Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hemmelig dagbog fra Brexit-forhandlingerne giver et indblik i, hvor omsiggribende EU egentlig er

I sin nye bog ’My Secret Brexit Diary’ udlægger EU’s chefforhandler Michel Barnier, hvordan EU og Storbritannien over tre år forhandlede sig fra folkeafstemning til en aftale
Brexit-forhandler for EU Michel Barnier på vej ind til en uformel middag i Downing Street 10. Nu har han udgivet en bog om forhandlingerne, ’My Secret Brexit Diary’.

Brexit-forhandler for EU Michel Barnier på vej ind til en uformel middag i Downing Street 10. Nu har han udgivet en bog om forhandlingerne, ’My Secret Brexit Diary’.

Will Oliver

Kultur
10. december 2021

Franske Michel Barnier var EU’s chefforhandler gennem det, der har vist sig kun at være første fase af Brexit-forhandlingerne. Og dem giver hans bog My Secret Brexit Diary et unikt indblik i. At vi i dag igen står i en situation, hvor et no deal-scenarie kan være i horisonten på grund af briternes trussel om at udløse Artikel 16 – en slags nødbremse i Nordirlandsprotokollen – gør kun bogen endnu mere relevant. Protokollen, der sikrer, at varer frit kan flyttes mellem Irland og Nordirland, indeholder en bestemmelse – Artikel 16 – der siger, at en af partnerne kan ophæve aftalen, hvis den vurderer, at den medfører alvorlige praktiske eller handelsmæssige problemer. Det er den nødbremse, briterne nu truer med at aktivere.

Selv om Barnier selvfølgelig kun kan fortælle om forhandlingerne set fra sin stol, og briterne nok ville have udlagt fortællingen anderledes, giver hans dagbog et spændende indblik i en historisk skelsættende begivenhed, og det er et særsyn, at man så tidligt efter forhandlingerne får lettet lidt på sløret.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"Uden at gå unødigt ind i tekniske detaljer formår Barnier at klargøre, hvordan han og hans hold fra 2016-2020 forhandler med briterne om faktisk næsten alt."

Denne konstatering er på linje med den venstreorienterede Brexit-kampagne i 2015/16; en kampagne som i den britiske og europæiske presse blev stemplet som misinformation, netop pga. dens oplysning om EU's omsiggribende indflydelse på medlemslandenes politikker.

Ikke blot har EU-udviklingen på mange måder totalt trodset de politiske løfter, som gennem år(ti)erne er blevet givet for bl.a. at lokke tvivlende vælgere med på vognen (nemlig at den bestemt ikke havde kurs mod integration/konformisering af alle medlemslandes væsentlige politikområder). Den har også betjent sig af en relativt raffineret PR-strategi som over tid har marginaliseret og misbrugt kritik, mens frygt, resignation og afhængighedssyndromer har formørket enhver udsigt til en tilværelse uden storunioner.

Jesper Lykke Jacobsen

Det kan vel ikke komme som nogen stor overraskelse, at hvis man vil trække sig ud af 47 års medlemsskab i et omfattende mellemstatsligt samarbejde, er man nødt til at forhandle om overordentligt mange og gennemgribende statslige anliggender.

Heldigvis har de 27 tilbageblivende medlemslande nu frie hænder til at fortsætte integrationen, specielt på det skattemæssige, økonomiske, sociale, militære og udenrigspolitiske område. Det skal Danmark prise sig lykkelig over og gøre en helhjertet indsats for at fremme. Vi kan passende begynde med at afskaffe de utidssvarende forbehold.

Med en EU-venlig ledelse i Tyskland og Frankrig ligger der store muligheder foran os. Dem må vi ikke forspilde med det sædvanlige fodslæbende bagstræberi.

Olaf Erichsen, Erik Tvedt, Lars F. Jensen, Magnus Fischer, John Andersen, Eric Mård, Poul Søren Kjærsgaard, Bjarne Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Til Hanne Urtoft:

Du har ikke ret når du siger, at "ikke blot har EU-udviklingen på mange måder totalt trodset de politiske løfter, som gennem år(ti)erne er blevet givet".

Læs Artikel 1 i Traktaten, som vi for snart 50 år siden stemte om. Deraf fremgår det klart, at målet med Fællesskabet er en stadig tættere Union.

Vore politikere i Danmark og store dele af pressen gjorde sig blot alle mulige og umulige anstrengelser for at skjule dette faktum for vælgerne inden folkeafstemningen om tilslutningen og havde som bekendt held med at opnå det ønskede flertal for beslutningen.

Men det er korrekt, at integrationen lige siden er blevet mere og mere omfattende på nogle områder, mens den på andre andre områder, og det er især de borgernære områder, er minimal.

Nu er alting ikke hverken sort eller hvidt, og heller ikke unionen EU, som primært for danmark alene handlede om flæskepriserne, og derved blev det iflg. danske politikere, når de offentligt skulle udtale sig, - men bag forhænget var tonerne og holdningerne noget anderledes., og sikkert også parret med visse politiske ambitioner den mægtige EU union.

Dengang for 50 - 60 år siden vedtog man en forsørgelsekontrakt i EU , hvor de rige lande i Midt- og Nordeuropa skulle forsørge landene i de sydelige regioner, og der blev brugt ord som udligning, der skulle udjævne de økonomiske forskelle mellem Nord og Syd, og et af idealpunkterne der blev politisk solgt til borgerne i Midt- Nordeuropa var, "det vil komme os selv til gode i fremtiden".

Det blev til golfbaner i stride strømme og andet godt for, dem der havde råd til det, - men det skabte arbejdspladser, men kun i servicebranchen - ikke så meget indenfor industri eller anden udvikling, som kunne retfærdiggøre pengeoverførslen til Syden, så de fremover kunne forsørge sig selv via produktion.

Nu her 50 - 60 år senere har man for nylig vedtaget et 5 års budget, - så vidt jeg husker det, - og heri indgår atter en forsørgelsenkostrakt for de næste mange år, og igen skal pengene komme fra Midt- og Nordeuropa - og atter engang til tonerne af ordene; "Det vil komme os selv til gode i fremtiden"!

- Jamen, vi står jo netop NU i fremtiden fra den første gang man indgik en forsørgelsekontrakt fro Midt- og Nordeuropa til Sydens land, - hvorfor kan de så stadigvæk ikke forsørge sig selv efter alle de mia. og atter mia. der er blevet overført til syden igennem alle årene?

- Er der nogen der kan forestille hvad der i den anledning skal ske om ca. 50 - 60 år indenfor EU, som skal indgå i den fremtidige økonomiske udvikling og budget for EU i en 5 - 10 års periode?!

Sidst skulle vi stemme om politisamarbejdet var for et par år siden, og i den anledning ankom selveste politidirektøren fra EUROPOL, Rob Wainwright som skulle booste danskerne "kærlighed til og drømmen om det store EU politisamarbejde".

Han havde 3 store "klodser" med i posen af ord, som han fremlagde som vigtige for danskernes tryghed:

1) Grænseoverskridende kriminalitet - især indenfor rockkredse i EU, - der var bare det lille problem, at man mange år tidligere havde afskaffet alle grænser internt i EU,
så hvor var det grænseoverskridende?

2) International terrorismebekæmpelsevia EUROPOL registre der på daværende tidspunkt kun indeholdt omkring sølle 4.500 personer.

- Til sammenligning havde Frankrig på samme tidspunkt omkring over 15.000 personer som de overvågede.l

- Det samlede antal mulige personer med mulige terrorrelationer var muligvis på det tidspunkt vel nok omkringover 100 - 150.000 i hele EU.

Som det ses var EUROPOL langt bagud, og berettigelsen i udsagnet om deres mulighed for terrorbekæmpelse - virker derfor helt latterlig.

Endelig var der en særlig "hilsen" til kvinderne(mødrene) i Danmark, som skulle få dem til at stemme for vores tilslutning til politisamarbejdet i EU - ledet af EUROPOL.

3) Bekæmpelse af internationale pædofiliringe - enhver mors frygt for sit barn.

- Men hvordan gik det så i praksis(?), ikke helt så godt for det på foranledning fra det Amerikanske forbundspoliti FBI, - der advarede mod en pædofiliring der strakte sig fra Norge til personer på Bornholm.

EUROPOL vidste åbenbart slet ikke noget om dette, så hvor var beskyttelsen mod dette fra deres side, sådan som der blev lovet?

- Der var og er stadig meget godt ved EU - unionene, men den politiske forplumrethed med bedrag og løgne har udvandet meget af det gode ved EU, og det er det der skal gøres op med.

Den politiske tøjlesløshed overfor borgerne, hvor nogle lande i syden fortsat skal være på forsørgelsekontrakt -uden et eneste kritiskord eller løftede pegefingre om hvor fortidens mange mia. er blevet af, som de fik i den tidligere forsørgelsekontrakt, har man ikke spurgt ind til, inden man gav los.

- Jo, Italienske politikere kan altid finde en stakkel lille pietro med kone og 9 børn i det sydlige Sicilien, som de kan holde frem som standard for hele Italien, men det er ikke sandheden, for indenfor Italiens egne grænser er der forskelle mellem Nord og Syd, - som de selv kunne finansiere en overførsel af penge imellem, og dermed udligne fattigdommen og fremskridtet og udviklingen.

- Men hvorfor skulle Italienske politikere dog gøre og kræve sådan noget, - når nu EU ikke gør, så hellere kræve forsørgelse - "til evig tid".

Har Italien ikke råd til at være med i EU, - de er trods alt en af de 5 største økonomier i hele EU, - så hvorfor kan de dog ikke selv forsørge sig selv, men skal på overførselsindkomst hos os andre, så vores velstand udhules af bedrag og svindel, som man ikke bekæmper ordentligt i Italien.

- Der skal luges ud i EU, også af politiske tåber, for som Mark Twain sagde; "politkere og bleer skal skiftes tit, - og af den samme grund"!

@Rumle Norman Nielsen cc: @Povl Clasen
I 1972 stemte vi om betingelserne for selve optagelsen i EF, der i øvrigt var under Romtraktaten (og sammenlægning af EEC med Euratom og Kul og Stål i 1965-67 (det er nu er traktaten om funktionen af EU).

" THE TREATY OF ROME
25 March 1957

ARTICLE 2
The Community shall have as its task, by establishing a common market and
progressively approximating the economic policies of Member States, to promote
throughout the Community a harmonious development of economic activities, a
continuous and balanced expansion, an increase in stability, an accelerated raising of the standard of living and closer relations between the States belonging to it."

Det var dengang i 1972 Artikel 2, der talte om samarbejdet og udviklingen i et nærmere forhold medlemmerne imellem. I Lisabon traktaten er det nu Artikel 1.

Der nævnes særligt økonomisk og markeds samarbejde, men "...closer relations between..." er vel ikke til at misforstå det kvalitative i, men ikke meget om hastigheden mod og kvantiteten af de nærmere relationer.

Det er mig mærkeligt at henvise til Poul Schlüter, der blot var menig konservativ i 1972, når det var J.O. Krag, Socialdemokratiet, de radikale og venstre, der var hovedkræfterne i 1971-72.
Det er ikke rigtigt, at den mulige politiske udvikling ikke var til debat i 1972, men det er rigtigt, at den sidste week-end før afstemningen blev det i høj grad forbrugerpriserne, det kom forrest.

EF modstandernes argumenter var især rettet mod forhold som fx egen skattepolitik, hvor udviklingen siden klart har vist et kæmpe behov for fælles tiltag mod lave skatteprocenter, skattefiduser og direkte skattesnyd.

Set i dagens Brexit lys, hvor fx britiske fiskere nok fik lidt større kvoter, men - nu udenfor det indre marked - i langt højere grad har mistet deres vigtige afsætning til EU, er det klart, at den dengang nationaløkonomisk afgørende landbrugseksport, havde været udsat for et højst risikabelt pres for fortsat at finde god og prisrigtig afsætning. Det var dengang lige under 50% af vor udenlandske indbetalinger, der kom den vej. (Kanslergadeforliget in mente).

Lars :)