Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Udo Kier er strålende i skabelonpræget homokulturnostalgisk film

I ’Swan Song’ er Udo Kier strålende i rollen som pensioneret skønhedsklinikbestyrer, der får en sidste chance for at være ballets homodronning og forsone sig med sin fortid. Men den skabelonagtige fortælling er for skødesløst farvelagt en malebog
I rollen som den pensionerede skønhedsklinikejer, Pat, i ’Swan Song’ kan Udo Kier med fabelagtigt få mimiske tricks forvandle sig til en herligt dekadent queen eller et sorgopløst menneske. Foto: Another World Entertainment

I rollen som den pensionerede skønhedsklinikejer, Pat, i ’Swan Song’ kan Udo Kier med fabelagtigt få mimiske tricks forvandle sig til en herligt dekadent queen eller et sorgopløst menneske. Foto: Another World Entertainment

Kultur
4. november 2021

Der er langt fra diskoteket til plejehjemmet. Men der er ikke så langt fra plejehjemmet til diskoteket.

I hvert fald ikke, når man stadig har de løsslupne nætter i blodet, og det har Patrick Pitsenbarger – spillet med schwung, krukkethed og stor komik af Udo Kier, som danskerne kender som Aage Krüger og Lillebror i Riget.

I begyndelsen af amerikanske Todd Stephens’ Swan Song henslæber hovedpersonen sit liv som levende død på et plejehjem, hvor hans eneste fornøjelser er cigaretter, en delvist paralyseret veninde og rygepartner samt at folde servietter – det er hans måde at skabe orden og undertrykke følelser på.

Og hvis han endelig skal føle noget, tager han sine fotos af sin elskede David, der døde af aids, frem.

Her og i denne tilstand har han tænkt sig at dø.

’Liberace of Sandusky’

Men vi styrer ikke altid selv vores skæbner, heller ikke Pat. En advokat dukker op og fortæller ham, at Pats gamle, bedste ven, der svigtede ham så fælt, er afgået ved døden. Rita Parker Sloan – spillet af Linda Evans, som boomerne og generation X husker som Krystle Carrington i rigmands-soap-serien Dollars fra 80’erne – var en del af et sviende dobbeltsvigt for længe siden.

Det var dengang, Pat havde den bedste skønhedsklinik i lillebyen Sandusky. Men ak, hans bedste assistent, Dee Dee Dale (forrygende Jennifer Coolidge senest set i tv-serien White Lotus), skred og åbnede en forretning på den anden side af gaden. Og hun tog Parker Sloan med. Og så gik Pat – den selvudnævnte »Liberace of Sandusky« – konkurs.

Parker Sloan har så ønsket, at Pat skal fikse hendes lig op til fordums skønhed, når hun skal ligge i åben kiste ved begravelsesceremonien, og hun har testamenteret ham 25.000 dollar for ulejligheden.

Og efter et stædigt nej ombestemmer han sig.

En tabets topografi

Selv om Pat har henslæbt sit liv på et plejehjem lige uden for Sandusky, har han ikke besøgt byen, siden alt gik galt. Så han træder ind i en dybt forandret by fuld af smertefulde minder, en tabets og svigtets topografi. Og herfra former Swan Song sig som en både sjov og rørende fortælling om at blive gammel og have mistet det, man ikke kan bære at miste. Men også om forsoning.

Huset, David og Pat boede i, er revet ned. Hans gamle ven Eunice venter ikke længere på de offentlige toiletter for at uddele blowjobs. Og homodiskoteket, hvor Pat var dronning, lukker.

Altså er Swan Song også en fortælling om forandringerne i homokulturen. Bartenderen tjekker Grindr (homo-pionerappen, der kom længe før Tinder), mens han sludrer med Pat. Man scorer online nu om dage. Og som et sidste suk fra en svunden tid monterer Pat på sidste aften i homoklubben stedets lysekrone på sit hoved – mens publikum henføres af svenske Robyns pophit »Dancing on My Own«.

Skødesløst farvelagt malebog

Swan Song har desværre også lidt for let til smil, og vejen til generøsitet er for kort. Pat møder så mange fremmede mennesker, der omgående elsker ham. Det føles forceret. Og den eneste decideret usympatiske person, Parker Sloans advokat, er nærmest en karikatur.

Dialogerne bevæger sig også på grænsen til det almindelige, og fortællingen er alt for forudsigelig.

Det kunne være filmens styrke, at den bevarer en realisme, når den ikke forstørrer menneskene ved at gøre dem uhørt veltalende eller overrumplende i deres handlinger – altså at de ikke bliver larger than life. Men når selvsamme personer – bortset fra Pat – samtidig er lidt flade og i hvert fald uudfoldede, så er det jo så som så med realismen. I stedet bliver personerne smaller than life.

Trods Swan Songs hjertevarmende kvaliteter og Udo Kier, der med ganske fabelagtigt få mimiske tricks kan forvandle sig til en herligt dekadent queen eller et sorgopløst menneske, så har denne anmelder fornemmelsen af at have oplevet en for skødesløst farvelagt malebog. Fortællingens skabelon er tydelig, den er set så mange gange før. Og den dermed helt afgørende farvelægning er desværre for skødesløs til for alvor at engagere – i hvert fald denne tilskuer.

’Swan Song’ – Instruktion og manuskript: Todd Stephens. Fotografi: Jackson Warner Lewis. Længde: 106 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her