Det var en lille åbenbaring, da en af den hårde rocks mest ikoniske stemmer Robert Plant tilbage i 2007 udsendte det støvede mesterværk Raising Sands i selskab med den lysende roots- og bluegrassstjerne Alison Krauss. At Plant kunne lave en glimrende rootsplade, var som sådan ikke en overraskelse, for allerede i de tidlige dage med Led Zeppelin trak han store veksler på både amerikansk blues og engelsk folkemusik, samtidig med at han var med til at støbe fundamentet for heavy metal.
Men at han kunne synge så tilbagelænet og i så elegant harmoni med Krauss’ countryvokal, så det virkede, som om de nærmest aldrig havde gjort andet – dét var forbløffende. Raising Sands har siden opnået fortjent nyklassikerstatus i grænselandet mellem folk, country og rock – og troner samtidig som én af de store bedrifter for producer T Bone Burnett. En mand, der kan sin americanalyd til fingerspidserne, men som i høj grad også havde en væsentlig kuratorfunktion på pladen i forhold til at håndplukke sange og medvirkende musikere.
14 år senere tager denne treenighed så faklen op igen i form af albummet Raise The Roof. Plant og Krauss har fået lidt mere patina i stemmerne, men ellers kunne man sagtens fristes til at tro, at opfølgeren var indspillet i direkte forlængelse af pladen fra 2007. Det er det samme musikalske grænseland, vi befinder os i. Det er den samme fortrolige samtale mellem to stemmer, og den samme signaturlyd fra Burnett.
Selv titlen rummer så meget ekko af den første plade, at de nærmest lige så godt kunne have kaldt den Raising Sands 2. Hvor Raising Sands således havde overraskelsens element, gælder det modsatte for Raise The Roof, som næsten demonstrativt mimer forgængeren. Er det så et problem? Hvis man forlanger konstant udvikling fra en kunstner, så ja. Men man kunne også sige, at vi her har at gøre med to sangere, som ikke har behov for at bevise noget som helst, og som derfor bare kan koncentrere sig om det, de er kommet for: At kanalisere en kærlighed til musikken og skabe musikalsk nærvær.
Svimlende musikalsk niveau
Hvad musikken angår, kan vi starte med at konkludere, at niveauet er direkte svimlende. Samklangen mellem de to erfarne stemmer er fortsat stærk, og Krauss spiller dertil en solid countryviolin. Sammen med Burnett har Plant og Krauss atter indrulleret et fantastisk hold af musikere i projektet, herunder også flere gengangere fra første album.
Her skal ikke mindst fremhæves trommeslager Jay Bellerose, som igennem hele pladen skaber en tilbagelænet og dog sitrende nerve i musikken. Også den geniale guitarist Marc Ribot er med igen, men suppleres denne gang af både Bill Frisell og Buddy Miller – alt i alt tre af verdens bedste guitarister, når det kommer til at skabe en personlig og stemningsfuld klang med rødder i blues, country og folk.
Det er også musikere med en nærmest jazzet åbenhed i deres spil, og i det hele taget har Raise the Roof en jazzet tilgang til materialet, der består af en solid blanding af countrysange (af blandt andet Merle Haggard og Everly Brothers), et par engelske folkgiganter i form af Bert Jansch og Anne Briggs og en enkelt original sang skrevet af Plant og Burnett. Her er også et par lidt nyere sange, blandt andet »Quattro (World Drifts In)« af den alternative americanaduo Calexico, der agerer åbningssang i en dejligt underspillet version, som skridter pladens støvede grænseland af. Det er samtidig en sang, der udnytter vokalharmonierne mellem Plant og Krauss til fulde.
Det er ikke svært at finde flere lyspunkter på pladen. Tag bare det forrygende call and response-omkvæd på »Searching for My Love«, eller Krauss’ intime countryvokal i samspil med smuk pedal steel guitar på den længselsfulde ballade »Going Where The Lonely Go«.
Stivbenet og tilbagelænet
Det må dog også siges, at ikke alt går op i en højere enhed. Plants take på den legendariske folkesanger Anne Briggs »Go Your Own Way« virker påfaldende stivbenet. Plants egen komposition »High and Lonesome« er nok båret af et stærkt arrangement, men har også en bismag af bluesrocket stiløvelse, hvor der flirtes med bibelske temaer, men hvor det episke drama, som sangen tydeligvis tilstræber, aldrig for alvor indfinder sig. På nogle sange står det tilbagelænede og jazzede i vejen, og som sangtitlerne antyder, kredses der meget om kærlighedens smerte og længsel. Eviggyldige temaer, men også temaer, som til tider overlæsses med delikat melankoli.
Så meget desto mere kærkomment er det, at der sluttes af med den anderledes vitale »Somebody Was Watching Over Me«, der trækker på soul- og gospeltraditioner, men som samtidig er det nummer på pladen, der sender tydeligste nik i retning af Plants rock-baggrund med et sejt slæbende guitarriff.
Trods manglende fornyelse og små skavanker, er Plant og Krauss altså fortsat forrygende musikalsk selskab. For min skyld må de gerne sætte hinanden stævne igen om 14 år for at lave en treer. På det tidspunkt er Plant godt nok 87 år, men lur mig, om han ikke stadig kan synge så taget løfter sig.
Robert Plant/Alison Krauss: ’Raise the Roof’ (Warner Music)
