Titane har du ikke oplevet før. Uanset, hvad du så har set før: splattede B-film, kropsdeformerende bodyhorror, gyserfilm, porno, Hitchcock, David Cronenberg.
Den franske sensation fra årets filmfestival i Cannes, som juryens formand Spike Lee præmaturt kom til at afsløre som guldpalmevinder – en forvirring, der føltes meget passende for filmens eget anarki – er den mest specielle, groteske, grænseoverskridende vinder af kunstfilmens fineste udmærkelse i rigtigt mange år.
Den 37-årige franske instruktør bag, Julia Decournau, har skabt et monster, der rager al tænkelig inspiration ned fra hylderne for at tilbyde en ny slags foruroligende filmoplevelse: et langt, frit associerende og gribende mareridt om, hvordan ømhed mellem to mennesker også kan se ud.
Andres bløde kroppe
Historien? Sådan kort fortalt? Alexia (spillet intenst og eksplosivt af den filmdebuterende model Agathe Rousselle) gør som ondt eller bare ondt-lignende barn fra bagsædet alt, hvad hun kan for at irritere sin far, mens han kører bil, lige indtil han mister fatningen og grebet om rattet, og de kører galt. Barnet får indopereret en titaniumplade i hovedet – heraf filmens titel Titane – vokser op, bliver en ombejlet stripper, som arbejder på en drengerøvsdrøm af en udstillingshal for glinsende, slikfarvede biler.
Efter arbejdstid folder hun sig ud som afstumpet seriemorder. Hun inkarnerer ikke en eller anden rape-revenge voldsfantasi om den skånselsløse hævn over patriarkatet, selv om filmhistorien ellers har vænnet os til, at kvindemorderen ofte er lidt militant feministisk motiveret og/eller udsendt som en mandlig fantasi om at blive straffet. Adrien får som barn indopereret en titaniumplade i hovedet efter et trafikuheld – heraf filmens titel ’Titane’.
Grunden til Alexias seriemord er nærmere bare, fornemmer man, at menneskets krop for hende er noget nærmest komisk blødt og nemt penetrerbart, noget man kan stikke huller i med den tynde syl, hun har siddende i håret som hårpind. Man kan også, erfarer hun fornøjet, smadre et andet menneskes hjerne ved at tvinge et stoleben ned i vedkommendes mund. Man skal bare sætte sig hårdt nok på stolen bagefter – splat – så giver den latterligt forgængelige menneskekrop efter og slukkes. Man kan også, når man er stærk nok, bruge en ildrager, man skal bare jage den godt i ind i mave eller ryg på et andet menneske, så ligger han eller hun snart komisk på gulvet og raller.
Når man lidt er en bil
Maskiner, derimod, biler, særligt, de er noget andet, de kan – som Alexia – smadre mennesker. Engang var en bil jo ved at smadre hende. Og nu er hun en lille smule bil selv, lidt af hende er i hvert fald metalplade, og mens hendes medstrippere gnider sig op og ned ad de skinnende trucks og firehjulstrækkere med ildklistermærker på for at opildne truckerne for penge, så virker Alexia til at være der af en mere dybfølt årsag. Hun er der for bilerne.
Efter fyraften kravler hun ind i en af dem, en firhjulstrækker, og har rå bondagesex med den. Vi ser den gungre op og ned i en affolket lagerhal med tændte forlygter. Det er nærmere komisk end hot, men mest af alt er der noget dragende ved, hvor underligt det er, hvor fremmedgørende Alexia er. Vi overtager lidt af hendes fars blik, det dræbende kærlighedsløse, som han også sender hende som voksen kvinde: et komplet uforstående blik på et menneske, han ikke kan rumme eller ved, hvad han skal gøre af.
Samtidig aktiverer stort set enhver film, også Titane, publikums behov for at identificere sig med, forstå, sympatisere, med sin hovedperson. Kan man ikke det, føles verden næsten for ensom. Således akavet placerer Ducournau os i biografsædet.
En ny inkarnation
Nå ja, vi kom fra plotresumeet: ’Kvindelig seriemorder har sex med biler, og herfra bliver filmen uforudsigelig’, har været den beskrivelse af filmen, vi har joket med her på avisen. Alexia bliver nødt til at flygte fra sine drab og skifte identitet og møder i sin nye inkarnation – som teenagedrengen Adrien – en ny slags faderfigur i skikkelse af en ensom brandmandschef (Vincent Lindon), der savner sin forsvundne søn så intenst, at Alexia i skikkelse af Adrien bliver beholder for denne gale brandmands ulykkelige kærlighed. Først betragter hun ham blot som et belejligt sted at gemme sig, men med sin steroiddopede krop, vanvittige alkoholforbrug og mafiøse fremfærd over for sit brandmandskorps, bliver Vincent også til en slags trygt gal faderfigur, Alexia kan relatere til.
I en underligt smuk scene løsner Vincent op for den akavede spænding mellem dem ved at danse forførende. Snart efter forsøger Alexia/Adrien at dræbe ham, og det er o.k. Så er isen ligesom brudt. Så er der følelser – det modsatte af den iskolde relation, Alexia har til sin egen far. Filmens ømmeste scene er den, hvor en mildt blasert Vincent tager Alexia/Adrien med på arbejde og træner ham i genoplivning ved at lave ham give førstehjælp på en gammel, døende kvinde til rytmen fra »Macarena«. Pludseligt sidder Alexia der og får liv tilbage i en af de der komisk forgængelige kroppe, hun plejer at kvadre.
Relationen mellem de to, den kvindelige seriemorder – nu som anerkendelseshungrende teenagedreng – og denne brutale, savnramte faderfigur, er et bizart forvekslingsdrama med ivrige hilsner til verdens bedste film, Hitchcocks En kvinde skygges (1958), hvor politimanden Scottie lokker en ’simpel’, tyggegummignaskende kvinde til at ligne den ophøjet mystiske Madeleine, som han efter en drømmeagtig besættelse har mistet igen. Det er kærlighed og længsel som deliriske fantasier, der dog alligevel bliver et slags bud på, hvad kærlighed også kan være.
James Stewart og Kim Novak i Hitchcocks ’En kvinde skygges’ fra 1958.
Herfra fortsætter Titanes groteske, overskridende scener, hvor forholdet til egen krop og til andre mennesker konstant overskrides. Generelt leverer filmen taktfast ubehag – overraskende, chokerende, bizarre scener og situationer – til enhver, der måtte blive ved med at kigge.
På den ene side er Titane noget af det mærkeligste, de fleste af os har set. Men på afstand har man også set noget, der intuitivt giver mening. Den leverer som sagt sin helt egen version af ømhed.
At være kannibal
Så hvordan har Julia Ducournau stykket dette monster af en film sammen? Dette grimme, grumme dyr, som vi alligevel føler noget ved? Ved at lægge alt, der vækker noget i hende, i lag oven på hinanden, så det tilsammen giver en slags Ducournau’sk højere mening.
Sådan var det også med hendes ditto stærke Raw fra 2016 om en ung, forsagt og flittig teenagepige fra en familie af dogmatiske vegetarer. Hun starter på samme dyrlægeskole som sin søster, hvor hun tvinges til at spise et stykke kød og overdynges af hesteblod under et vildt grænseoverskridende og ydmygende introforløb. Det vækker midt i hendes dyreetiske fortvivlelse lysten til mere kød, dernæst vækker det decideret kannibalistiske længsler, først en smule og så helt vildt.
Julia Ducournaus ’Raw’ fra 2016.
Det er både helt fremmedgørende og på et intuitivt plan logisk nok at følge en sådan Ducournau’sk version af et coming of age-drama. Om at finde sin altædende seksualitet. Om forskellen på dyr og mennesker – og om hvad der sker, når mennesket overskrider sig selv – spiser et andet dyr (eller får en titaniumplade indopereret i hovedet) og bliver til noget tredje.
Men man kan også sige, at Raw på en måde også bare er historien om, hvordan det er at få utroligt meget lyst til at æde andre mennesker, om ikke at kunne lade være med at nippe med fortænderne til storesøsters finger, der er skåret af i en ulykke. Fordi den smager så lækkert. På den måde er kannibalismen ikke en allegori for noget bestemt, den hensætter sin tilskuer i en dragende blanding af kold fremmedgjorthed og intuitiv forståelse for denne særlige variant at møve sig smertefuldt frem mod voksenlivet. Det felt bevæger Ducournau sig helt perfekt i.
At elske maskiner
Titane er også en film, der tydeligvis har gjort sig til en slags hardcore kusine til David Cronenbergs Cannes-hit fra 1996, Crash – en slags erotisk horrorfantasi på film om menneskets begær efter at blive smeltet sammen med teknologien gennem vold, trafikulykker, gennem det metal og de skruer, der sættes ind i og i forlængelse af den smadrede krop efter et trafikuheld.
David Cronenbergs ’Crash’ fra 1996.
Vores hovedpersoner, et smukt ægtepar, der har mistet lysten til hinanden, møder efter et trafikuheld en flok perverterede typer, der – som dem, viser det sig – tænder på at være involveret i trafikuheld, overvære bilulykker, udløse dem, have sex i smadrede biler, som har slået mennesker ihjel. Filmen leger med sin kælne musik og kameraindstillinger med at få sit publikum med på at tænde på denne surreelle ’automobilerotik’.
Den skøre chefideolog Vaughan leverer tidligt i filmen en tale om, at fascinationen for ham ligger i sammensmeltningen af menneske og maskine. Men senere siger han så også, at det hele bare drejer sig om liderlighed. At tænde på det. På den måde leger Crash både med det analyserbare og det umiddelbare. Og så er det en fetichfilm, der scene efter scene særligt dyrker kvindekroppen strakt hen over de glinsende biler, kvindekroppen med krykker og stativ på benene. Det er en film, som man forestiller sig, at publikummet til Alexias stripshows i Titane bruger som porno.
De bilseksuelle
’Automobilerotisk’ er Titane i sammenligning absolut ikke, selv om den hilser flittigt på tematikker og konkrete scener fra Crash – helt fra introsekvensen, hvor et kamera glider langsomt, nærgående, nærmest erotisk rundt på understellet af en bil og standser ved noget, der ligner en klump størknet blod. Det er vist den film, som lille Alexia og farmand kører galt i.
Men perversionen, forholdet mellem menneske og bil, forbliver den bilseksuelle Alexias egen private, mærkværdige sag. Filmens afstumpethed er snarere knyttet til volden: som i en scene, hvor Alexia giver sig i kast med at myrde alle beboere i et bofællesskab. Her stiller Titane sig i øjenhøjde med sit komplet afstumpede, helt fornøjede, let udmattede hovedperson. For publikum er der ikke andet at stille op med ubehaget end at gispe det helt ned i bunden af lungerne, hvor det bliver liggende.
Scenen bringer mindelser om den grusomme voldtægtsscene (inklusive musicalsang) i Stanley Kubricks A Clockwork Orange (1971), men også om den bevidst afstumpede voldsfantasi over seriemorderen Henry Lees liv, Henry: A Portrait of a Serial Killer fra 1986, som i sin tid blev kritiseret for sin utroligt ubehagelige voldsdyrkelse, men som den i dén grad også udstiller selvsamme. Filmen gør sig lige så afstumpet som den vold, den skildrer, frem for at lege lækker og cool.
Hitchcock
Generelt er Titane ikke en film, der har brug for demonstrativt at fornøjes eller forundres over sin egen evne til med instruktørens stilsikre skuldertræk, at lade kvinde have sex med biler, at gøre ultravoldelige seriemord til én (mørk, nuvel) fase af en kvindes liv for så at skifte spor. På en måde kan den noget af det, der er så åndssvagt og helt vidunderligt ved Hitchcocks film, der fuldt og fast tror på det urealistiske. Hans film fik os til at drømme, når vi var vågne. Det gør Ducournau også – drømme mareridt og uventede flugtveje for den fortabte.
Er Titane så på sin egen måde en feministisk film? Ikke som sådan en empowering film, som Netflix ville rubricere som ’drama med stærk kvindelig hovedrolle’. Den er snarere feministisk i den forstand, at Ducournau på komplet radikal vis tilbyder et helt andet billede på, hvad en kvinde kan gøre og blive, hvordan relationer kan være, hvor mørkt et forhold, man kan have til egen krop. Man skal se hendes film som et langt katalog af alternativer til de historier, vi ellers på film fortæller hinanden om os selv, kønnene, kroppen og verden.
Den river os med, men ikke gennem erotik eller sentimentalitet eller sympati. Så Titane har du ikke oplevet før. Det vil jeg anbefale de hårdføre at gøre, hvis du vil se ømhed på den helt anden side af normaliteten.
’Titane’ – Instruktion og manuskript: Julia Ducournau. Fotograf: Ruben Impens. Længde: 101 minutter. Biografer over hele landet – også drive in-biografer.
Lyder lidt som The House that Jack Build på speed og motorolie. Den skal helt klart ses!
'..et komplet uforstående blik på et menneske, han ikke kan rumme eller ved, hvad han skal gøre af..'
Det kan jeg levende forestille mig: Ens datter har sex med en bil.
Endndu mere foruroligende er det at nogen kan synes det er fedt at se på film. Jeg mindes Dan Turell og hans billede med at have sex med sin døde søn på et dannebrogsflag.
Perverterede tider....