Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Zelda Fitzgerald skriver jazztiden frem i en sanselig og selvbiografisk roman

’Gem den sidste vals’ giver kvindens blik på de brølende 1920’ere og ægteskabet mellem Zelda og F. Scott Fitzgerald

Der er mange ting at hæfte sig ved i ’Gem den sidste vals’, ikke mindst sproget.

Everett Collection/Shutterstoc

Kultur
5. november 2021

»Tag blidt imod Zelda,« lyder det i forordet til Gem den sidste vals, hvori det også pointeres, at romanen ankommer efter en lang rejse. Det er ikke for meget sagt. Første version af manuskriptet blev skrevet på seks uger i vinteren 1932, da Zelda Fitzgerald var indlagt på en klinik for sindslidende. Hendes mand, F. Scott Fitzgerald, blev tosset over, at hun havde sendt det til redaktøren Max Perkins uden at lade ham læse det først, og han blev heller ikke glad, da han opdagede, at historien læner sig op ad ægteparrets virkelige liv. Det var jo Scotts materiale. Zelda havde tilmed kaldt sin mandlige protagonist Amory Blaine, som også hovedpersonen i Scotts debut På denne side af paradis (1920) hedder.

Det blev ændret i den grundige redigering, og forventningerne var høje, da Gem den sidste vals udkom i efteråret 1932, ikke mindst fra Perkins’ side. Fem år var forsvundet for den fordrukne Scott Fitzgerald, uden at han havde skrevet en bog, og forskuddene fra forlaget var stukket af i en sådan grad, at en del af overskuddet fra Zeldas roman skulle dække hans gæld.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her