At den litteratur, der tager menneskets forhold til naturen op til debat og derfor kaldes »grøn litteratur«, er slået igennem på den litterære scene, er nok ikke længere en nyhed. Alligevel er det lidt overraskende, at der stadig udkommer nye bøger, som også er grønne i deres udseende. Gyldendal har for eksempel i de seneste måneder genudgivet tre klassikere, der alle præsenteres i et smukt grønt design: Henry Thoreaus manifest om det enkle liv, Walden. Et liv i skoven fra 1854, Knut Hamsuns nyromantiske lovsang til »Nordlandssommerens evige dag«, Pan, fra 1894, og den østrigske forfatter Marlen Haushofers roman Væggen fra 1963.
Mens den smukke grønne farve giver god mening i forhold til Walden og Pan, er de stiliserede bladranker, som pryder Væggens indbinding, en smule misvisende. Væggen er først og fremmest en benhård kvindelig robinsonade, der tegner et postapokalyptisk scenario. Først ved nærmere eftertanke får man øjnene op for et glimt af grønt håb. For jegfortælleren går der tre opslidende år, før hun endelig kommer til denne erkendelse. Hvad er der sket?
Et skovfængsel
Egentlig skulle det bare have været et kort ferieophold på Hugos, hendes kusines mands, jagthytte. Men da den unavngivne hovedperson vågner op næste morgen, er bjergdalen omgivet af en uigennemtrængelig glasvæg. På den anden side af væggen er alle døde, mennesker og dyr står forstenede på de omkringliggende marker. »Kun græsset på markerne levede, græsset og træerne, det unge løv bredte sig glinsende i lyset.«
Den første tid overlever hun takket være Hugos forråd af madvarer, værktøj og smertestillende tabletter. Og så er der Hugos trofaste hund, Luchs, som har mindst lige så meget brug for kvinden, som hun har for ham. Men snart skal hun klare alt på egen hånd. Bymenneske og beroende af andre, som hun hele livet igennem har været, skal hun nu tilpasse sig naturens ublide betingelser. Hun må lære at dyrke jorden, skaffe brænde, gå på jagt og malke Bella, den ko, som hun har fundet på én af sine første ture gennem det mennesketomme landskab. Bellas mælk holder kvinden i live, men endnu vigtigere er måske dyrets tålmodighed og evne til at acceptere livet, som det er. Skridt for skridt nærmer jegfortælleren sig dyrenes enkle måde at være til. Forstået på den måde skal væggen omkring hende måske ikke opfattes som et fængsel, men snarere som en chance. Kvinden er »på vej til at finde en ny verden. Det er en smertelig vej, og den er langtfra til ende«.
Uprætentiøs filosofisk dybde
Væggen er hverken en romantisk pastorale, en moderne økoidyl eller en patetisk heltefortælling. Den er en dyster utopi og en meget realistisk fortalt fabel om at være menneske i en verden, som mennesket har ødelagt. Skal vi så holde op med at være menneske? Har vi mulighed for at blive noget andet? Kan vi indgå i et større og mere bæredygtige fællesskab med dyr og planter? Væggen kan læses som en eksistentialistisk parabel, som et opgør med kvindens undertykkelse, som konsumkritik og som kærlighedsevangelium.
At dette er muligt, skyldes romanens uprætentiøse filosofiske dybde og dens litterære kvalitet. Stilen er usentimental og nøjagtigt registrerende. Der sker ikke meget, men kompositionen er afbalanceret, og spændingen holdes oppe ved korte, men raffinerede spring i tid og rum, som medfører, at vi hele tiden regner med, at den store katastrofe alligevel vil indtræffe.
Marlen Haushofers største talent er imidlertid, at hun har skabt en stor, smuk og ligeledes barsk fortælling, der klarer sig uden at pege fingre. Jegfortælleren vil ikke overbevise andre mennesker, men taler kun på egne vegne. Der findes jo ikke længere nogen andre. Vi, hendes læsere, findes i en vis forstand ikke længere. Eller så spiller vi i hvert fald ikke længere en rolle. Men netop det giver jegets indsigt, dets valg, sådan en appellerende karakter. »Da jeg tændte lampen, vidste jeg pludselig, at det ikke kunne fortsætte på den måde. Jeg blev grebet af en vild trang til at give efter og lade tingene gå deres gang. Jeg kunne mærke, hvordan det forkrampede i mine muskler løsnede sig, og mit hjerte slog langsomt og regelmæssigt.«
Ud fra denne erfaring af accept, der ikke er en resignation, ikke et afkald, men et ja til, at et andet liv er muligt, åbner sig en vej fremad. Romanen slutter efter fire måneders intenst skrivearbejde. Mange af jegets elskede dyr er døde. Hun har selv slået et andet menneske ihjel. Det er vinter, og det er koldt. Men livet skal leves. »Så snart det bliver varmere i vejret, vil jeg gå i gang med at bygge kammeret om til en ny stald til Bella, og det skal også nok lykkes mig at få lavet hul til døren. Jeg ved stadig ikke hvordan, men jeg finder helt sikkert ud af det.«
Marlen Haushofer: ’Væggen’. På dansk ved Anneli Høier. Gyldendal, 300 sider, 250 kroner
