En ellers stille og rolig dag på jobbet får den ph.d.-studerende astronom Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence) øje på en ny komet, og siden da er intet det samme. I første omgang er det optur, fordi den slags jo er fagligt spændende.
Men opturen vendes til nedtur, da hendes vejleder, den grundige, men ikke specielt succesfulde astronomiprofessor dr. Randall Mindy (Leonardo DiCaprio), regner kometens bane ud. Den har kurs direkte mod Jorden, er fem til ni km bred og vil, hvis ikke den bliver stoppet, skabe kilometerhøje tsunamier på hele Jordens overflade og udrydde alt menneskeligt liv om præcis fem måneder og 14 dage.
Så er amerikanske Adam McKays dommedagskomedie Don’t Look Up i gang.
Jorden har før i filmhistorien været truet af enorme himmellegemer på kollisionskurs. Både i vidunderligt svulstige 90’erkatastrofefilm som Deep Impact (1998) og Armageddon (1998), hvor truslen om verdens undergang giver filmens helte en unik mulighed for at ofre sig for fællesskabet, og i Lars von Triers mesterværk Melancholia (2011), hvor to søstre møder dommedag på meget forskellig vis.
Videnskab og realitetssans
I Don’t Look Up bliver den potentielt menneskehedsudryddende komet en test af alle menneskers realitetssans og handlekraft og en indikator på, hvor tilbøjelige de er til at fortrænge videnskabeligt veldokumenterede trusler til fordel for deres egne kortsigtede interesser og gode humør.
Det opdager Kate Dibiasky og professor Mindy første gang, da de kort efter opdagelsen mødes med USA’s præsident, Janie Orlean, der spilles sprudlende ondt af Meryl Streep. Hun og hendes ret noller søn og stabschef, Jason (Jonah Hill), kan kun næsten holde koncentrationen, da de to astronomer fra et ikke særligt prestigefyldt universitet fremlægger deres ildevarslende opdagelse og er mest optaget af, om den kan bruges til noget i det forestående midtvejsvalg.
Kate Dibiasky og Randall Mindy kommer også en tur i medierne, som i Don’t Look Up viser sig fra den mest overfladiske side i form af et nyhedstalkshow med den erklærede ambition at formidle nyheder uden at gøre folk i dårligt humør. Det er svært, når nyheden er, at Jorden lige straks går under, hvis ingen gør noget.
Ikke Adam McKays bedste film
Don’t Look Up er spækket med stjerner i roller, de har det sjovt med. Det plejer ikke at være et problem, men lige her kunne man godt ønske sig, at Adam McKay havde fokuseret på at fortælle en helstøbt historie frem for at lade dommedagsbekæmpelsen fungere som en ramme om en parade af skægge karakterer.
Popstjernen Ariana Grande spiller en parodi på en kendis ved navn Riley Bina og beriger filmen med den overbevisende powerballade Just Look Up. Timothée Chalamets rolle som den evangelisk kristne skater Yule, der forelsker sig i Kate Dibiasky, er komplet overflødig både for plottet og for satiren. Det virker, som om den rolle er opfundet med det ene formål at få Timothée Chalamet på rollelisten. Hvis man skal se lyst på det, kan det ses som en lille sejr for ligestillingen, at kvindelige filmhelte nu også forsynes med halvdårligt skrevne romantiske påhæng.
De tilbagevendende sammenstød mellem velbegrundet frygt og kortsigtet opportunisme, der udgør det meste af plottet i Don’t Look Up, minder lidt om et andet – virkeligt og langt mindre afgrænset og forudsigeligt – problem, menneskeheden står over for, og Adam McKay skal have point for at lave en komedie om vor tids klimakrisehåndtering. Dem er der ikke mange af. Men når det er sagt, er Don't Look Up et stykke fra at være hans bedste film.
Indignationsbaseret drama
McKay er som udgangspunkt komiker og har excelleret i fjollede komedier om infantile voksne som Anchorman (2004) og Step Brothers (2008), men har i sine seneste to film udviklet sin egen veloplagte, opfindsomme form for indignationsbaseret drama om meget tørre emner.
The Big Short (2015) handler om spekulation i dårlige boliglån op til finanskrisen, og Vice (2018) skildrer den forhenværende amerikanske vicepræsident Dick Cheney som manden bag krigen i Irak og USA’s kreative omgang med torturkonventionen. Begge film er underholdende oplysning til borgerne om samfundets bundrådne måde at være på, og det prøver Don’t Look Up med sit portræt af en tåbelig, virkelighedsfornægtende offentlighed vel også at være.
Men tankeeksperimentet med den faretruende komet munder ikke ud i noget, man ikke i forvejen er opmærksom på, og derfor er der bare tale om en sjov, men lidt banal omgang samtidssatire og situationskomik.
’Don’t Look Up’ – Instruktion: Adam McKay. Manuskript: Adam McKay og David Sirota. Fotografi: Linus Sandgren. Længde: 145 minutter. Udvalgte biografer lander over fra i dag. På Netflix fra den 24. december.
