en af de mest banebrydende fornyelser af den europæiske roman her i første del af det 21. århundrede.

Her gjorde Rachel Cusk op med litterære konventioner om plot og karakter og udvidede vores forestilling om, hvad en roman skal være. Især at hun næsten smed jeget, der gennem århundreder havde gjort tro tjeneste i romanens univers, på lossepladsen, var radikalt. Dette jeg, der havde tjent som udgangspunkt for opdagelse og erobring af verden og indre psykologisk inspektion, var blevet reduceret til en tom plads, et omrids, der udelukkende eksisterede i kraft af møder med andre mennesker. Det forunderlige ved hendes trilogi var tillige, at den formmæssigt syntes at modsige ideen om, hvad en roman er, samtidig med at den var et kvalificeret svar på de problemer, som romanen i det 20. århundrede havde efterladt ubesvarede.

Når en forfatter i den grad bryder konventionerne, som Rachel Cusk gjorde med Omrids-trilogien, kan man ikke andet end være spændt på, hvad hun gør derefter.

Som det fremgår af Mathilde Moestrups interview med hende, har Rachel Cusk solgt sit hus i Norfolk ved den engelske østkyst (ikke ulig det marskområde, hvor hendes nye roman udspiller sig) og forladt England og flyttet til Paris. På flugt fra Brexit og »nationens totale forfald«, som hun udtrykker det – men jeg får lyst til at sige, at Rachel Cusk da vist altid har befundet sig i et limbo og på vej et andet sted hen. Måske er det ligefrem en styrke.

Hvad gør hun så i den nye roman? Det andet sted er en førstepersonsfortælling fortalt af M – en mindre succesfuld forfatter end Rachel Cusk selv – der inviterer en kendt maler, L, til at bo i det anneks, som M har indrettet som kunstnerbolig med sin mand, Tony, i det engelske marskland. Baggrunden for invitationen er, at M for år tilbage i et parisisk galleri så en række portrætter og landskabsmalerier af L, som satte hendes sind i et oprør, der lod »hende falde ud af de rammer, hun i årevis havde levet under«.

En tilstand, der førte til, forstår man, at hun forlod sin første mand og først senere igen fandt fast grund under fødderne ude i marsklandet med en ny mand. Nu er M så igen i en moden alder eksistentielt i ubalance, »branden brød ud igen overalt omkring mig«, og invitationen af den maler, der har set noget, som hun også har set, er at lege med ilden. Hendes begrundelse over for L er, at kun han vil kunne indfange det landskab, hun bor i. Underforstået kun han vil kunne se og male hendes sande sjæl.

L kommer ad omveje til huset i marsken, men ikke alene. Han medbringer den unge kvinde Brett, måske en elskerinde. Dertil kommer, at også M’s datter fra første ægteskab, Justine, og hendes nye kæreste, Kurt, også melder deres ankomst til huset i marsken.

Sådan omtrent sættes scenen i romanen, der herefter udspiller sig som en eksperimentel og psykologisk forsøgsanordning, hvor relationer på kryds og tværs endevendes og forskydes i noget, der kunne minde om en social komedie, som på sædvanlig Rachel Cusk-maner indeholder lige dele brutal sandhed og satire. Og slet ikke ulig Goethes klassiske roman Valgslægtskaberne.

En note fortæller, at Cusk har været inspireret af Mabel Dodge Luhans erindringsbog Lorenzo in Taos fra 1932, året hvor den store engelske forfatter D.H. Lawrence kom for at bo hos hende. Den bog har Cusk koloniseret.

I Cusks version er Lawrence blevet til L, stadig kunstner, men altså maler, og Mabel Dodge Luhan romanens M. Det andet sted fortælles af M til en »Jeffers«, der i øvrigt ikke spiller nogen rolle i bogen og som forbliver anonym bag ved det hele, men et hurtigt opslag fortæller, at Luhan havde sin egen ’Jeffers’ i bogen, den amerikanske digter Robinson Jeffers, som hun henvendte sig til i erindringsbogen.

Cusk er i Det andet sted endt et ubestemt sted mellem den klassiske psykologiske roman og trilogiens afvikling heraf. Romanens fortællerjeg, M, har til forskel fra Faye i trilogien en historie. Man ser verden inde fra hende og hører hendes tanker, men uden at romanen er noget psykologisk portræt. Der er tanker og tale, men ingen selvinspektion. Hun er mere spændt ud i verden, skildret som hun bliver til i sine omgivelser. Man erfarer ikke, hvordan andre ser hende, men vi ser alligevel M udefra i kraft af de relationer, hun indgår i.

Det er faktisk en ret fin og svær balance, Cusk her holder. Hvis jeg skal prøve at beskrive det, så er romanen mere som et malerisk selvportræt, hvor man ser personerne udefra i en lidt sløret version.

Det ironiske er i den sammenhæng, at den eneste person, som L ikke vil male, efter at han har bosat sig i annekset, er M. Hele hendes begær er ellers vendt mod, at han skal portrættere hende, men det afviser han, fordi han, som han siger, ikke kan se hende tydeligt. Hun er så at sige den, der skal blive til i løbet af romanen.

Det andet sted er ikke nyskabende i samme grad som Omrids-trilogien. Den er et spændende eksperiment og forsøg på at finde en anden vej ud af de dilemmaer, der har optaget Rachel Cusk helt fra begyndelsen, nemlig karaktertegning på baggrund af en omverden, repræsentation af en kvindelig erfaringsverden over for mandens uendeligt selvberoende og privilegerede indtagelse af verden.

Romanen er et lille udsøgt psykologisk drama forklædt som kammerspil. Især er Rachel Cusk utrolig god til at holde en spænding og flertydighed i sin skrift. Jeg kom til at tænke på, at det må være grunden til, at der ingen sex er i romanen, ligesom der heller ikke var det i trilogien. Ikke fordi der skal være sex i en roman, men fordi den uden at være der hele tiden faktisk er antydet. Det er selvfølgelig også en kunst at skrive sexet, uden at skrive beskrive en seksuel handling.

Derfor er Det andet sted besættende lidt på samme måde som Judith Hermanns nye roman Hjem, der faktisk også har et marsklandskab som baggrund for et eksistentielle drama. Der kan tegnes en lille fin stiplet linje tværs over Nordsøen, der i litteraturen forbinder den engelske østkyst med den nordtyske vestkyst.

Rachel Cusk er noget af det mest spændende, der er sket i den nye litteratur. Men jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke efter Det andet sted aner, hvor hun er på vej hen. Måske skal hun nu nærme sig noget, hun ikke tidligere har skrevet om, nemlig barndom. Der ligger helt klart et stof og venter der.

Rachel Cusk. Det andet sted. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. Rosinante. 240 sider. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her