Kultur
13. december 2021
Cirka tre afsnit inde i Hooligan tager jeg mig selv i at tænke, at det er en forbandet skam, at denne DR3-serie er blevet markedsført så entydigt på flækkede øjenbryn, romerlys og kokain. For nok er serien fyldt med både vold, stoffer og maskulin posering, men først og fremmest er den et rørende, lokalt forankret ungdomsdrama om venskab, fællesskab og familie – den, man er født med, og den, man selv vælger.
Omdrejningspunktet er den unge fodboldspiller Mads (August Carter), hvis verden klasker sammen, da han på tærsklen til sit store gennembrud rammes af en invaliderende knæskade. Før var han konge af grønsværen; nu er han en arbejds- og venneløs teenager, der tilbringer fredag aften med sin mor, mens hans jævnaldrende går i byen.
Jeg må indrømme, at jeg er træt af, at dramatikken centrerer sig så meget om voldelige og destruktive minoritetsmiljøer, især med denne fortsatte dyrkelse af giftig maskulinitet. Som om man slet ikke forstår bevægelserne og idealerne i tidens ungdom.