Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Selv når Lady Gaga spiller Lady Gaga, mangler ’House of Gucci’ flødeskum, fashion og følelser

Lady Gaga lyder som en russisk grevinde, og Adam Driver kan ikke engang mumle ’grazie’ ordentligt. Ridley Scotts stjernespækkede ’House of Gucci’ pakker den amerikanske drøm ind i oneliners og utroligt mange næseproteser
Lady Gaga spiller Lady Gaga, der spiller italiensk diva – og hun smeder i princippet rænker, men et rigtig Lady Macbeth-glimt i øjnene får hun aldrig. Hendes paryk er for tydelig og hendes afstand til rollen for lang til, at man ikke hele tiden husker, at hun er popsangerinde og ikon i egen ret.

Lady Gaga spiller Lady Gaga, der spiller italiensk diva – og hun smeder i princippet rænker, men et rigtig Lady Macbeth-glimt i øjnene får hun aldrig. Hendes paryk er for tydelig og hendes afstand til rollen for lang til, at man ikke hele tiden husker, at hun er popsangerinde og ikon i egen ret.

Metro Goldwyn Mayer Pictures Inc.

Kultur
2. december 2021

Når superstjernen Lady Gaga i den hypede Ridley Scott-film House of Gucci siger: »Jeg betragter ikke mig selv som en særlig etisk person. Men jeg er fair,« er det en replik af typen, der kan give en film øjeblikkelig kultstatus. 

Lady Gagas blodrøde læber og den enorme pelshat, der balancerer på hendes hoved, giver mig kun mere lyst til at bruge vendingen overalt – fra lønforhandling til parforholdsmæssig smålighed.

Alle ingredienserne til en klassiker i filmen om modeimperiet og familieforetagendet Guccis fald fra tinderne er egentlig til stede: superstjerner, dyrt tøj, spruttende fontæner og alpelandskaber. 

Men i de 158 minutter, House of Gucci varer, bliver det sært nok aldrig helt så vildt, som den modehungrende sladdertante, der bor inde i mig, havde drømt om. 

Det begynder ellers lovende. I stram nederdel og hæle, der får hende helt op på ballettåen, defilerer Lady Gaga i rollen som den unge Patrizia, der lidt endnu hedder Reggiani til efternavn, forbi kåde arbejdere, der er i gang med at spule hendes fars fragtfirmas lastbiler.

Året er 1978, byen er Milano, og Patrizia er en kvinde, der forstår at forvalte den kapital, hendes køn og kurver giver hende.

Til en fest møder hun Maurizio Gucci (det moderne mandeikon Adam Driver), der er en nørdet jurastuderende og barnebarn af grundlæggeren af modehuset Gucci – et imperium, han ikke vil have noget med at gøre. Gagas evne til at tabe kæben og spærre øjnene helt op til øjenbrynene – ikke over manden, men over efternavnet – afslører, at vi her har at gøre med en amerikansk drøm pakket ind i italiensk pastiche: Patrizia aner i Maurizio muligheden for at blive sin egen lykkes smed. 

Hun skriver sit telefonnummer med pink læbestift på forskærmen af hans Vespa, og i postkortværdig montage af et stævnemøde deler de bagværk foran Duomoen i Milano og stjæler fnisende en robåd på Comosøen. Snart bliver hun indrulleret i imperiet, hvilket hurtigt fører til rygdolkning i familien og fashionable skærmydsler.

Accenter

House of Gucci bygger på den virkelige historie om et mord i familien Gucci.

For velsagtens at give filmen en form for autenticitet, snakkes der amerikansk med en accent, der måske i et alternativt univers er italiensk. Men Lady Gagas sproglærer må være gået forkert, for skuespilleren lyder som en russisk hertuginde fra en koldkrigsfilm. Hun har kartofler i munden.

Adam Driver forsøger sig ikke engang, hvilket er fint, indtil han skal sige grazie uden helt at kunne det.

Accenturedeligheden kommer der en del halvvillig komik ud af, men ærgerligt er det, at ægteparret Gaga og Driver ingen kemi har. Udover den antydede klassekonflikt, der hurtig bliver løst ved, at han får sin revolte med arbejderpigen, og hun sin billet til overklassen (og, retfærdigvis, et vist okay hedt knald på et skrivebord), er der nul passion. 

På den måde er filmen som den mærkevare, det hele handler om. Man bliver lokket med kendte navne, der er omvandrende reklamer for sig selv, men er der noget bag det tomme symbol?

Gaga og næseproteser

Lady Gaga spiller Lady Gaga, der spiller italiensk diva – og hun smeder i princippet rænker, men et rigtig Lady Macbeth-glimt i øjnene får hun aldrig. Hendes paryk er for tydelig og hendes afstand til rollen for lang til, at man ikke hele tiden husker, at hun er popsangerinde og ikon i egen ret.

En af manuskriptforfatterne, Roberto Bentivegna, har i et interview kaldt filmen for en »Godfather i pailletter« med henvisning til, at Adam Drivers karakter mod sin vilje forsoner sig med sin families dubiøse forretningsmodel. Men Driver ser mere ud til at kede sig end egentlig føle noget.

Et kombineret højde- og lavpunkt er til gengæld Jared Leto, der er fuldstændig ukendelig med næse- og kæbeproteser og det vildeste hentehår i rollen som Paolo Gucci, Maurizios uduelige fætter, der tror, at han skal være familievirksomhedens nye chefdesigner. Han går klædt i de hæsligste gammelrosa jakkesæt i fløjl, orange skotsktern og tealfarvede silkeslips. En skøn nok metakommentar til, at Jared Leto i dag er en af Guccis under chefdesigner Alessandro Micheles mest yndede modeller i akkurat dét 1970’er-look.

Skej så ud

Men er det så camp, spørger du nu? Den amerikanske forfatter Susan Sontag har i et berømt essay skrevet om den marengspyntede overflodsæstetik, som man for eksempel finder i snirklet art déco-indretning eller en Belinni-opera, som det, hun kalder campCamp er affektion i højeste gear; store følelser, der både udstilles, men samtidig føles til fulde. House of Gucci burde være deropad, når Lady Gagas tårer ligger så længe og så runde på hendes kinder, at det ligner, at de er sat med husblas. 

Soundtracket siger ja: Der er »Nattens Dronnings Arie« fra Tryllefløjten, en skrækkelig-herlig duet mellem Pavarotti og Tracy Chapman og helt saligt: guitarriffet fra George Michaels »Faith«.

Men gid kameraet lod mig forelske mig bare lidt i al den unødvendige glamour, der er essensen ved et luksusmærke. Og gid plottet ikke havde sneglet sig så trin for trin-opbyggeligt mod den morderiske konklusion. 

En pelshat får et spot hist, en smuk sort kjole med pink prikker får lov at brillere pist, men i filmens ellers konsekvent 1980’er-brune æstetik bliver de udskejelser, der om noget hører hjemme i en film om et modedynasti, glemt. Guccis rød-grønne logo bliver helt kedeligt kun brugt som reference i juletræspynt og et par røde og grønne kopper, som Gaga og Drivers karakterer drikker af, mens de lægger skumle planer. 

Det er ikke, fordi House of Gucci vil moralisere over rige mennesker, der er ulykkelige under al glitterstadset. Tværtimod. Det er snarere, som om kostumerne har været en sur pligt. 

Og hvis der er en regel i camp, så er det, at extravaganzaen skal nydes og råbes fra tagtoppene. Camp er en ophøjelse af dårlig smag, ironi er en integreret del af det; men camp må aldrig føles som en fest, hvor værten hellere ville have ligget i sin seng.

Ak ja. Prisen på en biografbillet kan endnu ikke købe et stykke med Gucci. 

’House of Gucci’ – Instruktion: Ridley Scott. Manuskript: Becky Johnston og Roberto Bentivegna. Fotografi: Dariusz Wolski. Længde: 158 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her