I en scene i teaterforestillingen De urolige på Skuespilhuset sidder Kirsten Olesen tungt ved et bord. Hun spiller rollen som filminstruktøren Ingmar Bergman som gammel og på vej ind i glemsomheden, sommeren inden han døde som 89-årig i 2007. Hendes krop er nærmest gået i standsning, og hun stirrer underligt diffust ud i mørket mod os tilskuere. Men i virkeligheden er al hendes opmærksomhed rettet mod det filmkamera, som snurrer, og hvis billede projiceres op på bagvæggen. Her ser man pludselig et helt andet udtryk: Et præcist billede af ansigt i opløsning. Et fascinerende og skræmmende troværdigt billede af et blik, der slukker. Et blik i sort-hvidt.
Det er netop dét, Kirsten Olesen så eminent formår: At skabe sig om for øjnene af os og fuldstændig gå ind i en andens psyke. Altså netop det, som også fascinerer så heftigt ved Ingmar Bergmans film: Den brutale psykologiske afklædning af ansigterne på skærmen.
Afvæbnende humor
Scenen er den mest vellykkede i Peter Langdals iscenesættelse af den nu 55-årige Linn Ullmanns selvbiografiske familieroman De urolige. Bogen handler om hende selv som barn mellem filminstruktørfaderen Ingmar Bergman og skuespillermoren Liv Ullmann. På teatret skildres historien om datterens ubesvarede kærlighedserklæringer til den fraværende far helt konkret: Uanset hvor tæt hun sidder sammen med ham, vil hans opmærksomhed altid være rettet mod en filmstrimmel.
I teaterforestillingen er det Stine Schrøder Jensen, der med afvæbnende humor spiller rollen som den voksne datter, der prøver at interviewe sin gamle far, inden det er for sent. Stine Schrøder Jensen har en stærk energi og en troværdig stædighed i sine mange hjerteskærende forsøg på at få den kontakt til sin far, som hun har savnet hele sit liv. Hun er tålmodig. Hun er vred. Hun er provokerende. Hun er sjov. Alt efter hvilke gyselige erindringer, der dukker op fra hendes barndom, hvor hun både svigtes af sin far og sin mor, der hele tiden skal filme i et andet land, så hun efterlades alene med barnepiger på stribe.
Klumpet tekst
Alligevel lykkes forestillingen ikke. Teksten får den til at glide fra hinanden – også selv om Karen Fastrups romanoversættelse lader til at ligge godt i munden på skuespillerne. Dramatiseringen er af Karen-Maria Bille, og den blev også anvendt, da Pernilla August skabte sin roste iscenesættelse af bogen på Dramaten i 2018. Så om det er den efterfølgende bearbejdelse af instruktøren Peter Langdal, der ikke fungerer, er ikke helt til at sige. Resultatet er i hvert fald en tekst, der klumper rundt i en blanding af handlingsreplikker og metakommentarer. Desuden har iscenesættelsen med sine tre kvindelige skuespillere valgt, at skuespillerne både skal spille flere forskellige køn og roller – og også en fortællerrolle. Det bliver noget rod.
Scenografen Maja Ravn har skabt et rum uden tid og uden vinduer, antagelig en fortolkning af Bergmans filmsal i laden på hans gård på øen Fårö ved Gotland.
Kostumevalget er dog også ufokuseret. Den voksne datter fortsætter i hvert fald med at løbe rundt i lillepigevest, og den selvrealiserende mor er iført en skjortekjole, der minder mere om påklædningen hos en bibliotekar end hos en verdensfilmstjerne. I det hele taget er Hanne Windfeld ladt i stikken i rollen som den nordiske idolskuespillerinde Liv Ullmann. Hendes figur som forladt hustru og frustreret mor virker enstrenget og selvoptaget, og hun bliver let usynlig i kampen mellem datteren og eksmanden. Egentlig er Hanne Windfeld bedst i en kittelbirolle som kynisk sygepasser for den døende Bergman. Her bider hun fra sig, så man kan mærke hendes præcise replikker som piskesvirp.
Queer-forsimpling
Nogen femme fatale er hun i hvert fald ikke i rollen som Liv Ullmann. Så uanset hvor fantastisk Kirsten Olesen spiller, så falder historien fra hinanden, når hendes maniske Bergman ikke har nogen erotisk glød at spille op ad i Hanne Windfelds bitre Ullmann. Man tror ikke et øjeblik på, at de to har haft noget sammen. Det bliver bare lidt halvsørgeligt at se Kirsten Olesen sætte sig med mandespredte ben og tage sig groft til skridtet i gabardinebukserne, mens hun taler om sit seksuelle behov. Det er en kikset queer-forsimpling fra instruktørens hånd.
Det bedste ved forestillingen er, at Stine Schrøder Jensen skaber en skilsmissebarnfigur, der løfter sig fra den specifikke Ullmann-historie og bliver til en almen historie om at føle sig som et barn, der er i vejen. Som et barn, der er uønsket.
Egentlig er De urolige mest af alt blevet til ’De umulige’.
’De urolige’. Baseret på roman af Linn Ullmann fra 2015. Oversættelse: Karen Fastrup. Dramatisering: Karen-Maria Bille. Bearbejdelse og iscenesættelse: Peter Langdal. Scenografi: Maja Ravn. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Rasmus Kreiner. Videokonsulent: Søren Knud. Det Kongelige Teater på Mellemgulvet i Skuespilhuset. Indtil den 5. marts 2022.
