’The Spectre of War’ bør fundamentalt ændre vores syn på Hitler og nazismen som hovedfjende i 1930’erne

»Et spøgelse går gennem Europa, kommunismens spøgelse,« skrev Marx og Engels i 1848, og i mellemkrigstidens Europa var det stadig sandt, mere end nogensinde. »I dag er Europa delt i tre lejre: Sejrherrerne, de besejrede samt Rusland (…) Blandt alle usikre faktorer er Rusland i sandhed den største trussel,« skrev den britiske diplomat Harold Nicholson i et notat til sin regering i 1925.

Sovjetunionen udgjorde den permanente og altoverskyggende trussel mod den bestående verdensorden i mellemkrigstiden og blev også opfattet og behandlet som sådan af sine modstandere. Det er hovedargumentet i Jonathan Haslams The Spectre of War. Hvis nogen skulle lide af den vildfarelse, at de vestlige demokratiers hovedfjende i 1930’erne var Hitler og nazismen, kan de godt glemme det. Opfattelsen er ikke andet end en tilbageprojicering af Anden Verdenskrigs intense, men kortvarige dagsorden.

Jonathan Haslam (f. 1951) er professor i historie ved Institute of Advanced Study i Princeton og uden tvivl en af vores største kendere af Sovjetunionens udenrigspolitiks historie. Det foreliggende værk bygger på mange måder på et livsværk – og på mange års massivt arbejde i vestlige og russiske arkiver.

Bolsjevikkerne var hovedfjenden

Lad det være sagt med det samme: Med The Spectre of War har vi omsider fået bogen, som én gang for alle slår fast med syvtommersøm, hvad historisk forskning har nærmet sig i årtier: Omdrejningspunktet for international politik mellem de store verdenskrige, den store, grundlæggende konflikt, som definerede alle andre væsentlige problemer, var ikke udfordringen fra de hel- og halvfascistiske diktaturer, som efterhånden dukkede op i Europa, særlig efter den store verdenskrise, der brød ud i 1929-31.

Den store trussel, som den også blev opfattet, kom derimod fra det geografisk enorme, men økonomisk tilbagestående Sovjetunionen, som var uden demokratisk tradition, og hvor en lille gruppe revolutionære havde taget magten i 1917.

Lige siden Oktoberrevolutionen betragtede vestlige politikere udviklingen i Rusland med ekstrem alvor: Det kommunistiske regime var uberegneligt og potentielt samfundsomvæltende, ikke bare i de nye, skrøbelige østeuropæiske stater, der opstod i kølvandet på Første Verdenskrig, men i høj grad også med hensyn til Tyskland, Italien, Frankrig – ja, hele Europas fremtid.

Bolsjevikkerne havde måttet slutte en ydmygende fred med Det tyske Kejserrige i 1918, men kort efter var Den røde Hær i stand til at forsvare sig mod vestlige interventionsstyrker, og Kreml – i skikkelse af det formelt uafhængige Komintern – var snart i fuld gang med at opruste landet og destabilisere Vesten gennem lokale kommunistiske partier og deciderede kupforsøg, og tidens voldsomme økonomiske og sociale kriser gødede samtidig jorden for kommunistisk agitation.

De forskellige diktaturer, der efterhånden afløste mange europæiske demokratier, blev af stormagterne Frankrig og Storbritannien først og fremmest vurderet på baggrund af deres mulighed for at bremse »den røde fare«. Allerede i 1925 udtalte Churchill over for den italienske finansminister sin sympati over for Mussolini og sin store agtelse for den italienske førers store indsats for at undertrykke bolsjevikkerne. Den britiske appeasement over for Hitler var i høj grad båret af troen på, at nazismen var Vestens stærkeste bolværk mod kommunismen. Ikkeindblandingen i Den Spanske Borgerkrig skyldtes, at man foretrak Francos sorte diktatur frem for en sovjetisk satellitstat osv.

Fejltagelsen

Kun sent, alt for sent, gik det op for de vestlige demokratier, at fascismen – og i helt afgørende grad Hitlers nazistiske Tyskland – udgjorde et mindst lige så stort problem for den liberale, kapitalistiske og koloniale verdensorden som den sovjetiske bolsjevisme og dens kamp for verdensrevolutionen.

Hitlers politik, bygget som den var på fanatiske og irrationelle ideologiske forestillinger, gav ikke mening inden for vesteuropæiske traditioner for diplomati, udenrigspolitik og magtbalance, som med sin nogenlunde stabile forudsigelighed havde fungeret siden 1815. Derfor fejlbedømte Storbritannien og Frankrig situationen i 1938, og derfor blev man tvunget ud i krig året efter.

Efter det første chok under de tyske lynsejre i 1939-40 kom det derfor som en behagelig overraskelse for vestmagterne, da Hitler vendte sig mod Sovjetunionen i 1941. Men det var først, da Tyskland havde erklæret krig mod USA et halvt år senere, at de to kommende amerikanske og sovjetiske supermagter langsomt fandt sammen i en strategisk alliance, som da også kun holdt krigen ud.

Den Kolde Krig, der indfandt sig fra 1946-47, var i den forstand kun en genopførelse af det, andre historikere har kaldt »den første Kolde Krig«, som varede 1917-41. Kontinuiteten er slående, og Haslams argumentation er overbevisende.

En af bogens helt store styrker er, at den tager forholdene uden for Europa seriøst og faktisk nærmer sig en ægte global historie. Kinas og Vietnams nationale selvstændighedsbevægelser og Japans ekspansion og invasion af Manchuriet i 1931 blev effektivt udnyttet af lokale kommunistiske celler, understøttet af Komintern, og briterne følte sig hurtigt trængt i defensiven. Den østasiatiske udvikling spillede derfor en direkte og meget afgørende rolle for Storbritanniens udenrigspolitik, som i første række var indstillet på at forsvare det store, men sårbare Empire, kilden til briternes rigdom, og først i anden række interesserede sig for det kontinentale Europa.

Medens briterne således bekæmpede kommunismen som en trussel mod verdensfreden, den vestlige civilisation eller bare britiske interesser (de tre ting kom i briternes øjne ud på ét), holdt det isolationistiske USA sig helt ude af europæisk storpolitik, selv af Folkeforbundet – mens Frankrig, efter sit første økonomiske hævntogt mod Tyskland med Versailles-bestemmelserne og besættelsen af Ruhr i 1923, blev mere og mere optaget af en sikkerhedspolitik, der byggede på samarbejde med Tyskland og inddæmning af Sovjetunionen gennem alliancer med østeuropæiske stater.

Modargumenterne mangler

The Spectre of War er først og fremmest en kompromisløs tour de force i diplomatihistorie, der viser os nødvendigheden af en genre, som oprørske tilhængere af strukturel økonomisk og socialhistorie ellers jævnligt erklærer død og borte. Sagen er jo, at diplomaternes analyser og anbefalinger ligger til grund for politikernes beslutninger. Uanset begivenhederne og de strukturelle, politiske og økonomiske magtforhold, der betinger dem, er det udenrigs- og efterretningstjenesternes opfattelse af situationen, som ligger bag den faktisk førte politik.

Det er derfor Haslams store fortjeneste, at han fastholder blikket på de afgørende aktører umiddelbart under det politiske niveau. Det gør han til gengæld så entydigt, at det får omkostninger. Konteksten har det nemlig med at forsvinde i alle de mange diplomatiske citater, som nærmest er bærende for fremstillingen. Dermed forudsættes det mere eller mindre, at læseren i forvejen er velbevandret i mellemkrigstidens internationale politiske og økonomiske udvikling, hvad der nok kan virke afskrækkende på nogen.

Det lægger op til bogens andet problem.

I sin entydige betoning af konflikten mellem vestmagterne og Sovjetunionen som årsag til Anden Verdenskrig er Haslam meget tæt på at præsentere en monokausal forklaring. Haslam bygger sin fremstilling på en overvældende mængde kilder, som alle underbygger og bekræfter hans hypotese, men han glemmer at undersøge og diskutere de kilder, der modsiger den.

Der mangler også fuldstændig en diskussion af de forskere, der har udlagt sagen anderledes. Haslam tager ikke diskussionen, og hans bog virker på denne måde underligt løsrevet fra forskningsfeltet. Det er ærgerligt, for den kommer til at spille en vigtig rolle i vores ændrede syn på mellemkrigstidens internationale historie.

Jonathan Haslam: ’The Spectre of War – International Communism and the Origins of World War II. Princeton University Press. 504 sider. 35 dollar/28 pund.