’Gennembrud’ er på ingen måde en woke bog, men er gennemgående klassisk, seriøs kunsthistorie

Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag er en bog, jeg gerne ville have haft i hænderne for ti, nej, 15 år siden. For hvor har der dog manglet sådan et opslagsværk, der dykker ned i, samler og skaber overblik over de mange kvindelige kunstnere, de fleste behændigt har glemt.

Det er først inden for de senere år, museerne er kommet i omdrejninger i forhold til at gøre noget ved den store ulighed, der har været (og er) mellem kønnene i både samlinger og udstillinger. Var Gennembrud derfor kommet før, kunne den have været med til at bane vejen for den udvikling. Nu cementerer den i stedet, at gennembruddet ér sket. Jævnfør titlen. Gennembrud præsenterer dog stadig så mange oversete kunstnere, der reelt er gået i glemmebogen, at det i sig selv er hele bogen værd.

En kæmpe bedrift

Gennembrud er først og fremmest en gedigen og stor bedrift skrevet af den mangeårige kritiker Eva Pohl, der er ph.d. i kunsthistorie, og som i sit virke altid har fokuseret på de kvindelige kunstnere. Bogen samler forfatterens viden og passion for feltet i en bog, der rækker helt tilbage til 1600-tallet og til i dag og præsenterer henved 100 kunstnerportrætter. Det giver selvfølgelig en noget udvælgelsesmæssig skævvridning i forhold til stoffet, fordi der før i tiden har været så ganske få, og der i dag er så overvældende mange.

I forordet skriver Pohl, at udvælgelsen »bygger på personlige valg«, og hun særligt med den aktuelle kunst »har måttet prioritere«, men beskriver ikke efter hvilke parametre. Hun kommer heller ikke nærmere ind på kønsbetegnelsen, der bogen igennem bruges på den traditionelle binære måde. Dette efterår er der også udkommet et stort og vigtigt katalog i forbindelse med udstillingen Cobra – De kvindelige kunstnere på Museum Jorn. Det fremragende katalog er ligeledes baseret på kvindelige kunstnerportrætter, og nogle af kunstnerne går igen i Gennembrud som eksempelvis Sonja Ferlov Mancoba og Else Alfelt. Kataloget lægger dog hurtigt ud med i kunsthistoriker Jens Tang Kristensens indføring at problematisere den binære kønsopfattelse, »for det er forestillingen om kvinden som absolut oppositionel til det maskuline køn, som er med til strukturelt at fastholde den forsimplede og unuancerede tese om, at der altid forefindes en registrerbar forskelssættende adskillelse til ’den absolutte anden’…«

I det aktuelle kunstmiljø, hvor køn er flydende, og mange gør op med med de kønsbinære kategorier, er det en relevant tilgang at have med.

Gennembrud er derimod på ingen måde en woke bog, den er gennemgående klassisk, seriøs kunsthistorie, hvis sigte er at kaste lys på de mange danske kvindelige kunstnere igennem historien, der ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener – og endda, og det er det stof, jeg nok særligt interesserer mig for, at formidle hvorfor de ikke fik det, og hvordan de alligevel fik brudt igennem. Bogens gennemgående blå grafiske tone understøtter denne traditionelle, endda lidt konservative, tilgang.

De ukendte pionerer

Gennembruds første halvdel er for mig at se også den vigtigste. Her præsenteres de mest ukendte og ubeskrevne kunstnere i bogen, der går helt tilbage til 1600-tallet, og her får man indblik i tiden og miljøet, der gør, at man bedre forstår de undertrykkende strukturer, der gør det så svært for kvinderne at komme igennem med deres kunst.

Med generationen, som Pohl kalder »pionererne«, skete der for alvor kunstneriske nybrud. De er født mellem 1840-60 og dannede kollegiale netværk, kæmpede for ligestilling og uddannelse for kvinder, og det blev opnået i 1888 med den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for kvinder, som afdelingen meget lidt mundret blev opkaldt. Først i 1924 får kvinder lige adgang med mænd på Kunstakademiet.

Her præsenteres for eksempel kunstnerparret Emilie Mundt og Marie Luplau, der forekommer ægte progressive, eller kunstneren Anna Sophie Petersen, der har malet En aften hos veninden. Ved lampelys (1891), som jeg faldt totalt i staver over, fordi det er så rigt på stemning og symbolik og dansk kunsthistorie. Her sidder kunstnerne Marie Krøyer, Bertha Wegman og Jeanna Bauck og drikker vin i en hyggelig mørk stue. På væggen hænger et maleri af en liggende, nøgen kvinde »der tiltrækker sig opmærksomhed med sit lysende dionysiske og erotiske element, som understreger det sanselige i dette gruppebillede«. I sådanne tilfælde elsker jeg Pohl for at grave stof frem, som jeg ikke kendte og analysere viltre dimensioner frem i det.

På et foto fra 1885 sidder Marie Luplau i sit atelier med sit upassende korte hår og i lang sort kjole og er ved at male en manderøv, og man mærker, at hun og Emilie Mundt har været afgørende fremme i skoene. Det par ville jeg gerne læse en hel bog om! Gennembrud er absolut bedst, når Pohl lader sig rive med af stoffet, glemmer pladsmanglen og skriver mere intense og smittende analyser.

Dette efterår er der også kommet andre bøger, der med fordel kan krydslæses med Gennembrud. Ud over det omtalte Cobra-katalog er der også kunsthistoriker Bente Scavenius’ nye bog Mit livs billeder. Scavenius skriver levende om, hvordan hun engang i Venedig sad til bords med Peggy Guggenheim, som indledning til sit kapitel om Rita Kernn-Larsen, eller hun fortæller om dengang, hun talte i telefon med Franciska Clausen, og i den samtale forstod, hvor svært det har været for et kvindeligt nyskabende talent som Clausen at blive taget alvorligt i det danske kunstmiljø i 1950’erne. Både Kernn-Larsen og Clausen er også med i Gennembrud.

Selv om Scavenius langtfra har et kønspolitisk ærinde med sin bog, der har langt flere mænd med end kvinder, så beskriver Scavenius dog ærligt, hvor lidt hun i starten selv syntes om ’70'ernes »kvindekunst«, og hvor længe det tog hende at forstå, hvor ulige vilkår der har været for kønnene. Hun bringer dermed sig selv i spil med stoffet, og det gør det til en oplevelse at læse. Her er Pohl mere nøgternt formidlende og visse steder også noget skematisk og hastig i sin tilgang.

For eksempel er portrættet om Ursula Reuter Christiansen for fattigt i forhold til den rige historie – og det materiale – Reuter Christiansen repræsenterer. Reuter fik for eksempel først sit store gennembrud, da hun var over 70 år. Omvendt får Kirsten Justesen en flot og meget længere præsentation. Pohl laver en analyse af Justesens kendte Lunch (1980), hvor kunstneren sidder nøgen og med vidtåbne arme i en indkøbsvogn. I Pohls analyse bliver det til et feministisk modsvar til det berømte maleri Frokost i det grønne af Édouard Manet fra (1862). I sådanne øjeblikke viser Pohl sin viden og analytiske sans med en indsigtsfuld læsning af Justesens værk, der får Justesen kontekstualiseret med ét af verdensværkerne i kunsthistorien. Dét er elegant gjort.

Udeladelserne

Personligt finder jeg som nævnt første del af bogen stærkest, da der her reelt graves ukendt og overset stof frem. De sidste to kapitler med mere samtidig kunst viser anderledes værker af så vekslende kvalitet og med så væsentlige udeladelser, at jeg kommer til at kigge på de første kapitler igen med større mistro. Hvem er mon egentlig udeladt fra denne inklusive kunsthistorie?

For der er flere, jeg savner i selskabet, mest af alt Gerda Wegener og Elsa Thoresen. Men jeg undrer mig også over, at der ikke er mere tekstilbaseret kunst med i bogen. Her tænker jeg på Anna Thommesen (der heldigvis er med i Cobra-kataloget), Ragna Braase og Aase Seidler Gernes – disse kvinder var alle gift med berømte kunstnere, som de stod i skyggen af. Jeg ved, at det er verdens nemmeste kritik at pege på det, der er udeladt, men historien om den tekstilbaserede kunst er væsentlig, fordi det ikke bare er kønnet, men også mediet, der har stået i vejen for den kunstneriske anerkendelse.

Det sagt, så er Gennembrud en vigtig bog og bedrift, der bidrager til den fortsatte kamp for anerkendelsen af de oversete kvindelige kunstneres praksis, og den giver en indsigtsfuld viden om mange af de kunstnere, der har måttet kæmpe kampen for, at nutidens kvindelige kunstnere har et større terræn at udfolde sig på – der til stadighed er langt mere begrænset end deres hvide mandlige kollegers.

Eva Pohl: ’Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag’, Strandberg Publishing, 416 sider, 400 kroner