Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

René Fredensborgs erindringsroman forbliver mest af alt en grå suppe af hurtigknepperi og sløj prosa

I René Fredensborgs ’Sjuft’ kæmper fortælleren med ikke at ende som sin far, men hverken fortælleren eller romanen selv sætter for alvor spørgsmålstegn ved de strukturer, der får ham til at handle, som han gør
De bedste passager i bogen er dem, der behandler erfaringen af at være et udsat barn, om at være sårbar og hungre efter opmærksomhed og anerkendelse.

De bedste passager i bogen er dem, der behandler erfaringen af at være et udsat barn, om at være sårbar og hungre efter opmærksomhed og anerkendelse.

Robin Skjoldborg

Kultur
5. november 2021

Godt 50 sider inde i René Fredensborgs nye roman har jeg allerede bestemt mig: Mit nye hadeord er »hurtigknepperi«, og min nye hadevending er »at skrue fisseblikket på«.

Desværre er begge fraser ret emblematiske for både prosaen og handlingen i den omstridte journalists nye erindringsroman Sjuft. Det er en mere eller mindre kronologisk fortælling, der følger forfatterens opvækst i Vamdrup i Sønderjylland og strækker sig helt frem til midten af 2021, hvor han har giftet sig og fået barn med en filippinsk kvinde, Shine.

I centrum for bogens handling står desuden Bjarne, eller ’Don Bjarno’, fortællerens far, en fordrukken og hensynsløs stodder, der ved bogens begyndelse fejrer sin 60-års fødselsdag på Filippinerne, hvor han meget sigende har forskanset sig på hotellet Lost Horizon og giftet sig med Analyn, Shines moster, som han dårligt nok kan kommunikere med.

Her kan han for alvor dyrke den hensynsløse, grænseoverskridende adfærd, han har budt sine omgivelser hele sit voksenliv, med store skader til følge og med flere ægteskaber og en sønderrevet familie bag sig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her