Man kan stole på, at den franske instruktør Leos Carax ikke er til at stole på. Fra spillefilm til spillefilm har han været uforudsigelig. Og det er han også i sin nye, berusende, men også frustrerende Annette, en musical med franske Marion Cotillard, amerikanske Adam Driver og en Pinocchio-lignende dukke i hovedrollerne.
Det er historien om skønånd og operasanger Ann Defrasnoux og bad boy og standupkomiker Henry McHenry. De er dybt forelskede, de gifter sig, paparazzikameraerne blitzer. De får deres første barn, den dukkelignende baby Annette. Så begynder McHenry at have bøvl med vreden og alkoholen, hans karriere skrider i grøften. Og når en mand er i uføre, går det gerne ud over hans nærmeste.
Carax fik tidligt fjender
61-årige Alex Christophe Dupont er søn af en fransk far og amerikansk mor og voksede op i et hippie-kollektiv uden for Paris. Her skiftede han som 13-årig navn til Leos Carax. Han har været en utilpasset og besværlig eksistens i fransk film, en stædig auteur i en kunstform, der fordrer samarbejde – og hvor det er dyrt at have for mange fjender.
Det fik Carax tidligt.
Det startede ellers fint med de to franske nybølgeinspirerede film Boy Meets Girl (1984) og Mauvais Sang (1986), hvor Carax midt i sine tyvere positionerede sig som en ung og lovende instruktør, der kunne sin Truffaut og Godard.
Men så tog det fem år at færdiggøre hans tredje spillefilm, den fremragende, crazy-krasse, socialrealistisk melodramatiske De elskende fra Pont-Neuf. En kommerciel og kritikerrost succes, der bare gik langt over det oprindelige budget på otte-ni millioner franske francs. Det endte tættere på 70.
Filmoptagelserne blev midlertidigt lukket ned, og Carax fik lagt sig ud med de økonomiske støtter. Og menageriet sled så meget på hans tre kernesamarbejdspartnere, at alle gik hver til sit. Det var hans daværende kæreste, Juliette Binoche (som skulle være genforenet med Carax i Holy Motors i 2012, men, ak, de kunne stadig ikke enes), skuespilleren Denis Lavant (der så rent faktisk vendte tilbage i Holy Motors) og filmfotografen Jean-Yves Escoffier (der døde i 2003).
Sit eget idiosynkratiske selv
Siden premieren på De elskende fra Pont-Neuf er der gået 30 år, og Carax har haft premiere på kun tre spillefilm.
Efter lang tids kamp for at rejse penge fik den stemningsfortættede, men også noget prætentiøse Pola X endelig premiere i 1999. Med sin intense tusmørke-hardcore sexscene skrev den sig ind i en ekstrem nyfransk bølge, der talte andre pornografisk betonede film som Baisse-Moi og Romance. Men den var et økonomisk og kritisk flop.
Det kom som en overraskelse, da Carax i 2012 gav os den fortryllende, mærkværdige menneske-maskine-fabel Holy Motors og faktisk høstede stor – fortjent – anerkendelse. Et comeback i en uforudsigelig karriere, hvor hver film er sit eget idiosynkratiske selv.
Den aktuelle Annette er også sig selv. En pletvist berusende og fascinerende, men også fascinerende fejlslagen, musical. Den er et løfte, der afgives i filmens velskrevne, godt komponerede og cinematisk smukke begyndelse. Og siden brydes grundet slap manuskript- og sangskrivning.
Det er i høj grad Carax’ samarbejdspartneres skyld.
Hvorfor pokker skal de synge?
Bag manuskriptet og musikken står broderparret Ron & Russell Mael, også kendt under navnet Sparks. En californisk kultduo, som har lavet hits igennem flere årtier såsom »This Town Ain’t Big Enough for Both of Us« og »When Do I Get To Sing ’My Way’«. Og ja, de kan være pletvist fremragende. Men kun pletvist.
Mestendels leverer de her et melodisk, harmonisk, tekstligt middelmådigt materiale, som hovedpersonerne tvinges til at vade rundt og synge i. Her er rock’n’roll, der tror for meget på sig selv, Andrew Lloyd Webber-klodsede kor, floskelfyldte ballader, hul sturm und drang, pasticher uden klar stillingtagen.
Og snart keder man sig over, at mange scener kunne være klaret på 30 sekunder med en skarp dialog, men skal synges over flere minutter med gentagne omkvæd etc. Dødssynden er her, at det ikke står klart, hvorfor pokker personerne skal bryde ud i sang. Det føles bare som en pligtskyldig tonsætning af scenerne, som ender med hverken at være musikalsk belønnende eller tilstrækkelig karakterudviklende.
Musikalsk er der dog undtagelser som åbningsnummeret »So May We Start« og den tidlige kærlighedssang »We Love Each Other So Much« – men de er få.
Pinocchio og giftig maskulinitet
Brødrene Maels manuskript til Annette trækkes af et tungt og klichéfyldt plot. Adam Drivers hovedrolle skrider ud i en alt for genkendelig mandlig selvdestruktion komplet med ensomme motorcykelture og dårlig hygiejne – og en stor sanger er Driver heller ikke. Til gengæld får han en ret så underholdende skattekiste af standupkomiske tricks og punchlines i begyndelsen af filmen – og her lyner Sparks-brødrene Mael virkelig.
Marion Cotillard – der imponerende nok synger operastykkerne selv – kæmper med sin underprioriterede rolle som endnu en hjertesyg kvinde i filmhistorien. Og sammen får de to hovedrolleindehavere også spillet et par smukke, svedige sexscener. Da de er nyforelskede.
Ja, i det hele taget lover filmen godt til at begynde med. Der er smukke scener, romantiske passager, som i sig synes at bære truslen om snarligt forlis – lige akkurat inden for hørevidde.
Men Annette sander snart til i en lidt tør Pygmalion-/Pinocchio-lignende historie mixet med giftig maskulinitet – og det føles som en forspildt mulighed. Tænk, hvad Carax kunne have fået ud af en bedre historie og bedre musik.
Lad der ikke går et årti, før vi ser en ny film fra ham.
’Annette’ – Instruktion: Leos Carax. Manuskript: Ron & Russell Mael. Fotografi: Caroline Champetier. Længde: 140 minutter. Biografer landet over.
