Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’The Spectre of War’ bør fundamentalt ændre vores syn på Hitler og nazismen som hovedfjende i 1930’erne

Historisk værk gør op med forestillingen om, at de vestlige demokratiers hovedfjende i 1930’erne var Hitler og nazismen
Neville Chamberlains ’appeasement’ over for Hitler byggede på, at nazismen var det bedste bolværk mod kommunismen. En opfattelse, der deltes bredt i Vesten, og hvis konsekvenser først blev opdaget for sent.

Neville Chamberlains ’appeasement’ over for Hitler byggede på, at nazismen var det bedste bolværk mod kommunismen. En opfattelse, der deltes bredt i Vesten, og hvis konsekvenser først blev opdaget for sent.

Granger/Shutterstock

Kultur
5. november 2021

»Et spøgelse går gennem Europa, kommunismens spøgelse,« skrev Marx og Engels i 1848, og i mellemkrigstidens Europa var det stadig sandt, mere end nogensinde. »I dag er Europa delt i tre lejre: Sejrherrerne, de besejrede samt Rusland (…) Blandt alle usikre faktorer er Rusland i sandhed den største trussel,« skrev den britiske diplomat Harold Nicholson i et notat til sin regering i 1925.

Sovjetunionen udgjorde den permanente og altoverskyggende trussel mod den bestående verdensorden i mellemkrigstiden og blev også opfattet og behandlet som sådan af sine modstandere. Det er hovedargumentet i Jonathan Haslams The Spectre of War. Hvis nogen skulle lide af den vildfarelse, at de vestlige demokratiers hovedfjende i 1930’erne var Hitler og nazismen, kan de godt glemme det. Opfattelsen er ikke andet end en tilbageprojicering af Anden Verdenskrigs intense, men kortvarige dagsorden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Næ, det er da almindelig kendt. Ellers havde andre europæiske lande jo heller ikke afvist flygtninge fra Tyskland, og den nazistiske socialpolitik i de første år lignede jo i høj grad også keynesianismen i USA, ligesom vi nu ser, at PiS i Polen bruger socialsikring og velfærd til at sikre opbakning om en autokratisk hensigt.
I USA var der faktisk kritik af Roosevelt for at styrke statsmagten, bl.a. i Maxwell Andersons forord til den trykte udgave af Knickerbocker Holiday, en musical, han skrev med Kurt Weill, og som portrætterede en diktatorisk hollandsk guvernør fra 1600-tallet med slet skjulte henvisninger.

Jørgen Mathiasen

Jo flere tekster og kilder om 2. verdenskrig man kommer i nærheden af, desto vanskeligere bliver det at redegøre for, hvem der havde et fjendtligt forhold, og hvem der havde et venskabeligt. Cambridge-professoren Brendan Simms argumenterer i sin bog, »Hitler. En global biografi« (2019) over 1.000 sider for tesen om, at Hitler havde UK og USA som sin absolutte hovedfjende endda længe før krigens udbrud. Det passer udmærket med betragtningen af den anden store krig, som den førstes genoptagelse.

Det er vanskeligt at ignorere Simms kildegrundlag i Hitlers egne udgydelser, men en pointe ligger skjult i Informations overskrift, selv om det næppe har været hensigten: Dels er talen om "vores" syn, og hvem det involverer, er ikke godt at vide, og dels er det synet på "nazismen", som var hvem?
Folk rejste ikke bare med dobbeltbundede kufferter, de havde tilsvarende synspunkter, ændrede i nogle tilfælde som attentatfolkene i 1944 standpunkt undervejs, og producerede som Albert Speer usande forklaringer i lange baner efter krigen.

jørgen djørup, Kurt Nielsen, Dan Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Angsten for social uro har medvirket ikke kun til 2. men også 1. verdenskrig og mange andre krige siden hen. Men hvorfor stoppe der, den politiske udvikling i Europa i det 18. århundrede var i også i stor grad en modreaktion mod voksende social uro vil jeg mene. Og hver gang har man været tvunget til at kompensere med mere frihed og ligestilling.

Jens Thaarup Nyberg

“ Ein Gespenst geht um in Europa - das Gespenst des Kommunismus. Alle Mächte des alten Europa haben sich zu einer heiligen Hetzjagd gegen dies Gespenst verbündet … “

Kommunismen har vist altid været frygtet.