Mon teaterinstruktøren Staffan Valdemar Holm tolker 1001 nats eventyr, som Fanden læser Biblen?
Det vil jeg næsten håbe. For teaterforestillingen 1001 nat afslører en eventyrverden, der er så grum og kvindefjendsk, at jeg forlod forestillingen med dundrende sortsyn. Samtidig var jeg imponeret over, hvordan denne komprimering af den arabiske og persiske verdens bærende eventyrsamling kunne fremstilles så stringent i en tegneserieagtig og alligevel psykologisk nuanceret spillestil af tre stærke kvinder fra hver sin skuespillergeneration.
»Der findes ikke en eneste ren kvinde i hele verden,« siger kongen i 1001 nat som forklaring på, at han hver dag er nødt til at gifte sig med en ny kvinde og voldtage hende – og dræbe hende næste morgen.
Det er Stina Ekblads forunderlige ansigt som fortælleren Shahrazád, der stråler fra forestillingsplakaten på Teater Republiques gavl på Østerfælled Torv. Og det er hendes slanke, hyperenergiske krop, der styrer forestillingen med sin nærmest overnaturlige energi. Stina Ekblads ansigt lyser som fuldmånen. Hendes stemme kan funkle og tordne – og hviske. Hun har en uforlignelig måde at fortælle på, så selv de underligste sætninger bliver lige til at se for sig.
Kvælning eller halshugning
På et tidspunkt sætter Stina Ekblad sig på en seng. Hun spreder benene og strækker sine arme ud, mens hun langsomt lader sig glide ned på gulvet, så hendes plateautræskosandaler skraber hen over gulvet. Hun er parat til at lade sig voldtage – og parat til at lade sig kvæle eller halshugge. Det er hendes opgave som kvinde, siger hun. Og vi sidder i salen og gyser …
Stina Ekblad matches stærkt af Mille Lehfeldt. Hendes trumfkort er hendes veltimede humor, som drejer eventyrenes groteske skikkelser næsten helt af led. Når hun spiller manderoller, promenerer hun brovtende rundt med sejrssikre lår og opskruet liderlighed. Så jo. Mille Lehfeldt spreder latter.
Og Stephanie Nguyen stiller op i hæklet kjole og seje benmuskler omtrent som en selvbevidst influencer. Hendes danserkrop må typisk overtage fortællingen, når hendes jordnære sangerdiktion ikke helt magter at fange alle de lydlige nuancer i de billedrige replikker. Til gengæld slår hendes brune øjne smut, så man mærker kvindeskønhedens afvæbnende magt.
Forestillingen er skabt over Ellen Wulffs nyoversættelse af hele det arabiske og persiske storværk på over 4.500 sider. Dramatiseringen på bare 120 sider af Karen-Maria Bille går begavet og benhårdt efter fortællingernes mange seksuelle overgreb på kvinder. Forestillingen bliver dermed i sig selv et kompromisløst indlæg i hele #MeToo-debatten.
Sortsynet hos Staffan Valdemar Holm er voldsomt. Sidste år iscenesatte han Faust om en mands kamp mod Fanden – og her i 1001 nat undersøger han åbenbart kvindens kamp mod manden. Hans instruktionsgreb bliver dog lovlig dogmeagtigt, når skuespillerne sættes til at spille alene som i krydsklippende monologer gennem hele førsteakten. Spillet bliver mere dynamisk, når de får lov til at spille til hinanden.
Fersken og petrol
Hvis man forventer sig guld og haremsslør, bliver man skuffet. Bente Lykke Møller har nemlig skabt en minimalisme, som gengiver 1970’ernes forkærlighed for beige og brun. På scenen er en labyrint af skillevægge med åbninger, hvorigennem man kan se senge, der alle er dækket af sorte silkelagner, der behændigt kan skjule ethvert spor af blod. Til gengæld har lysdesigneren Clement Irbil belyst væggene med farver, så man langsomt suges med ind i voldtægternes logik: fra panisk irisgult til skrigende sennepsfarvet og dødsmærket galdegrønt. Og lyddesigneren Anders Munch Amdisen har udstyret sultanens univers med lyde af låse, der slås for porte, som ingen kommer ud af i live.
Æstetisk set virker forestillingen samtidig som en kostumekollektion af fløjlsbukser med stramme bluser eller gulvlange velourkjoler – i retrofarver af abrikos og okker, fersken og petrol. De tre kvinder bærer tørklæde uden den mindste uartige hårlok, så alle tilskuere uanset religion kan overvære forestillingen. Over scenen hænger også tekster på arabisk. Shahrazáds efterkommere er tydeligvis velkomne.
Hvad så med eventyrenes konge? Han er der såmænd også – i skikkelse af Casper Crump, der med mørkt skæg og sort blik dukker op for at forgribe sig på sin Shahrazád. Casper Crump er klædt som en businessmand i bukser og skjorte. Egentlig opfører han sig også som en hvilken som helst politiker eller CEO: uempatisk registrerende. Og han voldtager sin kvinde voldsmekanisk, som om han var på sultanviagra … Ellers er det kun hans spasmende håndled, der afslører hans sadisme. Indtil altså at Shahrazáds mandeafslørende fortællinger pludselig rammer hans ansigt med rædsel, mens hans krop slingrer og falder sammen.
Men jo. Denne mand har stadig har magten til at voldtage og dræbe sin kvinde … Det er denne vanvittige mandlige overmagt, der gør 1001 nat så nedtrykkende – og det er fortolkningen af den selv samme mandlige overmagt, der gør 1001 nat til så interessant teater. Med blodsmagen af #MeToo. Lige nu i 2021.
’1001 nat’. Frit efter Ellen Wulffs oversættelse fra 2013 baseret på Muhsin Mahids arabiske version. Dramatisering: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil. Lyddesign: Anders Munch Amdisen. Teater Republique. Tekstet på arabisk. Til 4. december 2021.
