Cirka tre afsnit inde i Hooligan tager jeg mig selv i at tænke, at det er en forbandet skam, at denne DR3-serie er blevet markedsført så entydigt på flækkede øjenbryn, romerlys og kokain. For nok er serien fyldt med både vold, stoffer og maskulin posering, men først og fremmest er den et rørende, lokalt forankret ungdomsdrama om venskab, fællesskab og familie – den, man er født med, og den, man selv vælger.
Omdrejningspunktet er den unge fodboldspiller Mads (August Carter), hvis verden klasker sammen, da han på tærsklen til sit store gennembrud rammes af en invaliderende knæskade. Før var han konge af grønsværen; nu er han en arbejds- og venneløs teenager, der tilbringer fredag aften med sin mor, mens hans jævnaldrende går i byen.
Derfor tøver han ikke mange sekunder, da et nyt fællesskab byder sig til i mødet med bøverten Lasse (Frederik Emil Mathiasen), der tilfældigvis er dedikeret fan af Aalborgklubben HB86, som Mads indtil for få måneder siden var upcoming stjerne i. Hvorfor ikke, siger han, da Lasse inviterer ham hjem til en øl, og igen, da han bliver budt på sit livs første joint. Da det umage par, adskillige øl og joints senere, tonser rundt til techno i Lasses svinesti af en ungdomshybel, virker den disciplinerede Mads for første gang fri.
Gennem Lasse introduceres Mads for et råt, men også tæt knyttet hooliganmiljø, hvor man mødes om at høvle bajere og kokain og slå rivaliserende fangrupperinger til lirekassemænd i de jyske skove. Sin egen plads i miljøet har Lasse først og fremmest i kraft af sin storebror, gruppelederen Jønsson (Morten Agerholm Jensen), hvis livsfilosofi også udgør seriens tagline:
»Jeg går ikke i kirke. Jeg går på stadion.«
På gennemrejse i Jomfru Ane Gade
Jønsson har ikke høje tanker om sin bror, men til gengæld ser han et lys i Mads, der hurtigt vinder gruppens respekt, og sammen med Lasse og den ustabile, men elskelige weekendnarkoman Nicklas begynder han at indhente et forsømt ungdomsliv med fodboldfester på stadion og byture i Jomfru Ane Gade. Godt nok prøver han at bilde sig selv og sine omgivelser ind, at han bare er på gennemrejse, indtil han kan spille fodbold igen, men for hvert svigt, Mads oplever fra det etablerede samfund, bliver han suget mere og mere ind i Aalborgs underverden, og der går ikke længe, før den renskurede fodbolddreng både slår på tæven, sælger stoffer og knapper sin Fred Perry-polo helt op i halsen som en ægte casual.
Historien om den gode dreng, der får nye venner og breaker bad, er set før (nok mest mindeværdigt med Elijah Wood i Green Street Hooligans fra 2005), men Hooligan – kortfilmstalentet Emil Falkes debut som serieinstruktør – fortæller den med nuancer og en overraskende ømhed, der får den til at føles frisk og vedkommende, og med miljø- og karakterskildringer, der er tæt på det fænomenale. Selv den største voldpsykopat føles som et ægte menneske, man kunne møde på gaden eller det lokale værtshus, og det er især skuespillernes fortjeneste, en bunke mestendels unge og ukendte talenter, der over én kam spiller fantastisk naturalistisk på noget for dansk mainstreamdrama så eksotisk som klingende nordjysk.
Alfahannen Jønsson er hooligangrupperingens ubestridte leder.
August Carter veksler fremragende mellem sårbar og stålsat i hovedrollen som Mads, og Morten Agerholm Jensen tilfører en fin tvetydighed til alfahannen Jønsson, der styrer sine drenge med faderlig autoritet og mere eller mindre subtile magtspil. Det største scoop er imidlertid Frederik Emil Mathiasen som Lasse, den godmodige underhund, der – modsat Mads – for længst har vænnet sig til bare at tage imod den tilsyneladende endeløse række af nederlag og ydmygelser, som tilværelsen har at byde ham.
Tag underhunden alvorligt
Det kunne have været nemt at reducere ’Lasse Langsom’ – som han kærligt-hånligt bliver kaldt – til en komisk umulius a la Bimse fra DR-serien Bedrag, men Hooligan tager Lasse alvorligt og gør ham til en fuldfed karakter med både drømme og handlekraft, og Frederik Emil Mathiasen spiller ham med afdæmpet lune og et på en gang sørgmodigt og vagtsomt blik, som venter han konstant på, at det næste slag skal falde. Hans famlende forsøg på at samle sin splittede familie og vinde storebrorens anerkendelse udgør seriens mest hjerteskærende scener, og hans omsorg og loyalitet over for sine venner nogle af de mest rørende.
Det er Lasse, der er historiens hjerte, og i forlængelse heraf Lasses venskab med Mads. Man tror virkelig på, at drengene holder af hinanden, og uden at gøre et større nummer ud af det viser serien os, hvordan de vokser i hinandens selskab: Mads afstiver Lasses selvtillid og inspirerer ham til at træde i karakter som sin egen mand, mens Lasse åbner Mads’ øjne for, at han ikke behøver klare alting alene. Så meget desto ærgerligere er det, at serien ikke holder fokus på samspillet mellem drengene i det fanmiljø, der er handlingens udgangspunkt, men i stedet forsøger at spænde over både narkokriminalitet, bandeopgør og Mads’ kamp for at komme tilbage på fodboldbanen.
Det er også tankevækkende, at for en serie, der i så høj grad har tæsk som trækplaster, bruger Hooligan forsvindende lidt tid på at udforske voldens tiltrækningskraft. For Mads virker vold blot som endnu en sportsgren, han kan excellere i, mens slåskampene for Lasse er nøglen til at blive accepteret som ligemand i miljøet. Ingen af dem synes at få noget ud af selve akten. Det tætteste, vi kommer på en verbalisering af, hvad der i sig selv er så fedt ved at tage ud i skoven for at slås, får vi fra Nicklas, der forsøger at peptalke Mads inden en kamp:
»Du ved præcis, hvornår slagene kommer. Det er ikke ligesom derhjemme.«
Det fortæller en del om, hvorfor Nicklas er, som han er, men ikke om, hvad volden kan, andet end avle mere vold.
Også derfor føles hooliganismen i Hooligan mest som et bagtæppe for historien om den sommer, hvor tre forslåede drenge finder hinanden og bliver til brødre – ikke af blod, men af valg. Man kan kun håbe, at de seere, der kommer for romerlysene og nævekampene, også bliver hængende for den fortælling og for de ømme teenagefølelser. Det har de fortjent.
’Hooligan’. Instrueret af Emil Falke. Manuskrift af Christina Øster og Thor Wissing Lange, efter idé af Danni Toma og Louis Rustum. Kan ses på dr.dk/tv
Jeg må indrømme, at jeg er træt af, at dramatikken centrerer sig så meget om voldelige og destruktive minoritetsmiljøer, især med denne fortsatte dyrkelse af giftig maskulinitet. Som om man slet ikke forstår bevægelserne og idealerne i tidens ungdom.