En ultrabrutal form for metal begyndte i starten af 90’erne for alvor at få fat i Europa. Dødsmetallen var i sin grundform en videreudvikling af den punkede thrash metal, men kombinerede thrashens voldsomme tempo med nedstemte guitarer, skrigende dissonanser og en vokal, der mere var brøl end sang. Det var en musik, der vækkede dyret i mennesket, og hvis tekstunivers trak på både okkulte referencer og voldelige tableauer inspireret af horror- og slasher-film.
Med andre ord var det også en musik, der var som skabt til at vække chok og forargelse – ikke mindst i USA, hvor de fleste af genrens pionerer huserede.
Særlig skandinavisk lyd
I Nordeuropa var det især Sverige, der definerede genren med en række stilskabende bands, som gav dødsmetallen en særlig skandinavisk lyd. Men Danmark var også godt med og havde en frodig scene for dødsmetal.
Mange bands florerede i undergrunden via grumsede demoindspilninger, mens enkelte nåede ud i bredere distribution. Blandt disse har Illdisposed holdt dødsmetal-toget kørende helt frem til i dag. Konkhra, der dengang lignede scenens sande konger, har haft en noget mere ustabil udgivelseskarriere, men vendte dog tilbage med et hæderligt comebackalbum i 2019. Og så var der Dominus, som på forunderlig vis morfede fra brutalt dødsmetal-band til de folkekære hardrockere i Volbeat.
Endelig var der Detest. Et band fra Københavns Vestegn, der hurtigt fik ry som et band i den helt tunge liga, men også et band, der ikke kun levede livet i overhalingsbanen på scenen. Før karrieren for alvor kom i gang, forsumpede de i stridigheder, druk og stoffer – men inden nåede de at udgive en af dansk dødsmetals vigtigste plader, den stenhårde klassiker Dorval (1994). Det var vredt, råt og kompromisløst, og fans kunne efter bandets opløsning blot fantasere om, hvad det mon kunne være blevet til, hvis de kunne have bygget videre på dette fundament.
Dét fik man så et slags svar på i 2019, da Detest 25 år efter debutalbummet vendte tilbage med minialbummet A Moment of Love. Den bedragerisk blide titel til trods var de ikke blevet mildere med årene – nærmest tværtimod. Og netop som man troede, at julefreden var ved at sænke sig, følger de nu op med fuldlængdealbummet We Will Get What We Deserve. En titel, der måske kan tolkes som et ønske om endelig at høste frugten af det banebrydende arbejde, de har ydet for en genre, der de seneste år har fået lidt af en renæssance i Danmark. Men titlen kan i lige så høj grad tolkes ind i Detests misantropiske grundsyn, hvor kulde og mørke venter på os alle.
Kompakt og beskidt
At kalde det en genforening er en tilsnigelse, for reelt er det kun guitarist John Petersen fra det gamle Detest, der er tilbage i denne nye inkarnation. Han har formået at samle sig et nyt hold i form af bassist/sanger Simon Springborg og trommeslager Danni Jelsgaard. Det kompakte trioformat klæder Detests beskidte lyd godt. Man mærker tydeligt arven fra thrashens maskinelle kværnen, tempo og punkede tilgang. Hvor flere dødsmetal-bands har bevæget sig over i mere progressive strukturer med instrumentale mellemspil og komplekse opbygninger, byder Detest på et udtryk, der er skrællet ind til benet.
Det nye album er således faktisk mere rendyrket i sin form end debutalbummet, der undervejs bød på nogle spøjse folkemusikalske passager. Godt nok lægges der ud med en instrumental intro – ironisk betitlet »This Is The End«. De resterende ti numre er klassisk dødsmetal uden ret mange dikkedarer.
Springborg har det helt rigtige brøl i struben, og Petersens vrider en sand motorsavsmassakre af fræsende og hvinende lyde ud af sin guitar. Er det så bare en tilbageskuende øvelse i at hylde dødsmetallens urform? I hvert fald er det ikke musik, der ligefrem udvikler genren, men til gengæld er det sublimt udført og beviser, at man ikke behøver at miste bid med alderen. Faktisk er det som om, at Detest blot har ophobet endnu mere sort galde med årene, og de formår at kanalisere denne ud i sange, der sætter mange af genrens yngre bands til vægs.
Velsmurt maskine
Selv om en væsentlig pointe ved den klassiske dødsmetal var dens chokeffekt, lå der helt fra starten også kompositoriske ambitioner bag. Og mens den danske scene i 90’erne ikke mindst skelede over sundet til svenske bands som Entombed, var Sverige også arnested for en videreudvikling af genren i en mere melodisk retning med navne som At The Gates og Dark Tranquillity. Det er faklen fra disse grupper, bandet Livløs fører videre på deres andet album And Then There Were None, som viser, at dødsmetal-genren fortsat har fat i en yngre generation af bands. Samtidig viser de, at Aarhus, der i sin tid også var arnested for blandt andet Illdisposed, fortsat er et dansk dødsmetal-epicenter. Herfra udspringer også Baest, der om nogen har været spydspids i en dansk dødsmetalrevival, og hvis sanger Simon Olsen tidligere slog sine folder i netop Livløs.
Livløs.
Det må siges, at er man novice udi dødsmetalgenren, er melodisk nok ikke det første ord, der falder én ind, når man går om bord i det brutale titelnummer, som også åbner albummet. Men hører man det i forlængelse af Detests plade, vil man dog kunne konstatere en noget rundere lyd og en række mere melodiske guitarpassager, som skaber kontrast til Niklas Lykkes dybe growl.
Selv om albummet deler titel med et klassisk nummer af thrash-metalkongerne Exodus, er lyden længere fra thrashens beskidte rødder, men der mangler bestemt ikke power i musikken, som starter lige på og hårdt.
Albummet udkommer på det store østrigske metallabel Napalm Records, og alle sejl er således sat til en international karriere for bandet, som da også fremstår som en velsmurt enhed, der i øvrigt trods det danske navn synger på engelsk. De leverer kompetent dødsmetal med teknisk overskud, ligesom de formår disciplinen at balancere de brutale og de mere melodiske passager. Den balancegang tilbyder en større grad af variationsmuligheder, hvor der kan leges med dynamik, men det velsmurte har også sin slagside. Undertegnede kan i hvert fald godt komme til at savne den mere løsslupne, ligstinkende og uforsonlige metal fra Detest.
Alligevel er der grund til at glæde sig over, at den danske dødsmetalscene både har plads til de punkede excesser og de mere melodiske indslag, og at såvel garvede veteraner som yngre kræfter er med til at udvikle genren på højt niveau.
Detest: ’We Will Get What We Deserve’ (Emanzipation)
Livløs: ’And Then There Were None’ (Napalm Records)
