David, en mand i midten af 30’erne, beder i en avisannonce om hjælp. Han har mistet hukommelsen, fortæller han, og med den enhver viden om, hvem han selv er.
I annoncen opfordrer han og hans behandlere folk, som kender David, til at skrive og fortælle, hvad de kan huske om ham. Gennem de følgende lange breve vokser så billedet af romanværkets hovedperson langsomt frem.
Vi har altså at gøre med en hovedperson, som ikke er der eller kun er der på anden hånd og intet kan fortælle. Vi har også at gøre med en hovedperson, som for hvert brev går under og opstår i det næste og i en ny skikkelse.
Det sidste gælder i øvrigt også brevskriverne, for eksempel stedfaren Arvid, som i sin egen fremstilling er et følsomt og bundhæderligt menneske og Davids mor en elskelig ægtemand, mens han i barndomsvennen Tom Rogers (sikke et navn!) fortælling er et savlende handyr.
Vi er hinandens fortællinger blandet med vores egen – eller vores egne, for de fleste af os har jo flere. Vi er ikke én, men et repertoire af identiteter.
I Carl Frode Tillers romantrilogi Indkredsning (foreløbig har vi fået de to bind på dansk, det tredje følger i 2022) er dét pointen. Løgskiverne ligger lag på lag omkring jegets lille hulrum eller kerneløshed, som Tillers landsmand Henrik Ibsen formede billedet.
I dag kommer det let til at lyde både skematisk og alamodisk, men sådan er det langtfra hos Tiller. I romanens mange tætte scener og dialoger syder og bobler det, og i den sump af intense spændinger og konflikter skjuler sig et endnu større drama, som omfatter 30-40 års norsk social- og samfundshistorie.
Samme hovedperson, nyt indhold
Romanens nutid er 2006. Den første brevskriver er ungdoms- og gymnasievennen Jon. Her får vi i tilbageblik til slutfirserne historien om skjult kærlighed mellem de to store drenge i en grov machokultur, om mor Berits forsøg på at stige op fra det sociale og åndelige bælgmørke gennem ægteskabet med præstemanden Arvid og som endnu et afgørende vigtigt hulrum i romanen; historien om Davids forsøg på at finde ud af, hvem hans far er.
Den fraværende far er alle vegne i romanen et triggerpunkt.
Ud over tilbageblikket til 80’erne og de tidlige 90’ere bliver der også plads til et nutidsbillede. Ingen konflikter er tilsyneladende blevet løst i mellemtiden, de har forskubbet sig og måske antaget lidt andre former, men det meste er uforandret. Jon slås stadig med sine kunstnerdrømme, sin seksuelle identitet, familiens mange livsfarlige zoner og sit eget sortsyn og flammende raseri.
Herfra går det så baglæns, fra ungdomsvennen Jon, til stedfar Arvid og videre til ungdomskæresten Silje. Samme historie, men forskudt og i ny belysning. Samme motiver (machokultur, køn, seksualitet, familie, identitet, provins og storby), men vendt og drejet. Samme hovedperson, men i en ny relation og med nyt indhold.
I bind to fortsætter tilbagetrækningen og dermed indkredsningen af hovedpersonen. Først hører vi fra to barndomsvenner fra tiden før og under Berits sociale flugt, så fra Paula, som hjalp til ved fødslen, og som måske kan røbe et lille hjørne af hemmeligheden om faren og Davids ophav.
Vi får se i bind tre.
To verdener
Brevene henvendt til David bliver tilsammen en tidsrejse, fra det nye årtusind til de sidste tre årtier af det gamle. Fra den voksne David tilbage til barnet. Samtidig er brevene små og som regel skarpe fortællinger fra de overraskende forskellige sociale klasser i det relativt lille kvadrat på den norske vestkyst, hvor romanen udspiller sig (godt hundrede kilometer nord for Trondheim).
Her er Otterøya, bedstefar Erik og onkel Alberts ’hillbillyland’, som en af personerne kalder det. På Otterøya ligger det ene forfaldne skur ved siden af det andet. Hjemmebrændt sprut er den hurtige vej til penge, for de lidt yngre er det tyveri af knallerter og bådmotorer. For de rigtig forhærdede: narkosmugling.
Men her er også Namsos på fastlandet, det lidt finere sted, som Berit og David ankommer til, da det endelig lykkes Berit at komme fri af bedstefar Erik, hans alkoholisme og sociale dødvægt. Andre bliver hængende på øen, for eksempel Tom Roger og hans taterfamilie af voldsparate outlaws, på én gang skamfulde over og stolte af deres liv i udkanten.
Virkelighedens ejendommelige formbarhed
Den fortælling om norsk samtid er en hovedambition i romanen. Så meget, at hvis genren ’socialantropologisk fiktion’ fandtes, ville betegnelsen passe fint her. I det lys handler hemmeligheden om Davids far og Davids eget hulrum af et jeg ikke om en persons identitet, men om et helt lands.
Igen: Det kunne blive stift og skematisk, en roman skåret som en pædagogisk tavle. Men det fungerer strålende. Personerne bliver ikke til sociale modeller (selv om portrættet af Tom Rogers taterfamilie er tegnet noget hårdt og entydigt op), tværtimod er de troværdige og med al deres forskellighed og sære krinkelkroge dybt fascinerende. Samtidig giver synsvinkelskiftene og springene mellem tider og klasser et næsten fysisk indtryk af figurernes dybe repertoirer af personligheder og virkelighedens ejendommelige formbarhed.
Der er virkelig tale om konstruktioner. Som når Tom Roger i første linje slår fast, at hans firsere ikke er det »opgylp«, medierne disker op med. »Lacoste«, »Levi’s 501«, »Pac-Man«, »Commodore-maskiner« og »Wake Me Up Before You GoGo«? Rend mig i røven, som om Mutti havde råd!
En tændstik svævende over en tønde benzin
Hertil kommer dialog og scener, som er lige så mesterligt og præcist udført som hele den store samtidsromankomposition. De ofte lange og detaljerige scener gengiver i det bittesmå gnidningerne mellem karaktererne, deres håb og skuffelser, som samtidig er gnidninger mellem de klasser, de på kryds og tværs tilhører eller længes efter at tilhøre eller længes efter at undslippe. For ikke at sige: Scenerne er en tønde benzin med en tændstik svævende over sig.
Det er grum, indimellem ubærlig læsning.
Her er samtale det samme som spil, strategi og indædt kamp. Snart dækker det over et hadefuldt ønske om at flå masken af den anden og afsløre hans eller hendes løgne, snart over et brændende ønske om at »høre til«, om det så er til taterfamilien med dens grovheder og ydmygelser af hinanden og fremmede. Et andet genkommende træk i Tillers dialogkunst er det uforvarende i samtalen. Tanker og følelser er tilsyneladende gennemstrømmet af så store kræfter, at de indimellem bliver til udbrud, der undslipper personen: »’… jeg hører hvad jeg siger, og jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg siger det, jeg siger det bare’, … farer det pludselig ud af mig«.
Så eksploderer det.
Indkredsning af identiteten
Plottet i Carl Frode Tillers roman kan minde om plottet i romanen Claus Beck-Nielsen (1963-2001) eller den ’performative selvbiografi’, som forfatteren (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen) selv har kaldt værket. I værket – og i virkeligheden – forlod hovedpersonen Claus sit hjem og sin familie og præsenterede sig i det indre København, senere for et stort formiddagsmedie og forskellige myndigheder, som et menneske uden hukommelse og dermed uden identitet. Romanens reportageagtige fokus var herefter skiftevis på den hukommelsesløse og hans projekt og på omgivelsernes reaktion på begge dele.
Plottet eller snarere afsættet og motivet ligner, hvad der er på spil hos Tiller, ellers er der kun få eller ingen sammenfald. Omvendt er forskellene store: Tillers roman handler om, hvordan alt det, som er omkring os (samfund, mennesker, fortællinger), sætter spor i os og former os både som virkelighed og forestilling.
Claus Beck-Nielsen (1963-2001) går ud på at tømme identiteten eller opløse den, Indkredsning handler om – ja, at forsøge at indkredse den.
Romantrilogien udkom på norsk mellem 2007 og 2014 og var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Bind 1 er tidligere udkommet på dansk (på forlaget C&K i 2010). Nu følger altså i ét hug både bind 1 og 2, inden vi i løbet af næste år får bind 3. Det er der al grund til at se frem til.
Carl Frode Tiller: ’Indkredsning I & II’. Oversat af Karsten Sand Iversen. Gutkind, i alt omkring 800 sider, 300 kroner per bind.
