Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hamsuns og Leines requiem over den moderne mand er det mest liderlige, jeg har set

I teaterfortolkningen af Knut Hamsuns ’Pan’ bringes Kim Leines sexfokuserede tekst sammen med Karsten Fundals lyriske musik i et æstetisk knald af en forestilling. Med Olaf Johannessen og Joen Højerslev som hinandens geniale mandespejlinger
Den fascinerende Olaf Johannessens jægerskuespiller forsøger at tæmme sin kvindetrang i rollen som Glahn i SaltoMortales liderlige musikforestilling over ’Pan’. Her over for den insisterende tjenestepigesopran Cille Buch. Uden held.

Den fascinerende Olaf Johannessens jægerskuespiller forsøger at tæmme sin kvindetrang i rollen som Glahn i SaltoMortales liderlige musikforestilling over ’Pan’. Her over for den insisterende tjenestepigesopran Cille Buch. Uden held.

Søren Meisner

Kultur
20. december 2021

Måske er musikteaterforestillingen Pan den mest liderlige, jeg har oplevet. Jeg kan i hvert fald ikke huske en forestilling med så mange replikker om sex. Ikke mindst om ’pik’. Især ’ståpik’, for nu at være helt præcis.

Det er Kim Leine, der er manden bag denne eksplicitte kønsorganhyldest i teksten til Pan, der er en fri dramatisering af Knut Hamsuns roman fra 1894. En meget fri, ja faktisk en ’langt ude over fjeldkanten’-fri dramatisering, næsten kun med personerne tilbage fra Hamsuns fortælling. Teksten er en både ekstrem og abstrakt mandeberetning om begær – både når det bliver tilfredsstillet, og når det bliver afvist. Men det er også en interessant kvindeberetning om at ville bruge sin krop – og om at ville gemme sin krop til bedre tilbud. Med de forpinte sexafhængige mænd og kvinder omgivet af betragtere, der fortsætter deres gøremål uden at lade sig forstyrre.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her