Godt 50 sider inde i René Fredensborgs nye roman har jeg allerede bestemt mig: Mit nye hadeord er »hurtigknepperi«, og min nye hadevending er »at skrue fisseblikket på«.
Desværre er begge fraser ret emblematiske for både prosaen og handlingen i den omstridte journalists nye erindringsroman Sjuft. Det er en mere eller mindre kronologisk fortælling, der følger forfatterens opvækst i Vamdrup i Sønderjylland og strækker sig helt frem til midten af 2021, hvor han har giftet sig og fået barn med en filippinsk kvinde, Shine.
I centrum for bogens handling står desuden Bjarne, eller ’Don Bjarno’, fortællerens far, en fordrukken og hensynsløs stodder, der ved bogens begyndelse fejrer sin 60-års fødselsdag på Filippinerne, hvor han meget sigende har forskanset sig på hotellet Lost Horizon og giftet sig med Analyn, Shines moster, som han dårligt nok kan kommunikere med.
Her kan han for alvor dyrke den hensynsløse, grænseoverskridende adfærd, han har budt sine omgivelser hele sit voksenliv, med store skader til følge og med flere ægteskaber og en sønderrevet familie bag sig.
Uinteressant
På trods af tempoet i bogen, de skiftende scener, den høje fart, er det hele alligevel så … kedeligt. Langtrukkent. Langsomt. Og ikke mindst pinefuldt i sin manierede mandighed.
Det er tydeligt, at fortælleren er lige dele fascineret og frastødt af sin far, som han både ser op til og vægrer sig mod at efterligne. Han vil gerne bilde læseren ind, at der her er tale om en kompleks karakter, et sammensat menneske, der måske endda er misforstået af sine omgivelser. Men denne anmelder har ærlig talt svært ved at forstå besættelsen. Don Bjarno er lige så uinteressant som hans kiksede navn og er mest af alt frastødende og, ja, lidt kedelig.
Don Bjarno rykker fra Vamdrup til nabobyen Tilst, bliver skilt og rykker videre til Spanien, tilbage igen til Gellerupplanen, hvor han forfører efterskolepiger, mens han drikker sig fra sans og samling.
Han ender på Filippinerne, hvor han skaber sit eget lille barrige, Icebear Bar, som hans nye filippinske familie driver. Her arbejder den unge Shine, som fortælleren bliver »forelsket« i.
Jeg skriver forelsket i citationstegn, fordi det, som fortælleren lader til at forstå som en slags forelskelse, beskrives sådan her: »Jeg blev ramt af en besiddertrang, der fik mig til at opfange den mindste flirt mellem Toke og hende, som begge parter i dag vil påstå ikke fandt sted, men som alligevel drev mig til paranoide tanker og fik mig til at sætte alle mine bramsejl for at kapre den særlige skat, før den blev frastjålet familien.«
Det, jeg læser her, er ikke kærlighed, men magtens begær efter helt at eje et andet menneske. Og det er problematisk, at Fredensborg ikke formår at reflektere over passager som disse. Tværtimod er hans fortæller en voksenbaby, der dyrker og glorificerer sin ansvarsløshed i passager, der er så tåkrummende pinlige at læse, at det næsten bliver for meget.
Det er decideret kvalmende, når det går ud over de seks børn, han har efterladt i Danmark. Som når han på usmagelig vis skriver om den søn, han har svigtet, at han satsede på »at vinde ham tilbage igen med et kødben, vi begge kunne nyde«, og forærer ham hash.
Jeg er sikker på, at fortælleren opfatter sig selv som en cool far, men denne anmelder læser det mere som omsorgssvigt, når han assisterer sin blot 14-årige søn i at rulle joints, som han mixer på sit NemID: »Han snurrede den så flot til sidst, så farmand her kunne ryge først. Førerhunden tænder altid op, sådan er det.«
Grå suppe
René Fredensborg kan egentlig godt skrive flydende, indimellem nærmest medrivende, men prosaen skæmmes af alle de engelske udtryk, der er at finde på de fleste af bogens godt 350 sider. Jeg forstår, at det er en del af fortællerens tone, det kække og smarte, og at det engelske desuden tjener et praktisk formål, da en stor del af bogens handling foregår på Filippinerne.
Men det er irriterende og forstyrrende for læsningen, at der står »wherever« og »whatsoever«, og det er endnu værre, at man kan »være lazy« og have »zero interesse«.
De bedste passager i bogen er dem, der behandler erfaringen af at være et udsat barn, om at være sårbar og hungre efter opmærksomhed og anerkendelse. Som da den unge fortæller vil vise Don Bjarno sit værelse, hvor han har udstillet alt sit Lego, men faren slipper hans hånd ved lyden af et par poppende kapsler. Her nærmer romanen sig noget genuint, den bliver følsom.
Men disse passager fylder desværre for lidt. Stoffet i hans roman, der på et helt elementært plan sikkert er interessant nok, bliver aldrig forløst, fordi den på hovedløs vis reproducerer de klicheer, der knytter sig til forskruede maskuline idealer. Hverken fortælleren eller romanen selv sætter for alvor spørgsmålstegn ved de strukturer, der får ham til at handle, som han gør, og Sjuft forbliver mest af alt en grå suppe af hurtigknepperi og sløj prosa.
René Fredensborg: ’Sjuft’. Gyldendal, 344 sider, 250 kroner
I den oprindelige version af denne anmeldelse af René Fredensborgs erindringsroman ’Sjuft’, skrev Informations anmelder, at fortælleren i romanen forærer sin søn hash og MDMA. Det er ikke korrekt. Fortælleren skriver om en æske, han har, at den indeholder »dyrebare sager, røg og krystaller. Jeg vidste, at han [fortællerens søn] ville finde den æske på et splitsekund, som en hund efter hash.« Fortælleren og hans 14-årige søn ruller efterfølgende en joint af indholdet fra æsken, som de ryger sammen. Men fortælleren forærer ikke sin søn boksens indhold, og det er dermed ikke korrekt, at han forærer ham MDMA.
Vi beklager fejlen, red.
